Forside * Featured

TEST: Nothing Phone (1) – Bare hype, eller noget at have det i?

-
Nothing Phone (1) (Foto: recordere.dk)

Vi har testet Nothing Phone (1), der nok er den mest hypede Android mobil i 2022 – Og gemmer det utraditionelle design og de smarte LED ringe på mere?

Det er nok ikke mange der kender selskabet Nothing, og selvom os der bevæger os i ganget-kredse godt ved at det er Carl Per, der i sin tid var med til at stifte OnePlus der står bag, så er det heller ikke ret mange der ved at det eneste produkt Nothing har lanceret før denne smartphone, er et par gennemsigtige in-ear hovedtelefoner.

Alligevel er Nothing Phone (1) nok den mest hypede Android telefon til at ramme markedet i 2022. Dette til trods for at den hverken kommer med top-specifikationer eller flagskibs-status. Det er en Android smartphone til under 4.000, der har utraditionelt design, 5G, trådløs opladning og en ganske god 120Hz skærm.

Annonce:

Vi har testet Nothing Phone (1), og her er hvad vi synes.

 

Nothing Phone (1) (Foto: recordere.dk)

Udpakning og design

Nothing Phone (1) kommer i den mindste æske jeg nogensinde har oplevet til en Smartphone. Æsken der mest af alt minder om en lidt større CD-boks, indeholder udover smartphonen en SIM-pin, der minder om en lysdiode, og et USB-C til USB-C kabel. Der er ingen oplader med, så den skal du selv ud og købe, hvis du ikke har en USB-C oplader i forvejen

Du kan få Nothing Phone (1) i to farver. Den mest kendte er den hvide, men vi har testet den sorte model, som jeg synes er ekstremt flot. Modellen vi testede havde 8GB RAM og 256GB lagerplads.

Designet på Nothing Phone (1), er nok det som har skabt mest hype. Det skyldes den gennemsigtige bagside, og de markante LED ringe og figurer der er på bagsiden. Ellers minder telefonen mest om en iPhone med 6,55” skærm. Designet er utroligt flot og adskiller sig fra mange andre telefoner, med den transparente bagside, og jeg er vild med den. Byggekvaliteten føles i top, og siderne af aluminium føles bare super solidt. Telefonen kommer med en IP53 certificering mod støv og vandpjask. Men smid den ikke i toilettet.

På siderne finder man lydstyrke og tænd/sluk knap, og i bunden finder man USB-C port og SIM-skuffe til Dual SIM. På bagsiden finder man to 50MP kamera og på forsiden finder man i toppen af den store skærm et 16MP selfie-kamera. Under skærmen finder man også en optisk fingeraftrykslæser. Ikke en som imponerer – Jeg opleverede flere gange at jeg skulle bruge mere end én gang til at låse telefonen op.

Men udover det, så er designet af Nothing Phone (1) klart godkendt.

 

(Foto: Nothing)

Skærmen: 6,55” 120Hz OLED

Nothing Phone (1) kommer med en 6,55” OLED skærm der ikke har LPTO, og det betyder at du selv skal indstille om den skal køre 120Hz eller 60Hz. Under testen kørte jeg udelukkende med 120Hz, og var stadig imponeret over batteritiden. Det skal dog lige siges at Nothing Phone (1) skifter ned fra 120Hz de steder hvor der vises statiske ting på skærmen.

Skærmen kommer med en opløsning på 1080 x 2400 pixels (402ppi), og har som standard en lysstyrke på 500 nits, men kan peake ved 700 nits. Det er ikke det kraftigste på markedet, men til prisen er det klart godkendt. Oven i det understøtter den HDR10+. Skærmen er iøvrigt beskyttet af Corning Gorilla Glass 5.

Skærmen er ud fra prisen godkendt, og både video, tekst og fotos står flot og klart på skærmen. I klart sollys kan det godt være et problem at se hvad der står, men ellers er skærmen godkendt.

 

Ydelse – Rigeligt med hestekræfter til det meste

Nothing Phone (1) kommer med et octo-core Qualcomm SM7325-AE Snapdragon 778G+ 5G (6 nm) chipset, der ikke giver ydelse fra øverste hylde, men er nok for de fleste.

På Geekbench 5 scorede Nothing Phone (1) 808 Single-Core og 2.917 Multi-Core. Og det er omkring samme ydelse som du f.eks. får med en OnePlus Nord 2T med MediaTek Dimensity 1200 chipset.

Nothing Phone (1) føles på ingen måde langsom, chipsettet kunne sagtens følge med til de få spil og de mange apps vi testede. Så selvom det ikke er øverste hylde, så får du rigelig med hestekræfter til det meste.

 

Nothing Phone (1) (Foto: recordere.dk)

Batteri på 4.500 mAh, 33W kablet opladning og 15W trådløs opladning.

Nothing Phone (1) kommer med et 4.500 mAh batteri, og det kan sagens få dig igennem en hel dag, hvis du da ikke sidder og streamer video eller spiller spil på telefonen.

Er du ved at løbe tør for batteri, skal du være klar til at sidde og vente lidt, for Nothing Phone (1) understøtter kun 33W (PD 3.0) opladning, og det betyder at det tager 30 min. at gå fra 1 – 50%. Skal du helt op på 100%, så skal du vente 1,5 time før den er helt opladt.

