Forside * Nyheder

Tim Cook: Vi har brugt Sonys kameraer i mere end ti år

-
(Foto: Apple)

Den offentlige hemmelighed at der er Sony-kameraer i Apple-produkter er nu ikke længere nogen hemmelighed, men bare offentlig.

Det er yderst sjældent, at Apple siger noget om, hvilke komponenter, der sidder i deres produkter, hvis de altså ikke laver dem selv. Det er som regel op til tredjepart at hitte ud af, hvad f.eks. en iPhone er stykket sammen af.

Websites, bloggere og tjenester som iFixit har derfor skabt hele karrierer baseret på de såkaldte tear-downs, hvor vi finder ud af, hvem der bidrager til indersiden af de mest populære forbrugerelektronik-produkter.

Annonce:

Og derfor ved vi naturligvis allerede, at f.eks. Apples ærkekonkurrent, Samsung, har leveret en del forskellige komponenter (især RAM-chips) til iPhone over årene, og at en tidligere konkurrent, LG, har leveret displays. Det varierer ofte med komponentudbuddet og verdens logistiske og økonomiske situation, hvad Apple vælger, når de designer f.eks. en ny iPhone.

Men ét firma har været en relativ stabil leverandør til Apples mobile enheder, og det er Sony. Sonys mobilkameraer og sensorer er voldsomt populære blandt mobilproducenterne, og ud over Apples smartphones kan man også finde dem i bl.a. smartphone-modeller fra Samsung, Xiaomi, RealMe med flere – og så naturligvis Sonys egne smartphones.

Tættere samarbejde

Det har dog altid været et af Apples stærkeste kort, når det gælder branding, at brugerne kan forvente en vis kvalitet, når de betaler de ekstra penge, et Apple-produkt typisk koster. Firmaet har siden de tidlige dage brugt æble-logoet og sit gode navn som garant for komponenter i høj kvalitet – og har netop derfor ikke villet blande komponentleverandørernes brands ind i billedet.

Derfor kom det som lidt af en overraskelse for mange, at Tim Cook tidligt tirsdag morgen dansk tid tweetede et billede fra en rundvisning fra Sonys tophemmelige sensor-fabrik i Kumamoto, hvor Cook fik et kig på Sonys seneste kamera-landvindinger.

I tweeten kan man se Cook kigge på, hvad der formentlig er et par smartphone-prototyper med Sony-kameraer ombord. I teksten takker han for rundvisningen, men skriver også, at Apple i mere end ti år har været i partnerskab med Sony på kamerasiden. Og dermed bekræfter han, hvad teardowns har vist i årevis.

Tech-observatører i medier spekulerer over, hvad der har fået Tim Cook til at bryde tavsheden på dette område netop nu, men de fleste er enige om at Apple om ikke andet cementerer partnerskabet på denne måde. Med andre ord forventes iPhones at have Sony-kameraer ombord i mange år endnu.

Hvis man nu skulle spekulere vildt og nærmest konspiratorisk, kunne man også forestille sig, at partnerskabet blev så tæt, at Apple køber sig ind i Sony, eller helt opsluger virksomheden. Tilbage i 2019 gik der nogle vage rygter om at Apple ville købe Sony eller visse af firmaets divisioner. Steve Jobs var stor fan af Sony-koncernen og dens kultur. Men med de nuværende økonomiske konjunkturer på globalt plan, bliver det nok blot til et fortsat samarbejde.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.