Forside * Featured

B&O Beolab 28: Søjlehøjttalerne til det hele

-

Bang & Olufsen lancerer deres mest avancerede internetforbundne højttalere til dato, og de kommer i sæt for stereo.

B&O-kunderne får nu en ny smart højttaler ind på hylden med de mange valg. Eller rettere to højttalere, for Beolab 28 sælges i stereopar.

Annonce:

Beolab 28 er en ny søjlehøjttaler fra danske Bang & Olufsen, og den er et miks af forskellige teknologier. Det er på en og samme tid højttalere til stereo og surround tilsluttet B&O tv’et, og samtidig er det en internetforbunden højttaler med hvad dertil hører.

 

 

Højttalerne her har WiSA, der er trådløs lyd i op til 24 bit hi-res. Via dette kan de bruges trådløst sammen med de nyere B&O TV der understøtter dette. Der er Powerlink for tilslutning til kablet B&O-grej og Wireless Powerlink for trådløs forbindelse.

Der er streaming-teknologi med Chromecast, AirPlay 2, Bluetooth samt Spotify Connect, og radiokanaler leveres via deres egen Bang & Olufsen Radio-tjeneste.

Dette er de første trådløse internetforbundne højttalere fra den danske elektronikproducent der kommer med B&Os ny egen stereoparring. Hidtil har stereoparring af trådløse B&O-højttalere kun være muligt via Google Home, hvor man så skulle spille til højttalerne via Chromecast. Men i Beolab 28 tilbyder B&O også egen stereoparring.

 

 

Højttalersættet kan betjenes på selve produktet, via touch-knapper i toppen af hver højttaler, eller via fjernbetjeningerne Beoremote Halo og Beoremote One BT, via Bang & Olufsen app. Samt via musikapps der streamer med Chromecast eller Airplay 2.

Via touch-knapperne er der kontrol af pause/play, skip og volume op/ned, samt 4 favoritknapper til foretrukken kildevalg.

Så tidligere B&O-søjlehøjttalere som Beolab Penta, Beolab 6000 og Beolab 8000 får nu en ny og topmoderne ‘konkurrent’. Brug af søjlen som kabinet betyder at højttalerne opleves tynde, og nemmere kan placeres i rummet eller på væggen.

 

 

Beolab 28 kommer som en gulvmodel eller en vægmodel. Men eneste forskel er det beslag der holder søjle og fod sammen. Så har man fået købt den ene, og hellere vil have den anden senere, så er det kun et enkelt beslag der udskiftes.

Lydsiden leveres af en basenhed i foden, samt tre fuldtoneenheder og en diskantenhed i søjlen. De to af fuldtone-enhederne er vinklet så de skyder lyden skråt ud til hver side. Dette giver mulighed for at gøre lydbilledet mere bredt eller mere smalt, afhængig af hvordan disse højttalerenheder styres – hvordan de spiller med.

B&O kalder der Beam Width Control, og i en indstilling spiller højttalerne klassisk stereo med en sweetspot lytteposition og i en anden indstilling bredes lyden mere ud i rummet.

Højttalerenhederne er specialbygget til B&O. Hver højttalerenhed har sin egen klasse D forstærker. Diskant- og fuldtoneenhederne har hver en 100 watt forstærker og bas/subwoofer en 250 watt forstærker. Højttalerne kan spille med op til 110 dB SPL, målt i en meters afstand i stereo (begge højttalere spiller).

 

De 3 fuldtone højttalerenheder sidder vinklet for at kunne lave smalt og bredt lydbillede

 

Der er rumkorrektion for bassen. B&O kalder det Active Room Compensation. Ved indstilling sender højttaleren et ‘sweep’ af lyd ud i rummet og via den indbyggede mikrofon måles efter uheldige vibrationer o.lign. hvor efter der kompenseres for dette.

Bang & Olufsen Beolab 28 kommer i grundfarverne ‘Natural Silver’, ‘Black Anthracite’ og ‘Bronze Tone’ for aluminium-delen. Senere kommer der også en guld-udgave.

 

PR Video

 

Der kan vælges frontstof eller trælameller. Frontstof leveres farverne ‘grey’ og ‘grey mélange’. Trælamellerne fås i lys eg, eg, røget eg og valnød. Fronterne kan man selv udskifte.

Når højttalerne tænder så glider frontstof/lameller til siden. Som et gardin der trækkes fra, hvorefter højttaleren er klar til brug.

Aluminium produceres i Struer, på B&O Fabrik 5, mens træhåndværket leveres af Bjerrum Nielsen. De to har samarbejdet siden 1949.

 

Beolab 28 væghængt

 

Pris og tilgængelighed

Bang & Olufsen Beolab 28 koster:

  • Sæt med stoffront kr. 80.000,-
  • Sæt med træfront kr. 90.000,-

Sælges fra i dag.

 

Galleri

 

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.