Forside * Featured

Nu kan Palm Pilot-nostalgikere genopleve deres favorit-apps

-
(Foto: Rama & Musée Bolo/CC-SA-BY 2.0; Simon Berger/Unsplash)

560 programmer fra Palm Pilot-PDA’ernes storhedstid er nu tilgængelige som browser-apps på Internet Archive.

Engang omkring årtusindskiftet sad undertegnede og en kammerat på en restaurant i det indre København og havde netop færdiggjort et godt måltid. Vi besluttede os for at følge op med at gå i biografen, hvilket dengang betød, at vi enten var nødt til at finde en Internet-opkoblet computer, en avis, eller gå forbi samtlige biografer i nærheden for at se filmudvalget.

I stedet brugte jeg min mobile enhed til at se, hvornår de forskellige film spillede i de omkringliggende biografer. I dag ville det være helt naturligt, ligesom jeg kan bestille en billet og betale for fra en mobil enhed uden på noget tidspunkt at have plastik eller papir mellem fingrene.

Annonce:

Omkring år 2000 var det dog ikke noget, alle og enhver bare gjorde. Smartphones, der ikke var rettet mod erhvervslivet var stadig et par år ude i fremtiden, og der var 7-8 år til iPhone kom i butikkerne. På restauranten brugte jeg i stedet min Palm V-PDA og en infrarød forbindelse til en almindelig mobiltelefon med dataforbindelse.

Det gik ikke ligefrem hurtigt, og det var ikke billigt, men det lod sig gøre. I dag kan det være nemt at glemme den overgangsperiode, der var mellem ”dumme” mobiltelefoner og smartphones, hvor mange af os brugte lommecomputere kaldet PDA’er (Personal Data Assistant) til at holde styr på kalendere, emails…og med tiden også gå på WWW for at finde informationer.

Prøv 20 år gamle apps

Skulle den slags historik dog gå i glemmebogen, kan vi takke de gode kræfter bag Internet Archive for, at vi kan blive mindet om, hvordan det hele fungerede. I forlængelse af online-arkivets strategi om at gøre gamle interfaces og spil tilgængelige for offentligheden som en slags interaktivt museum, har Internet Archive nu taget fat i PalmOS.

Pac-Man-klonen MoonMan, musik-app’en PocketSynth og en af de tidligste webbrowsere på PalmOS-platformen, Palmscape (Foto: Internet Archive).

Som de, der brugte denne platform før smartphones vil huske, var PalmOS styresystemet, der drev Palm Pilot-PDA’erne, der nok var de mest populære i kategorien, også selv om firmaer som Compaq og HP forsøgte sig med konkurrenter baseret på Microsofts dertil indrettede lomme-version af Windows.

Dette styresystem kan du nu udforske via en webbrowser på Internet Archives website. Selve styresystemet har været der siden august, men nu er der også lagt 560 apps op fra Palm Pilots storhedstid, som du kan starte op i en browser og lege med. Visse af dem er spil, som mange sikkert fik tiden til at gå med under tog/bus-pendling med mere.

Palm Pilot’erne blev primært erstattet af Symbian- og S40/S60-baserede smartphones efterhånden, som denne kategori udviklede sig, indtil iOS og Android kom på banen i 2007/2008. Skulle du være nostalgisk efter Symbian og S40/S60, er Internet Archive også leveringsdygtig på det område, men disse skal dog downloades og køres lokalt på en computer, formentlig med en emulator.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.