Forside * Featured

TEST: Beosound Level – Smart højttaler med enestående design og multi-rum

-

B&O har lanceret Beosound Level, der er en ualmindelig smuk trådløs smart højttaler med indbygget Google Assistant og så er den modulær så den kan opgraderes i fremtiden. Vi har testet Beosound Level.

Har du 10.900 kroner, og har du lyst til at købe smukt dansk design, og vil du gerne have en smart højttaler der skiller sig ud fra de andre, så har B&O lanceret Level, der er en multi-rum højttaler med AirPlay 2, Chromecast og Spotify Connect. Oven i det får du Bang & Olufsen Radio, der er en internet radio player, der bare virker så meget bedre end alle andre internet radioer på markedet. Vi har testet Beosound Level, og her er hvad vi synes.

 

Annonce:

Udpakning og installation

Beosound Level kommer i en æske, der udover selve højttaleren indeholder en USB-C strømforsyning, et superlækkert USB-C kabel samt en rigtigt smart oplader prop, der er “trådløs”, og tillader at kablet drejer præcis i den retning man har brug for at det ser rigtigt ud, der hvor du stiller højttaleren.

Designet er i særklasse elegant. Vi testede modellen med træ-front, og giver et retro-look uden at virke forældet. Træribberne på forsiden giver den et udtryk som skiller sig så meget ud fra andre trådløse højttalere, og forsiden er aftagelig og udskiftelig hvis B&O skulle finde på at lave andre udtryk. Du kan også købe Beosound Level med stoffront med aluminiums udtryk, men modellen med træfront er meget smukkere synes jeg.

 

På toppen finder man et display med trykfølsomhed, der dækker over knapper med hukommelse til radiostationer og populære Google funktioner, oven i det kan man skifte mellem numre, ændre lydstyrke og aktivere bluetooth 5.0 hvis man vil forbinde til højttaleren via den protokol. Oven i det er der en visuel indikering om den indbyggede Google mikrofon er aktiveret eller ej. Under displayet findes der en fysisk mikrofon til/fra knap og en tænd og sluk knap, så du kan aktivere Beosound Level højttaleren. Der er også et indbygget håndtag, så du kan bære den 3,3 kg. tunge højttaler rundt i hjemmet.

 

På bagsiden finder du en oplader port, og du kan både bruge den medfølgende “oplader-prop” til opladning sammen med USB-C opladeren, eller du kan tilslutte et USB-C kabel direkte i højttaleren. Bag et diskret plastiklåg, kan man oven i det finde en AUX indgang og en Ethernet port, hvis man ikke vil bruge Beosound Level med WiFi netværk.

Bag den elegante træfront finder man to woofers, to tweeter og en full-range højttalerenhed, der giver den gode lyd som højttaleren leverer. Det er også der man finder adgang til de moduler der i Beosound Level kan udskiftes i fremtiden, alt det vender jeg tilbage til senere i testen. Beosound Level er iøvrigt støv- og vandafvisende med en IP54-certificering betyder, at du kan placere højttaleren i rum med høj luftfugtighed.

Installationen er super let via B&O’s egen app er super let, og det er også i den app du kan firmware opdatere højttaleren. Ved afslutning af installationen har du brug for Google Home app’en hvis du skal bruge Google Assistant funktionerne, og det vil jeg klart anbefale at man gør. Er du allerede bruger af B&O økosystemet, kan du også bruge Beosound Level med Beoremote One BT.

Hele installationen fra start til slut tager ca. 5 minutter, hvis du ellers kan huske kodeordet til dit WiFi netværk og din Google konto.

 

Mozart gør Level fremtidssikret

B&O har altid været kendt for lang levetid på deres produkter, og det er ikke blevet lettere at holde den strategi med den hastighed som hjemmeelektronik udvider sig på lige nu, men der må man sige at B&O har tænkt sig godt om inden de udgav Beosound Level.

