Forside * Featured

Ny konkurrencesag fra EU: Apple favoriserer egen musiktjeneste

-

EU-kommissær for konkurrence, Margrethe Vestager, åbner nu en sag mod Apple for misbrug af dominerende position i forhold til musiktjenester.

Efter klage fra Spotify har EU-Kommissionen nu valgt at indlede en konkurrencesag mod Apple. Dette for misbrug af virksomhedens dominerende position indenfor markedet for streaming musik.

Annonce:

Sagen handler om at Apple tager kommission for handler gennem App Store på 30%. Dette gælder også musiktjenester som Spotify. Hvis en af deres brugere køber et abonnement gennem Apples butik, så snupper Apple et cut på 30% hver måned. Tilsvarende betingelser har Google Play-butikken.

Det betyder dog at Spotify og andre må hæve deres pris, for at tjene det samme indeni Apples økosystem som udenfor, og Apple tillader ikke at en app henviser til at tegne et abonnement andetsteds. Spotify må ikke vise i deres app, at der kan tegnes et abonnement på spotify.com i stedet, uden Apples kommission.

 

Apple Music

Samtidig driver Apple en konkurrerende musiktjeneste, Apple Music. Den musiktjeneste kan ligge gebyrfrit i Apples økosystem, mens konkurrenterne leverer 30% af deres omsætning gennem Apples økosystem, og derfor er nødt til at være dyrere for samme indtægt.

Det fik Spotify til at klage over Apple til EUs konkurrencemyndigheder, som nu har taget sagen op.

“App-butikker spiller en central rolle i nutidens digitale økonomi. Vi kan nu shoppe, få adgang til nyheder, musik eller film via apps i stedet for at besøge websteder. Vores foreløbige fund er, at Apple er en gatekeeper for brugere af iPhones og iPads via App Store”, fortæller EU-kommissær for konkurrence, Margrethe Vestager, i en udmelding og fortsætter:

“Med Apple Music konkurrerer Apple også med musikstreamingudbydere. Ved at indstille strenge regler i App Store, der vanskeliggør konkurrerende musikstreamingtjenester, fratager Apple brugerne billigere musikstreamingsvalg og fordrejer konkurrencen. Dette gøres ved at opkræve høje kommissionsgebyrer for hver transaktion i App Store for rivaler og ved at forbyde dem at informere deres kunder om alternative abonnementsmuligheder”.

Status i sagen nu er at EU har lavet en foreløbig undersøgelse og konklusion. Den får Apple nu mulighed for at svare på, og så ser Margrethe Vestager & Co. på om den skal tages videre.

 

Apples reaktion

Reuters bringer en udmelding fra Apple i dag som kalder det “det modsatte af fair konkurrence”.

“Spotify er blevet den største musikabonnementstjeneste i verden, og vi er stolte af den rolle, vi har spillet i det”, fortæller Apple med henvisning til Spotifys udbredelse på Apple-enhederne gennem Apples økosystem, og de fortsætter:

“Endnu en gang vil de have alle fordelene ved App Store, men mener ikke at de skal betale noget for det. Kommissionens argument på Spotifys vegne er det modsatte af fair konkurrence”.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.