Forside * Featured

Sound Burger: Klassisk 80’er-pladespiller er tilbage

-
(Foto: Audio-Technica)

Audio-Technica fejrer 60-års jubilæum og har sender derfor ”Walkman’en til vinylplader” på markedet igen.

Den måske mest kompromisløst designede pladespiller, der kom ud af 1980’erne er nu på vej tilbage. Det er Audio-Technicas Sound Burger, der visse steder i verden også blev markedsført som Mister Disc.

Originalen kom i 1983 og var et pladespiller-svar på Sonys Walkman. Der var selvfølgelig lige den forskel, at en Walkman kunne ligge og afspille ejerens kassettebånd i en lomme, og kun skulle flytte små komponenter rent mekanisk.

Annonce:
(Foto: Audio-Technica)

Det sidste betød naturligvis, at en Walkman holdt noget længere på batterierne end en Sound Burger, der skulle dreje en vinylplade rundt adskillige gange i minuttet. Og så krævede sidstnævnte naturligvis en flad overflade for at kunne levere musikken nogenlunde stabilt.

Så nej, i 80’erne gik de ikke rundt med hovedtelefoner på og lyttede til Sound Burger-plader på gader og stræder. Men Sound Burger fik alligevel kultstatus, og har tilsyneladende været et eftertragtet produkt på hifi-brugtmarkederne, især for nostalgikere, og det har holdt brugtprisen på den næsten 40 år gamle pladespiller i vejret.

Billigere end de brugte eksemplarer

Af samme grund har Audio-Technica nu valgt at genoplive lydburgeren. Den fastholder 80’er-designet, hvilket formentlig er helt strategisk. Det skal formentlig appellere til både nostalgikerne og yngre folk, der synes at 80’er-stilen er cool.

Men der er naturligvis kommet nogle mere moderne funktioner i den nyeste model. F.eks. har den naturligvis Bluetooth, så du kan sende musikken trådløst til en højttaler eller et par øretelefoner.

(Foto: Audio-Technica)

Pladespilleren får nu strøm fra en Li-Ion-batteripakke, der kan genoplades, modsat den originale model. Det sker via et USB-C-stik, sådan som det er kutyme lige nu. Ifølge Audio-Technica kan Sound Burger’en spille vinylplader i 12 timer på en opladning.

Den er bæltedrevet, og kan afspille både LP’er ved 33 1/3 omdrejninger i minuttet og singler ved 45 omdrejninger i minuttet (og hi-res-plader og maxi-singler ved 45 omdrejninger i minuttet, naturligvis). Et dynamisk balancesystem justerer konstant vægten på pick-up-armen, sådan at afspilningen bliver stabil.

Det er i øvrigt i anledning af Audio-Technicas 60-års jubilæum at den pudsige pladespiller bliver sendt på gaden igen. Det gør den til en pris på 229 Euro, eller cirka 1.700 kroner. Det er faktisk ret billigt, eftersom de originale fra firserne bliver solgt til dobbelt så meget på blandt andet eBay.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.