Level bruger et modulært systemkort, der kan udskiftes i fremtiden, hvis der skulle komme ny hardware der giver protokoller eller funktioner man ikke kender i dag. Det gør at du om 5-6 år kan udskifte boardet, hvis det skulle være nødvendigt i stedet for at skulle skifte hele højttaleren. Dette er godt tænkt, fordi du starter med at kaste 10.900 efter en trådløs højttaler. Og teknologien kalder B&O Mozart.

 

Mozart board er det nederste i billedet. Lige under højttaleren er det udskiftelige batteri.

Lige nu trækkes det af en 1,8GHz CPU fra NXP med 1GB RAM og 8GB lagerplads, og det er det modul som kan opgraderes, hvis det bliver nødvendigt med flere hestekræfter og lagerplads i fremtiden.

 

Hvordan lyder den?

B&O er i forvejen kendt for at levere god lyd. Dette uanset om det der dedikerede højttalere, TV soundbars og Beosound Level skuffer ingenlunde, tværtimod. Den har et solidt bredt lydbillede, der både bider i diskant, mellemtone og bas. Dette endog uden at være for skarp eller dyb.

Dette skyldes den indbyggede funktioner der hele tiden tilpasser lyden i Beosound Level til hvor og hvordan den står. For Beosound Level kan både stå, ligge og hænge på væggen, og det kræver at den indbyggede intelligens hele tiden justerer udefra positionen. Det gør den rigtigt godt, og den har et rigtigt godt sweetspot, uanset om den ligger ned eller står op.

Oven i det kan du sætte to Beosound Level sammen og danne et aktivt stereo-par, hvis du har lyst til det.

Vi testede Beosound level med mange forskellige slags musik og tale, og må bare konstatere at det er svært at finde en tilsvarende trådløs højttaler med lige så god lyd. B&O Level begejstrer og dette også selvom det er streaming fra radiostationer med bitrater i den lave ende.

Lyden er sammen med designet klart godkendt. Og dette især fordi den virker så godt uanset om den ligger eller står. Vi har ikke haft mulighed for at hænge den på væggen, men er ikke i tvivl om, at det også ville virke godt.

 

Daglig brug og trådløse funktioner

Beosound Level kommer med alt hvad man kan ønske sig af trådløse features når det gælder streaming. Du får både multrum og adgang til de mest benyttede protokoller AirPlay 2, Chromecast, Spotify Connect, Bluetooth 5 og så kan den naturligvis samarbejde med mange andre trådløse højttalere fra B&O Signature familien.

Oven i det har den den allerbedste Internet radio implementering jeg nogensinde har oplevet. På det panel der er i toppen har højttaleren fire hukommelsespladser, og jeg ved ikke hvordan B&O gør det, men radiostationerne starter med det samme når jeg trykker på dem, og har ikke den ellers obligatoriske 2-5 sekunders startup pause man oplever på nærmest alle andre internet radioer og trådløse højttalere. Det skal opleves for det gør man føler man bruger en FM radio, for selv DAB kan ikke skifte stationer så hurtigt.

Både AirPlay 2 og Chromecast fungerer som forventet, og har du Spotify kan du bruge Spotify Connect som du kender det fra alle andre enheder.

Betjeningspanelet i toppen fungerer rigtigt godt, og du kan enten bruge +/- til at justere lydstyren, eller blot trække en finger til den ønskede lydstyrke, og så er de fire hukommelsespladser til rådighed for både radiostationer og google funktioner. Du kan at have en knap til vejrudsigten hvis du ønsker det, eller måske have en knap der altid spiller den seneste radioavis fra DR P1.

Der er også en dedikeret knap du kan trykke på i panelet, hvis du skal tilslutte en enhed via Bluetooth. Også det virker rigtigt godt.

Som tidligere skrevet har Beosound Level indbygget Google Assistant, og det virker præcis som ventet. Du kan spørge hende om alt, men forvent ikke at få det svar du altid forventer. Men det er lige nu nok den meste elegante Google Assistant smart højttaler i min samling. Og så kan du naturligvis betjene din Level højttaler via Google Assistant funktioner. Dette uanset om det sker fra samme enhed eller en anden i dit Google økosystem.

