Forside * Nyheder

Wearable-salget eksploderede sidst i 2020

-

Markedslederen Apple sad på over en tredjedel af salget, takket være Apple Watch og Airpods.

Det har taget noget tid for wearable-kategorien at komme ud af starthullerne – i hvert fald i forhold til, hvad de fleste havde forventet. Og så skulle man jo tro, at corona-pandemien og folks øgede indendørs tidsforbrug, ville forsinke et salgsgennembrud for wearables yderligere.

Men det modsatte ser ud til at være tilfældet. Der var en hel del flere wearables under juletræerne i år, hvis man skal tro en ny rapport fra analysefirmaet IDC. Den viser, at der på verdensplan blev solgt flere end 153,5 millioner wearable-produckter i fjerde kvartal af 2020.

Annonce:

Det er en stigning på 27,2 procent i forhold til den samme periode sidste år. Set over hele året steg salget af wearables med 28,4 procent i forhold til 2019, og der blev i alt solgt 444,7 millioner wearable-enheder i årets løb.

Det er en temmelig voldsom stigning, og som man kan se af ovenstående tal skete det meste af salget op til jul, hvor over en tredjedel af salget fandt sted. Det kan der være flere årsager til. Måske var årets flagskibs-smartphones simpelthen for dyre at putte under træet, og der blev valgt tilbehør i stedet.

Smarture i stedet for armbånd

Måske er det den økonomiske usikkerhed, der har fået folk til at give lidt billigere julegaver. Eller også er det simpelthen et spørgsmål om et gennembrud for kategorien, der har ladet vente på sig.

Det er det sidste, der er på spil, hvis man spørger IDC, og især indenfor den subkategori, IDC, kalder for ”hearables”, som alle nok kan gætte handler om trådløse øretelefoner og hovedtelefoner, der på en eller anden måde har lidt flere funktioner end blot lydgengivelse. Det kan f.eks. være en virtuel assistent eller fitness-tracking.

Hele 64,2 procent af wearables-markedet i julekvartalet bestod af ”hearables”, mens 24,1 procent af markedet var smarture. Meget tyder på, at folk i højere grad køber smarture i stedet for fitness-armbånd nu, for sidstnævnte kategori er raslet ned til blot 11,5 procent.

AirPods har fået konkurrence

Hvis du skulle være i tvivl, er dette et marked, hvor Apple dominerer. Vi vidste allerede, at AirPods og Apple Watch var markedsledere i deres kategorier, men det slog virkelig igennem i fjerde kvartal af 2020. Ifølge IDC er det fordi, Apple Watch nu fås i flere forskellige priskategorier, at salget af dem steg med hele 45,6 procent. Apple sidder nu på mere end en tredjedel af hele wearables-markedet.

Selv om Apple stadig er i front med AirPods, og salget steg i kvartalet, kan firmaet dog godt mærke konkurrenternes ånde i nakken nu. På tværs af hele året voksede hearables med 22 procent, hvilket er en del mindre end de 29 og 28 procent, salget er vokset i de to tidligere kvartaler.

Det ser ud til at Samsung er det firma, der æder sig mest ind på Apples øretelefon-markedsandel. På tværs af hele wearables-kategorien steg Samsungs salg med 27,3 procent hen over hele 2020. Det gør dem dog stadig kun til det fjerdestørste wearables-firma på verdensplan efter Apple, Xiaomi og Huawei.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.