Forside * Nyheder

Bloomberg: Apple er i gang med at teste ni Macs med M2

-
Foto: Shutterstock.com

Udvikler-logs fortæller om M2-chips med endnu flere kerner ombord end forgængeren, og der foretages allerede nu tests af maskiner, der først forventes om et års tid.

Bloombergs Mark Gurman er en af de mest troværdige Apple-spåmænd, fordi han har rigtig gode kilder tæt på Apple. Normalt afslører han naturligvis ikke ret meget om disse, da de jo helst skal holdes anonyme, så de ikke bliver fyret og holder op med at agere kilder.

Men en sjælden gang imellem får vi indblik i Gurmans informationsnetværk. Det er for eksempel tilfældet med dagens nyhed, som ifølge Gurmans nyhedsbrev er kommet på banen via adgang til udvikler-logs, blandt andet fra tredjeparts-apps, der normalt har hjemme i Apples App Store.

Annonce:

Disse udvikler-logs fortæller nemlig vide og brede historier om, hvad Apple p.t. har på testbænken, eftersom tredjepartssoftware naturligvis også helst skal kunne virke på kommende Macs. Og i disse logs kan vi ifølge Mark Gurman nu se, at Apple er gået i gang med at teste ni nye Mac-modeller med den kommende M2-chip ombord.

Listen over de ni modeller rummer stort set alt, hvad man kan forvente at Apple vil lancere på Mac-fronten med M2-chippen. De lækkede udvikler-logs fortæller om en MacBook Air med M2, der ligesom den nuværende har 8 kerner på CPU’en, men hvor GPU-kernerne er skruet op til 10 fra maksimalt 8 på 2020-modellen.

Fortsætter med Pro, Max og Ultra

Ligesom i 2020 vil Apple lancere en ”let” MacBook Pro, hvis M2-chipset er konfigureret på samme måde som den førnævnte MacBook Air. Der testes også to nye Mac Mini’er, én med M2 og én med M2 Pro. Det lader altså til, at Apple har tænkt sig at fortsætte med at indbygge forskellige varianter med forskellige navne i serien af M-chips, når M2-generationen kommer.

Det kan man også se på de tests, der foretages af kraftigere MacBook Pro-maskiner i 14- og 16-tommers størrelser. Disse kan bestykkes med både M2 Pro og M2 Max, altså efter samme system som de nuværende, bare med M2 i stedet. Den nye M2 Max-chip skulle have 12 CPU-kerner i stedet for 10 og 38 GPU-kerner i stedet for de 36, man finder i M1 Max.

Og som om disse otte maskiner ikke var nok, er der også en ny Mac Pro på vej. Apple tror med andre ord ikke, at den nye Mac Studio kan helt tilfredsstille dem, der virkelig har behov for muskler under motorhjelmen, så den nye Mac Pro kommer med en opfølger til den M1 Ultra, der blev annonceret sammen med Mac Studio. Man må formode, den kommer til at hedde M2 Ultra.

At alle ni modeller lige nu testes samtidigt, kunne indikere, at Apple vil bryde med det releasemønster, de hidtil har anvendt for Apple Silicon-maskinerne. Ifølge dette mønster kommer der først MacBook Air- og lette MacBook Pro-modeller sammen med Mac Mini (disse forventes til efteråret) og så cirka et år senere dukker der kraftigere MacBook Pro-modeller op.

Men hvis alle ni modeller er i test, kan de jo i princippet også være klar til lancering samtidig. Mark Gurman forventer dog, at Apple holder sig til det ovennævnte mønster. Der kan være alle mulige logistiske og udviklingsmæssige grunde til at holde kursen. Gurman understreger naturligvis også, at det langt fra er sikkert at alle disse modeller kommer på markedet. Måske når Apple at skrue på konfigurationerne, inden vi ser dem i butikkerne.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.