Forside * Featured

”Jeg er en Mac”-skuespiller skifter side til PC

-
Det er måske en smule vildledende da det kun gælder for de nye M1-MacBooks, men Justin Long påpeger her, at disse kun kan håndtere en enkelt ekstern monitor fra fødslen (Foto: Intel)

Justin Long er stjernen i en række nye YouTube-videoer, der reklamerer for Intel og de computere, der anvender firmaets processorer.

En af de mest drilske – og sjoveste – reklamekampagner i computerverdenen er uden tvivl de legendariske ”Get a Mac”-reklamer, der kørte fra 2006-2009 i en række lande. Det siger noget om, hvor populær denne kampagne var, at vi stadig refererer til den i dag i forskellige sammenhænge, og at den via YouTube nåede langt ud over de lande, hvor den kørte.

Den kørte aldrig i Danmark, men i Tyskland og Storbritannien. Alligevel blev mange danskere bekendt med, hvordan den stive, kedelige ”PC” i det brune jakkesæt (spillet af John Hodgman) altid gik ned, hakkede i det, fik en virus og så videre. Den afslappede ”Mac”, spillet af Justin Long, klarede altid frisag og virkede mere cool.

Annonce:

Kampagnen var med til at gøre en hel generation af storby-unge til Mac-brugere, fordi de udstillede PC’er som uncool, konservative og gammeldags. Men nu har ”Mac’en” skiftet side. Justin Long er nemlig stjernen i en række nye videoer fra Intel, der udstiller nogle af problemerne med Macs her ti år senere.

John Hodgman og Justin Long i en af de klassiske ‘Get a Mac’-reklamer (Foto: YouTube/Apple)

Der er naturligvis tale om en modreaktion på den megen opmærksomhed, Apple lige nu får for sine M1-baserede Macs. Intels langsigtede plan er formentlig at bevæge sig væk fra det skrumpende marked for computere til almindelige forbrugere og satse på processorer til cloud-servere med mere i stedet.

Men den nye kampagne virker som et tegn på, at Intel endnu ikke er helt klar til overgive markedet til ARM-baserede chips endnu, og vil slås – om end ikke med de dyreste reklametrommer – for sin position i markedet.

”Hej, jeg er en….Justin”

I de nye Justin Long-videoer begynder han som i de gamle reklamer, men i stedet for at sige ”Hej, jeg er en Mac” siger han ”Hej, jeg er en Justin…en virkelig person, der skal sammenligne nye computere”. I videoerne kommentererer han på udvalget af former og farver, tilstedeværelsen af touch-skærme, hvordan gamere har bedre vilkår på PC’er, samt andre klassiske forskelle mellem Macs og PC’er.

I en af de sjovere videoer tjekker Justin Long en hybrid-pc ud og sammenligner så med en Mac, der ”bare” er en laptop, og for at opnå den samme effekt er han nødt til også at købe en tablet, et tastatur, en stylus-pen ”OG en dongle…?”, som Long siger. Det sidste er nok noget, alle Mac-brugere kan nikke genkendende til, lige meget hvor meget, de elsker Mac-platformen.

Når man tager i betragtning, at Macs blandt andet er kendte for deres strømlinede og lækre design, er det sjovt at se Justin Long tage en anden vinkel på det i forhold til de mangefarvede PC’er: ”Det her er de nyeste Macs? Okay, så….grå og grå?”

Der er næppe ret mange, der skifter loyalitet på grund af disse videoer, men det er altid sjovt at se de store tech-firmaer drille hinanden. Her er de foreløbig fem videoer, der er blevet sluppet ud.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.