Du kan også bruge trådløs 15W Qi opladning, og du kan også oplade f.eks. trådløse in-ear hovedtelefoner fra din telefon hvis du har brug for strøm til dem.

Batteritiden er klart godkendt, og tak til Nothing for både at tilbyde kablet og trådløs opladning i en mid-price telefon. Det har vi set flagskibe der ikke gør.

 

Hvordan virker den som telefon?

Nothing Phone (1) er en rigtig god Android telefon. Du har mulighed for Dual SIM, og modtagelsen af opkald og antennekvalitet var ganske udemærket under testen. (Vi testede med Telmore og TDC).

På bagsiden har man de berømte diodefigurer som kan sættes op i indstillingerne til forskellige funktioner udefra om du modtager en besked, et opkald osv. Personligt synes jeg det er en sjov detalje, men kan også se at i et mødelokale med mange personer er den lille diode i bunden på bagsiden nok det sikre valg. Men uanset – Det er virkeligt en anderledes tilgang til notifikationer.

De indbyggede højttalere (Den ene er dog den samme som du bruger til at have op til øret) giver OK lyd, omend jeg ville anbefale et sæt hovedtelefoner, hvis du skal høre musik eller se film over en længere periode.

 

(Foto: Nothing)

Android 12 og Nohing OS

Nothing Phone (1) køre på Android 12 og med sin egen Nothing OS brugerflade, der er en meget enkel og flot implementering af Android. Under installationen fik vi nyeste version på, så testen er kørt på Android 12 og med Nothing OS 1.1.2.

Nothing OS er et meget ren version af Android, og kontakter, telefon og beskeder er standard Android Apps. Det er en ren nydelse at få en så ren Android oplevelse, og jeg håber det er noget som Nothing vil fortsætte med.

Der var ikke installeret noget bloat-ware overhovedet. Også det vil jeg gerne kvittere for. Den største tilføjelse til Android er hele kontrol delen af Glyph (LED på bagsiden), hvor man kan sætte alle mulige og umulige ting op omkring de sjove LED figurer.

Software oplevelsen er klart godkendt.

 

Nothing Phone (1) (Foto: recordere.dk)

Kamera – Godt nok til prisen

Nothing Phone (1) har to linser på bagsiden. Et 50MP Samsung JN1 f/2.2 114° ultravidvinkel (primært), og et 50 Mp Sony IMX766 f/1.88 vidvinkel m. OIS. Kameraet tager som sådan gode billeder – Ikke fantastiske med rigtigt gode.

Både i dagslys og i mindre belysning er billederne OK, men jeg har en anke. Da jeg skulle teste video var der en kedelig forsinkelse, når jeg bevægede kameraet hurtigt fra side til side. Det er mega trælst når man forsøger at følge et objekt.

Nedenfor kan man se en række eksempler på billeder og video taget med Nothing Phone (1).

 

Konklusion

Nothing Phone (1) er mere end ingenting – Det er faktisk en OK telefon til prisen. Du får et lækkert design, og du får en lækker skærm og god ydelse. Oven i det så får du både trådløs og kablet opladning.

Om Nothing bliver et hit er for tidligt at sige, for det kræver at den kommer ud over stepperne hos både danske forhandlere og får en solid fanbase. Det er for tidligt at vurdere, men vi ved at Carl Pei har gjort det før med OnePlus.

Men vil du gerne have en sjov Android og ikke kaste alt for mange tusindelapper efter den, så kan du roligt købe Nothing Phone (1). Og for at slutte af – Det kan godt være den er hype’t, men den er også god.

 

Pris og tilgængelighed

Nothing Phone (1) kommer i farverne sort og hvid og koster vejledende kr. 3.999,-

Telefonen kan købes hos flere onlineforhandlere og hos Telenor.

 

Specifikationer

  • Styresystem: Android 12 m/ NothingOS
  • Skærm: 6,55″ OLED 120 Hz, FHD+ (2400 x 1080), 402 ppi
  • Chipset: Qualcomm Snapdragon 778G+
  • Hukommelse og lager: 8 GB RAM / 256 GB lager
  • Kameraer:
    • 50 Mp Sony IMX766 f/1.88 vidvinkel m. OIS
    • 50 Mp Samsung JN1 f/2.2 114° ultravidvinkel (primært)
    • 16 Mp Sony IMX471 f/2.45 (front)
  • Trådløst: 5G, Wi-Fi 6, Bluetooth 5.2, NFC, A-GPS, GLONASS, Galileo
  • Mål og vægt: 159,2 x 75,8 x 8,3 mm / 193,5 g
  • Batteri: 4500 mAh
    • 33 W opladning
    • 15 W trådløs opladning

 

Nothing Phone (1)

8
Design 8.5
Ydelse 7.5
Skærm 7.5
Kamera 7.5
Batteritid / Opladning 8.0
Pris (Value for Money) 9.0

Plus

  • Lækkert design
  • God skærm
  • OK kamera
  • Både kablet og trådløs opladning
  • Lækker Android oplvelse

Minus

  • Langsom opladning
  • Middelmådig højttaler
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.