Forside * Featured

Power udvider kæden med franchise-butikker

-
Power ved Tilst i Aarhus før åbningen. Arkivfoto: recordere.dk

Power vil nu udvide antal butikker med nye franchise-ejere

Elektronikkæden Power slog dørene op til første butik i august 2015 og sidenhen er der åbnet yderligere 18 butikker.

Alle de nuværende 19 butikker er centralt ejet, af Power-kæden selv, men nu satses der på at invitere franchise-ejere ind i kæden. Så en butik kan markedsføres under Power brand, PR og marketing – men have andre ejere.

Annonce:

Når butik nr. 20 åbner her i foråret vil den være i form af en franchise-butik. Det skriver avisen Sjællandske Nyheder. Konceptet kører allerede i Norge hvor det i følge Power har været en stor succes.

“Vores mål er hele tiden at komme så tæt på vores kunder som muligt og at give så mange som muligt adgang til lave priser på elektronik og hvidevarer. I Norge har vi i POWER haft rigtig gode erfaringer med at nå endnu bredere ud via vores franchise-koncept, og nu tænker vi, at tiden – og POWER – er moden til at indføre det her i Danmark”, fortæller Jesper Boysen, adm. direktør i Power, til avisen.

 

Åbner i Ringsted

Den første franchise-butik i Power-kæden åbner her i løbet af foråret 2021 i Ringsted. Bag den nye butik står makkerparret Steen Jensen og Jesper Abkjær Petersen. De driver i dag ni Punkt1- og Expert-butikker.

“Da jeg hørte om muligheden første gang, sagde jeg bare ja. Og bagefter snakkede jeg med vores finansielle bagland, og de vendte også tomlen opad og sagde: »Det gør I bare«. Så vi har været på helt fra starten”, fortæller Steen Jensen til Sjællandske Nyheder, og fortsætter:

“Power kommer med et meget større markedsføringstryk, end vi kan mønstre i Punkt1 og Expert. Og jo mere, vi kan annoncere, jo flere kan vi selvfølgelig nå ud til. Det vil vi så kombinere med den gode service, som vi i forvejen er kendt for i vores Punkt1- og Expert-butikker”.

Det er makkerparrets Punkt1-butik i Ringsted der ombygges til en Power-butik.

Åbningsdato er endnu ikke kendt.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.