Forside * Featured

TEST: Apple AirPods Max – Er de virkeligt 4.800 værd?

-
AirPods Max

For en lille måned siden testede vi B&O H95, der kostede 6.000 kr., og nu har vi testet Apple AirPods Max til 4.800 kr. Er høj pris det samme som høj kvalitet?

Apple har i stilhed introduceret et sæt high-end trådløse over-ear hovedtelefoner. De hedder AirPods Max, og selvom prisen er helt deroppe hvor man kan finde mange alternativer, så synes vi alligevel at det er vigtigt at teste dem, så de der overvejer at købe dem, ved hvad recordere.dk synes om de nye hovedtelefoner fra Apple.

Men inden du går igang, skal du vide, at har du ikke købt ind på Apple’s økosystem, så er AirPods Max ikke for dig – Der er så mange integrationer til iPhone, iPad og Mac, at fjerner man dem, så er der ikke meget udover lyden der tiltrækker.

Annonce:

Vi har testet AirPods Max, og her er hvad vi synes.

 

 

Udpakning og installation.

Apple kan noget med indpakning – AirPods Max kommer i en æske, der udover hovedtelefonerne, indeholder et etui (Smart Case) som vi nok skal vende tilbage til, og så et USB-C til lightning kabel til opladning.

Desværre har Apple glemt nogle af de ting som betyder mest for kunderne: Et mini-jack til lightning kabel samt en USB-C oplader.

 

Hvad sker der lige med det etui Apple ?

 

Lad det være sagt med det samme, at jeg er ikke en brokkerøv, men når et sæt hovedtelefoner koster 4.800,- så forventer jeg faktisk ikke at jeg skal ud og købe mere til dem for at jeg kan bruge dem i flyet på vej over Atlanten, men nu skal jeg ud og investere 299,- for at få et kabel med, for ellers kan jeg ikke bruge dem til andet end mit eget udstyr.

Både Sony og Bang og Olufsen og alle andre kan sagtens finde ud af at smide sådan et kabel med. I bunden af højre ørekop finder du også en lightning-port, som du skal bruge for at få tilsluttet dine hovedtelefoner til et det minijack-kabel du er nødt til at købe ved siden af.

 


 

Så har vi Smart Case. Der er allerede sagt mange ting om det etui som apple har pakket deres hovedtelefoner ind i, og jeg stiler mig gerne op i køen. Den er hverken køn eller praktisk, for den beskytter ikke det vigtigste udover ørekopperne, nemlig bøjlen. Personligt forstår jeg ikke Apple’s designvalg. De kunne have lavet en lille taske i et lettere materiale som beskyttede hele hovedtelefonen.

Selve hovedtelefonen har jeg faktisk ikke noget dårligt at sige om når det gælder design. Apple har truffet nogle sikre valg. Kopperne er elegant designet i anodiseret aluminium, der kan dreje i begge retninger så pasform er perfekt til de fleste øre- og ansigtsstørrelser. Ørepuderne er let aftagelige, så de kan både renses og udskiftes hvis det bliver nødvendigt. Det er en smart designfeature som mange andre kunne lære noget af.

 


 

På højre ørekop er der en digital crown (drejeknap) som vi kender det fra Apple Watch som bruges til at styre lydstyrke, samt play/pause og skifte mellem numrene. Du kan også holde knappen inde, og så har du fat i Siri. Dette kan du dog også ved bare at sige “Hey Siri” når du har hovedtelefonerne på.

Udover det er der en knap som bruges til at vælge mellem de forskellige lydfunktioner (Støjreduktion til/fra, og rumlig lyd). Desværre hjælper Siri ikke med at fortælle dig hvad mode du skifter til. Der ville det være dejligt hvis man lige hørte “støjreduktion til” eller “rumlig lyd til” osv.

Ørepuderne er lavet af viskoelastisk skum, som sidder tæt omkring ørene uden at klemme, og så har de som tidligere skrevet den fordel, at når de engang bliver slidt, så kan du købe et nyt sæt hos Apple.

 

Det er solidt stål der er brugt.

