Forside * Featured

Test: Sniper Elite 5

-

Actionspillet Sniper Elite er klar i version 5. Vi har set på det.

Så kan du godt tænde op i din indre snigskytte – Sniper Elite 5 er på gaden 26. maj til pc og konsol.

Annonce:

Hvis du har det stramt med hæsblæsende tempo i spilserier som Battlefield og Call of Duty, ja så tag lige et kig på Sniper Elite 5.

Sniper Elite serien tager en taktisk tilgang til skydespilsgenren. Spillet foregår I tredje persons synsvinkel (dvs man kan se den soldat man styrer) og I stedet for at fremelske nærkampe som I førnævnte Battlefield og Call Of Duty, så handler det her om at snige sig uset rundt og finde måder, hvorpå man kan snigmyrde sine fjender.

 

 

Det foregår i 2. verdenskrig og man er fra starten udstyret med ganske gode våben. Undervejs kan dine våben opgraderes, men det handler i ligeså høj grad om at vælge de våben, der passer bedst til missionen og din spillestil.

Du kan uden problemer klare dig med de våben du starter ud med. Udstyret er du også med med health-kits da du ikke automatisk får energien tilbage efter at være ramt af skud.

Faktisk dør du ganske let, hvilket tilskynder, at du arbejder i skyggerne og enten dræber eller slår fjenderne bevidstløse, eller tager dig af dem på lang afstand med din snigskytteriffel.

 

 

Store baner

Sniper Elite 5 indeholder 8 rigtigt store kort, hvor du både har hovedmissioner og sidemissioner at udføre. Undervejs som du udforsker kortene kommer nye missioner til og du kan snildt bruge 3-4 timer pr kort, hvis du vil have det hele med.

Det hele foregår ganske flydende og lækkert og man suges ind i følelsen af at være en enmandshær på mission, en mission der nemt forpurres, hvis ikke du er forsigtig nok.

 

 

Enmandshæren kan dog udvides til en tomandshær, da du kan gennenmføre hele kampagnen sammen med en ven online. Jeg har ikke prøvet denne del endnu, men kan forestille mig, at det vil være temmelig underholdende at snige sig rundt sammen.

Hvis du ønsker det kan du også, i bedste Watch dogs stil, invadere andre spilleres spil. Her gælder det så om at dræbe den anden og vice versa. Personligt er jeg dog ikke fan af denne “forstyrren” af mit spil og heldigvis kan det da også slås fra.

Ifølge udvikleren selv tager spillet omkring 12 timer at gennemføre, hvis du kun går efter hovedmissionerne og 20plus hvis du går efter alle missionerne. Det afhænger dog meget af din spillespil.

Genspilsværdien er høj, da missionerne kan gennemføres på flere måder. Efter singleplayerdelen er gennemført har spillet naturligvis også en multiplayerdel du kan kaste dig over, men da spillet er testet før udgivelsesdatoen har vi ikke kunnet teste denne del.

 

Galleri

 

Konklusion

Jeg er ret begejstret for Sniper Elite 5. Det er måske gået under radaren for mange, men serien har udviklet sig til at være ganske fremragende.

Grafisk svinger det lidt fra pæne baner til smågrimme ansigter og settingen i 2. verdenskrig er efterhånden noget fortærsket, ligesom spillet har lidt uheldige bugs hist og her, som forhåbentlig udbedres med en patch når spillet udkommer.

Til gengæld er det utroligt forfriskende med et spil, der har en anden tilgang end de fleste andre skydespil og det er utrolig stemningsfuldt sat sammen. Her skal ens færden planlægges og følelsen af succes er stor når det lykkes.

Ofte ender det i en kombination af snigeri og løb for livet når du opdages, men uanset hvordan du spiller er Sniper Elite 5 pokkers sjovt og underholdende.

Sniper Elite 5 kan varmt anbefales til dig der holder af skydespil, men gerne vil have tempoet lidt ned undervejs.

Testet på PS5

Karakter 8/10

 

Pris og tilgængelighed

Udkommer 26. maj til bl.a. PS5, PS4, Xbox Series X samt PC

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.