Forside * Nyheder

Samsung smartphones #1 i 2022: Fremtiden kan hedde foldbar

-
Foto: recordere.dk

Samsung er fortsat størst på smartphone-markedet viser tal fra analyseinstitut, og kan se ind i en fremtid med kun foldbare topmodeller

Samsung Electronics beholdt sin topplacering på det globale smartphone-marked i 2022. Det skriver erhvervsavisen Business Korea.

Den koreanske smartphone-producent tog 22% af det globale marked. Ifølge Canalys, et globalt markedsundersøgelsesinstitut, der øgede Samsung Electronics i 2022 sin andel af de globale smartphone-leverancer med 2 procentpoint i forhold til 2021.

Annonce:

2.pladsen gik til Apple med 19% af det globale marked. Den amerikanske smartphone-producent øgede ligeledes sin markedsandel med 2 procentpoint. Dette på trods af problemer undervejs, hvor produktionslinjen på den Foxconn-ejede fabrik i Zhengzhou, Kina, måtte lukke midlertidigt pga. Covid-19.

Apple havde 25% markedsandel i 4. kvartal 2022, men det var altså ikke nok til den samlede førsteplads.

De kinesiske smartphone-producenter faldt tilbage. Xiaomi tog 13% af markedet og gik 1 procentpoint tilbage. Oppo tog 9% af markedet og gik 2 procentpoint tilbage, mens Vivo også tog 9% af markedet og gik 1 procentpoint tilbage.

Det totale smartphone-marked faldt i følge Canalys med 11% i 2022 sammenlignet med året før. Det samlede salg endte på under 1,2 mia. enheder, og det er tæt på det laveste punkt i omkring 10 år.

 

En foldbar fremtid?

Både Samsung og Apple ventes i år at flytte deres fokus til en yderligere forbedring af rentabiliteten. Flere eksperter forudser, at de to smartphone-giganter vil styrke deres flagskibs-smartphones, fordi efterspørgslen efter mellem- og low-end produkter forventes at falde mere kraftigt.

Nogle eksperter forventer ligefrem, ifølge Business Korea, at Galaxy S23-modellerne – som præsenteres på et event her d. 1. februar – bliver de sidste flade topmodeller fra Samsung. At de i fremtiden udelukkende vil satse på foldbare og sammenklappelige telefoner i flagskibsmodellerne.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.