 

Bøjlen mellem de to ørekopper er lavet i rustfrit stål, som er beklædt med et blødt materiale for at sikre god og behagelig form når du skal have dem på. Du kan lave en ret flesibel justering af længden via de elegante teleskoparme, der nemt kan trækkes ud uanset hvordan du vil justere dem. Det giver en super fin pasform uanset hvordan du foretrækker dine hovedtelefoner placeret over ørene.

Men det er også vigtigt at de sidder godt, for de vejer godt til. Hele 385 gram, så det er vigtigt de sidder godt på hovedet, og det gør de, og føles ikke tunge, men det er meget individuelt, så der vil jeg klart anbefale at du går ind i en butik og prøver dem inden du smider 4.800,- over kassen.

Designet er klart godkendt.

Du kan få AirPods Max i farverne space grey, sølv, grøn, himmelblå og lyserød. Modellen vi testede er i space grey.

 


 

Installationen er super let. Du holder bare AirPod Max tæt på din iPhone, og så parrer de selv, og så snart du har parret dem til én enhed, er de parret til alle de kompatible enheder du har på samme Apple ID, uanset om det er iPhone, iPad, Watch eller Mac.

 

 

Hvordan lyder de?

Det korte svar er sindsygt godt – Jeg er meget imponeret over lyden i AirPods Max. Jeg har testet mange trådløse hovedtelefoner igennem tiden, og mener klart at AirPods Max er fra øverste hylde. De slår Sony WH1000MX4 på dybde og dynamik og jeg synes de stort set spiller lige op med B&O H95 som jeg testede i sidste måned. Og slår dem også på en meget bedre støjreduktion.

Lad mig lige slå fast. Jeg er ikke audiofil, og derfor overlader jeg også Hi-Fi anmeldelser til Morten Stjernholm, men trådløse hovedtelefoner har jeg efterhånden lyttet til mange, og der er der mange ting der taler for AirPods Max.

 

De forskellige lydfunktioner

 

Jeg testede de sædvanlige numre, som jeg kender til bunds. Sade’ solder of Love sad lige i skabet. Den indbyggede drivere leverer en lyd som virkeligt forstår at adskille bas, mellemtone og diskant. Lyden er ren, og Sade’s spæde stemmer fik rigeligt med plads.

Andreas Vollenweiders Belladonna gav også plads til harpe, tromme og synthesizer.

I det hele taget har jeg kun godt at sige om AirPods Max’s lyd. Uanset hvad musik eller podcast jeg smed efter dem, så lyder de rigtigt godt, og så har de altså en støjreduktion der sparker Sony WH1000MX4 ned fra tronen.

Det er imponerende at Apple kan lave så god en aktiv støjreduktion. Og oven i det har Apple en “transparant lyd” mode der gør du kan høre hvad der sker omkring dig, uden at gå på kompromis med lydkvaliteten.

Apples EQ justerer mellem de forskellige opsætninger, og til forskel fra mange andre hovedtelefoner jeg har testet, var der ingen forskel i lydbilledet uanset om jeg havde aktiv støjreduktion slået til eller fra. Godt gået Apple.

Og så har Apple lavet en genistreg med “Rumlig lyd”.

 

 

Rumlig lyd giver virtuel surround der virker sindsygt godt

Apple har nemlig lavet en “rumlig lyd” funktion, der gør at du kan få virtuel surround hvis du f.eks. ser Mandalorian på din iPad. Det virker imponerende godt.

Jeg troede først at lyden fra “center højttaleren” faktisk kom fra min iPhone, og jeg måtte kigge mig omkring, fordi jeg var bange for at jeg larmede med telefonen. Men nej, alt lyd kom fra AirPods Max, og det lød bare sindsygt godt.

Det er virkelig en funktion jeg tror mange vil få stor glæde af, efterhånden flere og flere ser film og serier på deres tablets og smartphone når de er på farten.

 

Også med briller er de OK at have på.

 

Hvordan er de at have på og daglig brug?

Som tidligere skrevet, så er AirPods Max ikke de letteste hovedtelefoner på markedet, men jeg har et stort hoved, og efter lidt justering frem og tilbage så sad de perfekt på mine øre. Jeg skulle lige gå med dem nogle timer før jeg havde fundet den perfekte form, og placering på toppen af hovedet, men så sad de også perfekt.

