Forside Produkter Mobil

Server gik ned: App låste Tesla-ejere ude

-

Et sky-skrækscenarie blev til virkelighed for hundredevis af Tesla-ejere, da de pludselig ikke kunne komme ind i deres biler.

Siden lang tid før den personlige computer overhovedet kom til verden har verdens klogeste dataloger advaret mod for meget centralisering af computeraktiviteterne. Internettets forgænger, ARPANET, blev f.eks. skabt i 1960’erne bl.a. for at demonstrere, at distribueret computeraktivitet kunne foregå på computere fra forskellige producenter.

Annonce:

Alligevel synes hele teknologimarkedet at gå den anden vej lige nu. Vi centraliserer flere og flere af vores aktiviteter i skyen eller på de samme, ganske få, sociale platforme. Men lige før weekenden fik en stor gruppe Tesla-ejere lov at mærke ulemperne ved for meget centralisering.

Når det gælder netværk, er centralisering især uhensigtsmæssigt, fordi sammenbrud af en central server påvirker en hulens masse brugere. Og det var præcis, hvad der skete for de føromtalte Tesla-ejere.

Tidligere på ugen havde Tesla opdateret den smartphone-app, som mange (måske endda et flertal af) Tesla-ejere bruger til at åbne deres biler med. Men der var tilsyneladende ikke helt styr på, hvordan den nye opdatering kommunikerede med app-serveren.

Fem timer uden Tesla-netværk

Fredag gik denne nemlig fuldstændig ned. Det betød, at ingen af Tesla-ejerne kunne komme ind i bilerne via app’en. De måtte i stedet ty til nøglekortet, der fulgte med bilen, og det var slet ikke alle, der havde taget kortet med sig hen, hvor de befandt sig.

Det er også muligt at bruge app’en via en Bluetooth-forbindelse med bilen, men det var angiveligt ikke alle, der kunne få dette til at virke. Flere Tesla-ejere skrev på sociale medier, at de havde været nødsaget til at ringe efter vejhjælp og ændre deres fredagsplaner.

Nedbruddet begyndte i USA, hvor reaktionerne prompte fulgte på sociale medier. Men omkring midnat mellem fredag og lørdag dansk tid begyndte reaktionerne også at komme fra Europa og Asien, og det stod klart, at der var tale om et globalt problem. Det var et problem på tværs af Tesla-modellerne, men Model 3 og Y var ifølge websitet Electrec hårdere ramt end X- og S-modellerne.

Allerede fredag eftermiddag USA-tid blev Elon Musk gjort opmærksom på problemet via Twitter og meldte ud, at han var i gang med at checke situationen. Da aftenen faldt på ved Teslas nye hovedkvarter i Texas, begyndte serverne at komme online igen. Ifølge Musk var det en forøget datatrafikmængde på netværket efter app-opdateringen, der forårsagde nedbruddet.

På det tidpunkt havde flere hundrede Tesla-ejere ifølge Electrec og Engadget været ude af stand til at komme ind deres biler i over fem timer.

Annonce:
Forrige artikelTDC pensionerer Frk. Klokken
Næste artikelTIP: Sådan sparer du penge på dit julelys
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.