Forside * Featured

TEST: F1 2022

-

Det årlige Formel 1 spil er klar på både konsol og pc. Vi har kigget på F1 2022.

Så er det årlige Formel spil, F1 2022, vanen tro på gaden.

Annonce:

Denne gang med EA som ejer af Codemasters. Ikke at det kan mærkes specielt meget. Udover, at der er kommet soundtrack ala det vi kender fra FIFA og så tilføjelsen af noget der kaldes F1 life, hvor man kan udstille biler, købe meget begrænset tøj til sin karakter og designe hjemmekontoret men ret få møbler, virker det ikke til at EA har blandet sig meget i udviklingen af spillet.

Spillet følger naturligvis virkelighedens sport til punkt og prikke, hvorfor 2022-bilerne er implementeret med bredere dæk, nye bagvinger og mere downforce, som giver bilerne mere greb i svingene, men også gør dem sværere at nedbremse da de er tungere end sidste års modeller.

 

Bilerne er sjove at køre og F1 2022 er et af de mest intense bilspil på markedet. Om der kan mærkes stor forskel på sidste års biler er jeg lidt usikker på dog.

Personligt kan jeg ikke mærke den store forskel udover en smule mere greb i svingene. Men sjove at køre er de i hvert fald og fartfornemmelsen er helt i top.

Alle 22-sæsonens baner er flot gengivet, ændringerne på banerne er fint implementeret og så er det naturligvis en fornøjelse at se danske Kevin Magnussen tilbage i HAAS garagen.

 

Spilmodes

F1 2022 byder på en lang række spilmodes, bl.a. karriere offline, både som kører og holdejer, hvor du styrer alt omkring dit team lige fra ansættelse af personale, til udvikling af vindtunnel, træning af kørere og opgradering af bilen. Denne spilmode er omfattende og ganske underholdende, hvis du har tid nok i budgettet.

Underholdende er det også at spille karriere med en ven online enten på samme hold eller hvert sit. Derudover er Timetrial, single race, Formel 2 samt muligheden for at køre 2 player lokalt via splitscreen også tilbage på årets grid.

 

Tilpas som du ønsker

F1 spillene har de seneste år været gode til at tilbyde et hav af justeringsmuligheder så du kan tilpasse oplevelsen efter niveau.

Dette tager F1 2022 skridtet videre så du nu kan køre mod computere med adaptiv AI, hvilket i praksis betyder, at de tilpasser hastighed og niveau efter hvor godt (eller dårligt) du kører.

Det fungerer super fint for begyndere og er med til at gøre alle løb intense. I det hele taget skal det ikke undervurderes, hvor meget mere tilgængelig Formel 1 er blevet i kraft af de mange justeringsmuligheder.

Jeg husker tydeligt de tidlige år i serien, hvor det var benhårdt at være med og selv de mindste fejl betød farvel og tak i det igangværende løb. F1 2022 kan stadig gøres super svært, men nu har du bare muligheden for at tage skridt mod højere sværhedsgrader i de steps du selv ønsker.

 

Andre biler

Nyt er også, at du nu kan køre en række andre superbiler som adspredelse imellem formel 1 løbene. Denne del er jeg dog ikke synderligt imponeret af.

Bilerne er ikke specielt sjove at køre og virker ikke gennemarbejdede på samme måde som F1 bilerne. Det virker mest som et forsøg på at appellere til andre end F1 fans her, uden man på nogen måde er gået helhjertet ind i det.

Selvom baner og biler er flot gengivet så er jeg også en smule skuffet over det grafiske udtryk.

Især nu hvor EA har overtaget Codemasters havde jeg forventet mere. F1 2022 ligner sidste års spil meget og sammenlignet med Gran Turismo 7 på PS5, er det tydeligt at grafikmotoren trænger til en overhaling.

 

Konklusion

F1 2022 et rigtig godt spil for fans af Formel 1. Der er alle de spilmodes man kan forvente og mere tid.

Spillet indeholder en super fyldig karrieredel, gode muligheder for at tilpasse niveauet så det passer præcis der hvor du er, samt multiplayer der især med karrieredel online med en kammerat er rigtig underholdende.

Desværre er der i år ikke blevet plads til en offline storymode, men rygtet siger at historiedelen vender tilbage til næste år.

Grafisk trænger spillet til en overhaling (høhø) og når ikke op på siden af et spil som Gran Turismo 7. Implementeringen af superbiler samt F1 life er heller ikke synderligt vellykket.

Heldigvis er kernen i spillet, formel 1 bilerne, banerne og køreoplevelsen i en virtuel Formel 1 ræser stadig helt i top. For F1 fans er F1 2022 en no brainer og mange af jer har formentlig allerede været ude og investere.

Karakter 8/10

 

Pris og tilgængelighed

Ude nu til PC og konsol:

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.