Ørekopperne er super behagelige, og så elsker jeg det faktum at de er klar til brug så snart jeg tager dem på hovedet. Dette uanset om det er på min iPhone, iPad eller Mac. Alle tre enheder finder dem med det samme og aktiverer dem hvis jeg har behovet for det. Det er en “hand-over” oplevelse udover det sædvanlige, og det er også derfor jeg i starten af denne anmeldelse skriver “Hvis du er Android bruger, så se bort fra denne anmeldelse”, for AirPods Max er bare ikke for dig.

 

Godt og tykt lag skum

 

Integrationen til de forskellige enheder er bare for lækker, men jeg savner lyd-feedback når jeg bruger den store knap til at skifte mellem aktiv støjreduktion og transparent lyd. Der er jeg ofte nødt til lige at gå ind i telefonens lydindstilling for a se hvad jeg bruger lige nu. Det må Apple gerne opdatere i en kommende firmware.

 

 

Batteritid hmm – 20 timer – Kom nu ind i kampen Apple

Et af stederne hvor jeg mener at Apple dumper er på batteritiden. AirPods Max kommer med op til 20 timers batteritid med aktiv støjreduktion slået til. Og selvom det er mere end rigeligt for nærmest alle, så er det slet ikke fra øverste hylde i 2020. Og med så høj en vægt, burde der havet plads til ihverfald 30 timers batteritid. Og ja, jeg ved godt det er petitesser, fordi 20 timer som sagt sagtens kan nås.

Batteritiden er godkendt, men absolut ikke mere end det.

 

 

Konklusion

Uh, det er en svær konklusion. Først og fremmest vil jeg starte med at skrive at jeg selv har købt de hovedtelefoner som jeg tester, så jeg kan jo ikke starte med at sige at man er idiot hvis man vil betale så mange penge for et par trådløse hovedtelefoner, så lad mig starte med at slå hovedet på sømmet. Apple AirPods Max er for dyre. De burde koste ihverfald 1.000 DKK mindre, men når man ser folk er villige til at betale 4.799,- (mig selv inklusive), så kommer de nok ikke på tilbud lige med det samme.

Men Apple AirPods Max er de bedste trådløse hovedtelefoner jeg har prøvet nogensinde. De slår også Bang og Olufsens H95. Der skal nok være nogle der kan finde hovedtelefoner der har bedre lyd, men jeg tror ikke nogen kan finde et sæt hovedtelefoner til Apple universet der giver en bedre kombination af lyd, aktiv støjreduktion og bekvemmelighed end AirPods Max.

Derfor vil jeg sagtens kunne anbefale dem til alle der har købt sig ind i Apple’s univers. Men jeg vil ikke forsvare den høje pris, og det er heller ikke en diskussion jeg vil tage, for den kan man tage omkring næsten alt Apple laver.

Men Apple scorer højt på lyd og brugervenlighed, og så må det være op til den enkelte om de vil ofre de mange penge på at få dem. Det fede er jo at du med AirPods Max for første gang har en hovedtelefon du efter noge år ville kunne sælge brugt med nye ørekopper, og stadig få en del af investeringen tilbage.

 

 

Pris og tilgængelighed

Apple AirPods Max koster 4.799 DKK og kommer i farverne space grey, sølv, grøn, himmelblå og lyserød, og kan købes i butikkerne og direkte hos Apple nu.

Find forhandlere og dagspris her

 

AirPods Max

4.799,-
9.4

YDELSE (LYD)

9.8/10

BRUGERVENLIGHED

10.0/10

DESIGN

10.0/10

BATTERITID

8.0/10

KOMFORT

9.0/10

Plus

  • Lyden er i særklasse god
  • Rumlig lyd surround er fantastisk
  • Betjening og installation er perfekt
  • Designet

Minus

  • Hvorfor fortæller Siri ikke hvad lydfunktion jeg skifter til?
  • Batteritiden er i den lave ende i forhold til pris
  • Prisen taler vi ikke om
  • Verdens grimmeste etui
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.