Forside * Nyheder

Microsoft vil købe Activision Blizzard for 452 mia. kroner

-

Det er Microsofts største opkøb nogensinde, men det kan også give firmaet nogle massive fordele og sætte dem op på tredjepladsen over spilfirmaer i verden.

Som alle andre store tech-virksomheder markerer Microsoft sig ofte på deres opkøb. Og der har været nogle historiske handler iblandt dem. Tænk bare på firmaets køb af Skype, Nokia, LinkedIn, GitHub og spilfirmaet Mojang, der gav Microsoft kontrollen over Minecraft-fænomenet. Tidligere har der også været Navision-opkøbet, der betød en del for dansk IT.

Men nu står Microsoft overfor deres største handel nogensinde. Hvis den bliver godkendt af alle relevante myndigheder kan den få overordentlig stor betydning for den største kategori i underholdningsindustrien p.t.: Gaming.

Annonce:

Det er nemlig nu blevet officielt, at Microsoft vil købe Activision Blizzard for et beløb på ikke færre end 68,7 milliarder dollar, hvilket svarer til næsten 452 milliarder kroner. Det svarer til et beløb, der er lidt højere end Bulgariens bruttonationalprodukt ifølge Verdensbanken. Eller et beløb, der kunne betale for Danmarks årlige forsvarsbudget 17 år ud i fremtiden.

Det siger måske sig selv, at det er det beløbsmæssigt største opkøb, Microsoft nogensinde har gennemført – også selv om der er tale om en betaling i aktier. Men det kan også give Microsofts Xboxe en kæmpe fordel fremfor ærkekonkurrenten på spilkonsol-markedet, Sony PlayStation.

Æder sig ind på mobilspil-markedet

Med overtagelsen af Activision Blizzard får Microsoft kontrol med nogle af de allerstørste spilfranchises i verden, herunder ’Call of Duty’ og ’World of Warcraft’. Samtidig overtager de også casual/social gaming-udviklerfirmaet King, der måske er bedst kendt for ’Candy Crush’.

Det sidste er ikke uvæsentligt, eftersom konkurrencen fra kinesiske Tencent på det mobile område er til at mærke. Tencent er p.t. det største spilfirma i verden, primært på grund af deres succes med spil til smartphones og sociale platforme, og især i Asien. De står dog også for den mobile version af ’Call of Duty’, hvilket Microsoft-handelen i princippet kan sætte en stopper for.

Microsoft kan også med den nye handel begrænse Tencents muligheder for at udbyde såvel Activision Blizzard-spil som det allerede opkøbte Minecraft på Tencents streamingplatform WeGame. I det hele taget står Microsoft overfor muligheden for at gøre nogle af verdens allermest populære spilfænomener eksklusive på Xbox og Windows.

Det kan dog blive set som konkurrenceforvridende aktiviteter af myndighederne rundt om i verden, så det er et stort spørgsmål, om Microsoft får lov til at gøre det. Omvendt kan Microsoft med handelen forvente større indtægter fra platforme, de lige nu henter langt mindre omsætning fra – såsom Sonys Playstation – hvis de vælger ikke at gå efter eksklusivitets-strategien.

Skandaleramt direktør får lov at blive

P.t. gør handelen Microsoft til det tredjestørste spilfirma i verden efter netop Tencent og Sony. Handelen kan også være en nem udvej for Activision Blizzards skandaleramte direktør, Bobby Kotick. Direktøren er blevet anklaget for at have set gennem fingre med en virksomhedskultur fyldt med køns- og racediskrimination, men han får i første omgang lov at blive siddende.

Der er dog ingen tvivl om, at hvis Kotick kan gennemføre handelen med Microsoft, kan han forlade posten med et bedre ry, end hvis han var gået på grund af skandalerne. I en e-mail til Activision Blizzards medarbejdere skriver han, at Microsoft-handelen kan betyde en bedre virksomhedskultur, fordi denne nu kommer under styring af Phil Spencer og hans Xbox-division hos Microsoft.

Rent organisationelt kommer Activision Blizzard nemlig til at høre under Xbox Games Studio, hvis handlen går igennem som foreslået. Det sidste kræver både godkendelse af aktionærer og myndigheder, og vil i givet fald blive en realitet til næste år.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.