Forside * Featured

Tilbage til Wakanda: Marvel præsenterer sin næste fase

-

Der er en masse spændende nyt på vej til MCU, inklusive en ny Daredevil-serie.

De næste par år kommer til at byde på en række gensyn med Marvel-helte og -karakterer. I flere tilfælde er det gensyn, vi har ventet længe på. Det gælder for eksempel gensynet Charlie Cox i rollen som Daredevil, samt de mange stærke personligheder fra Wakanda, vi blev introduceret for i ’Black Panther’.

Annonce:

Men når ’Black Panther: Wakanda Forever’ får premiere 11. november, bliver det naturligvis ikke til et gensyn med Chadwick Boseman, der tragisk gik bort for to år siden. Dermed kommer vi heller ikke til at se meget til T’Challa, hovedrollen som Boseman spillede i ’Black Panther’. Det betyder dog ikke nødvendigvis at superhelten Black Panther som sådan er ude af billedet.

I forbindelse med Comic-Con i San Diego præsenterede Marvel Studios i weekenden planerne for de næste par år, og dermed også såvel en teaser-trailer som mere nyt om opfølgeren til ’Black Panther’. Det blev således gjort helt officielt, at T’Challa er gået bort i tidsperioden mellem ’Avengers: End Game’ og ’Black Panther: Wakanda Forever’.

Filmen skulle dermed fokusere på, hvem der skal overtage efter T’Challa, men også på en ny fjende, der bogstaveligt talt dukker op fra dybet. I Marvel-tegneserieuniverset er Wakanda nemlig i krig med Atlantis, og som du kan se fra den ovenstående trailer, bliver denne konflikt introduceret i den kommende film.

Daredevil vender tilbage

Som nævnt blev det dog også til andre afsløringer under Comic-Con. F.eks. fik vi en trailer til Disney+-serien ’She-Hulk: Attorney at Law’, der ser ud til at introducere den kvindelige udgave af Hulk fra tegneserie-universet med en hel del humor. Hun spilles af Tatiana Maslaney, som mange sikkert kender fra serien ’Orphan Black’. Mark Ruffalo er dog også stadig med i rollen som den intelligente blanding af Bruce Banner og Hulk, vi så i ’Avengers: Endgame’. Serien får premiere 17. august.

Når det gælder serier, så viste Marvel også en trailer frem for ’I Am Groot’. Som titlen antyder, er der tale om det levende trævæsen fra bl.a. ’Guardians of the Galaxy’-filmene, der kommer til at optræde i fem korte episoder, der sætter nuttethed og humor i højsædet – i hvert fald, hvis man skal vurdere det efter traileren.

Seriemæssigt bragte det dog en hel del glæde blandt Marvel-fansene på Comic-Con, da det endelig blev offentliggjort, at Daredevil vender tilbage. Efter at de oprindeligt Netflix-baserede Marvel-serier med rod i Daredevil-universet blev overført til Disney+, har der gået en del rygter om at Charlie Cox skulle vende tilbage som Daredevil.

Disse rygter fik kun endnu stærkere ben at gå på, da Daredevils ærkefjende, Wilson Fisk (også kendt som Kingpin) dukkede op i ’Hawkeye’ på Disney+. Især fordi han blev spillet af Vincent D’Onofrio, der også spillede ham Netflix-serien. D’Onofrio skulle også vende tilbage i den kommende serie, der har titlen ’Daredevil: Born Again’ og dukker op i 2024.

Masser af film og serier i fase 5

Apropos de kommende par år, så løftede Marvel sløret for det, de kalder MCUs femte fase. Den fjerde fase slutter med ’Black Panther: Wakanda Forever’ og den femte begynder med den næste Ant-Man-film, der har titlen ’Ant-Man and The Wasp: Quantumania’. Den er sat til at få premiere 17. februar 2023. Den følges op af den tredje ’Guardians of the Galaxy’-film 5. maj.

28. juli kommer der så endnu en MCU-film i biograferne, nemlig ’The Marvels’, der er efterfølgeren til ’Captain Marvel’. I 2024 får vi så den næste Captain America-film, der som bekendt nu har Anthony Mackie i titelrollen. Den har fået titlen ’Captain America: New World Order’ og er sat til at få premiere 3. maj.

Endelig kommer ’Thunderbolts’ også i 2024, foreløbig premieredato er 26. juli. Denne film handler om en slags ”alternative Avengers”, der er villige til at gå lidt mere beskidt til værks end originalerne.

Derudover kommer der naturligvis flere serier til Disney+, herunder ’Agatha: Coven of Chaos’, om superheksen, vi mødte i ’Wandavision’, der får premiere sidst i 2023. Før det, i efteråret, kommer serien ’Ironheart’ om Riri Williams fra ’Black Panther’-universet. Til næste sommer får vi så både ’Echo’ og anden sæson af ’Loki’ og i foråret 2023 vender Samuel L. Jackson tilbage som Nick Fury i serien ‘Secret Invasion’.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.