 

Batteritid er godkendt, men lad den ikke stå stand-by uden at strømkablet er slået til.

Beosound Level har et batteri der tilbyder op til 16 timer ved 70% lydstyrke. Til gengæld så falder den helt til 4 timer, hvis du afspiller med 100% lydstyrke konstant. Men i daglig brug har du den tilsluttet den elegante oplader port, der dog har et problem. Du kan ikke oplade Beosound Level når den ligger ned. Eller rettere. Du skal selv ud og finde et vinkel USB-C stik, der fylder ualmindeligt lidt, hvis du skal have den tilsluttet Beosound Level når den ligger ned.

En anden vigtig information, er at Beosound Level bruger 4,5 watt i stand-by, og derfor skal man ikke lade sin Level højttaler stå i stand-by alt for længe, hvis den ikke er tilsluttet strømkablet. Opladning af Beosound Level tager ca. 3 timer fra 0 – 100%.

Og så skal det lige nævnes, at også batteriet kan udskiftes når den tid kommer hvor der ikke er mere strøm i det nuværende. Prisen er endnu ikke offentliggjort, men mon ikke det ligger på mellem 1-2.000 kroner.

 

Konklusion

Beosound Level er den bedste trådløse højttaler jeg nogensinde har testet. Både design og lyd er virkeligt godt. Men du får også lov til at betale for det. 10.900,- for modellen med træfront og gyldne farver. Kan du “nøjes” med stoffront og grå look, så koster den 9.499,- mens lyden er den samme.

Jeg er nødt til at fremhæve B&O’s internet radio implementering igen. Jeg er virkeligt imponeret over at radiostationerne på hukommelsesknapperne starter med det samme. Det gør det til en nydelse lige at checke hvad der er på de andre kanaler.

Hvis du har knap 11.000,- til overs i endnu ikke udbetalte feriepenge, kunne jeg sagtens finde værre ting at bruge pengene på, og har du allerede købt ind i B&O’s økosystem, så er Beosound Level en klar kandidat til næste ting på ønskelisten.

Vi kvitterer med en flot karakter, og håber at B&O får stor succes med denne trådløse højttaler. Det har de fortjent.

 

Pris og levering

Beosound Level kommer i en model med stoffront til 9.499,- og i den gyldne model med egetræsfront til 10.900,-. Lige nu er det kun modellen med stof der er til salg i butikkerne, mens den model vi testede med træfront kommer i butikkerne i marts.

Vægbeslag til Beosound Level koster 739,-

 

Specifikationer

  • Bluetooth-version: 5.0
  • Wi-Fi: Dual Band WLAN 2,4 og 5 GHz (IEEE 802.11 b/g/a/n/ac)
  • Streamingtjenester
    • Chromecast built-in
    • Apple AirPlay 2
    • Spotify Connect
  • Ind- og udgange
    • 1 × line-in/optisk kombi-jackstik
    • 1 x Ethernet 10/100 Mbit
    • 1 x USB-C
    • 1 x nem opladning
  • Integration af stemmestyring: Google Voice Assistant
  • Fjernbetjening
    • Bang & Olufsen app
    • Beoremote One BT
  • Strømforbrug
    • Typisk 25 watt
    • Standby 4,5 watt
  • Batterilevetid
    • Op til 16 timer ved normal lydstyrke
  • Konfiguration af højttaler
    • 2 x 4″ basenheder
    • 1 x 2″ fuldtoneenhed
    • 2 x 0,8″ diskantenheder
  • Mål og vægt
    • 34,8 x 23 x 5.6 cm (B x H x D)
    • 3,3 kg

 

Beosound Level

9.2
Design 10.0
Lydkvalitet 10.0
Trådløse features 10.0
Batteri 8.0
Pris 8.0

Plus

  • Lækkert design
  • Internet radio i særklasse
  • Fremtidssikret

Minus

  • Højt batteri forbrug i standby
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.