Forside * Featured

I 2021 vil iMacs ligne Apples skærme

-
I 2021 skulle iMacs allermest komme til at ligne Apples Pro Display XDR-skærm (Foto: Pixabay).

Senere i år dukker der nye iMacs op, der er endnu mere strømlinede, siger anerkendt Apple-spåmand.

Der næppe mange, der er i tvivl om at Apple Silicon er kommet godt fra start. Mange steder er der totalt udsolgt af Apple-laptops med M1-chippen, der er så hurtig, at du kan køre Windows i en emulator på et niveau, der kan konkurrere med habile Windows-PC’er.

Af samme grund er der ikke mange, der er i tvivl om at der kommer flere maskiner med Apple Silicon i 2021. Vi har allerede hørt, at der er MacBook Pros på vej med versioner af M1-chippen, der har flere kerner end de nuværende otte (måske kommer den til at hedde M2 eller M3?), men nu er der også nyt om Apples stationære maskiner.

Annonce:

Bloombergs Mark Gurman, der sammen med investorrådgiveren Ming-Chi Kuo udgør toppen af de mest træfsikre Apple-spåmænd derude på grund af deres kilder hos Apple og i fabrikationsmiljøet, har nu bragt nyt om Apple iMac.

Ifølge Gurman er der et totalt redesign af iMac på vej, ikke mindst på grund af den mindre plads som M1-chippen kræver. Sidstnævnte udvikler nemlig mindre varme end de Intel-chips, som Apple har brugt i adskillige år, og fordi RAM, SSD med mere er integreret i det samme chipset.

 

Ny, billigere skærm på vej

Det betyder, at Apple nu kan sige farvel til den underkant med Apple-logoet på, der har prydet iMac siden 2004 og har været udformet i aluminium siden 2007. Undervejs er både kanterne og kroppen blevet smallere og tyndere, men nu forsvinder underkanten altså helt, hvis man skal tro Mark Gurman.

Ifølge hans kilder kommer 2021-iMac’erne til at ligne Apples Pro XDR Display. Du ved, den monitor, der koster 43.000 kroner, og hvis du vil have foden med, skal du lige lægge 8.700 kroner oven i. Ligheden skulle dog kun være på det ydre, prisen skulle ikke være helt så vanvittig.

Apple er nemlig godt klar over, at den der professionelle monitor ikke er prissat til et massepublikum. Af samme grund skulle firmaet ifølge Gurman snart være klar med en billigere monitor, der naturligvis ikke har helt den samme kvalitet. Man skal dog formentlig stadig betale lidt ekstra for Apple-logoet som vanligt.

Endelig har Gurmans kilder også fortalt ham, at den professionelt orienterede Mac Pro vil komme i to nye versioner i 2021, en fysisk halvt så stor udgave med Apple Silicon og så en ny, Intel-baseret version. Det tyder på, at Apple ikke er helt sikre på, at alle software-partnerne er klar med ARM-versioner af deres hovedprodukter, før det er tid at lancere en ny Mac Pro.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.