Forside * Featured

Apple annoncerer 15” MacBook Air

-
(Foto: Apple)

Nu kommer Apple Silicon-versionen af Apples tyndeste laptop endelig i en udgave med stor skærm.

MacBook Air var en designmæssig revolution, da den dukkede op i 2008. Den ultratynde og smukt designede laptop satte en del PC’er bag om dansen og startede et nyt design-paradigme, når det gælder bærbare.

Men problemet har været, at MacBook Air typisk har været små og har fokuseret på 13-tommer-skærme i de seneste år, hvilket især har været skuffende for dem, der både gerne vil have en let laptop og en stor skærm med Apples egne chips ombord. Det har Apple så lavet om på nu.

Annonce:

Den nye MacBook Air, som Apple har lanceret i dag har en 15”-skærm. Den er samtidig, ifølge Apple, den bedste bærbare i sin klasse. Det er der muligvis noget om, selv når man bare kigger på specifikationerne og markedet, som det ser ud lige nu.

(Foto: Apple)

Apple siger f.eks., at MacBook Air 15” er verdens tyndeste 15-tommers laptop. Den er kun 11.5mm tyk. Den hører også til blandt de letteste 15”-bærbare på markedet med en vægt på 1500 gram.

Dobbelt så hurtig som den tilsvarende Windows-laptop

Den har to Thunderbolt/USB-C porte og en separat Magsafe-ladeport. Som noget nyt i MacBook Air-serien, kommer den i fire farver: Midnat, Stjerneskær, Space Grey og Sølv. Der sidder et 1080p-webcamera i toppen af skærmen, der bakkes op af tre mikrofoner, så videoopkald kan ske med optimal klarhed. Dertil kommer seks højttalere, der er placeret rundt om på laptoppen, sådan at Spatial Audio understøttes.

Selve Liquid Retina-skærmen er helt præcist på 15,3 tommer og Apple gjorde en del ud af at fortælle, at kanten rundt om skærmen kun er på 5 mm. Den kan levere op til 500 nits lysstyrke, men Apple gav os ikke nogen præcis opløsning ved dagens event (vi opdaterer nyheden senere).

(Foto: Apple)

Den nye 15” MacBook Air er naturligvis baseret på Apples egen 10-kerners M2-chip og det gør den 12 gange hurtigere end den tilsvarende MacBook Air med Intel-chip ifølge Apple. Og dobbelt så hurtig som den hurtigste, tilsvarende Windows-laptop – ifølge Apple selv, altså.

Den fås med op til 24GB RAM og 2TB SSD, og Apple siger, at batteriet kan klare hele 18 timers brug på en enkelt opladning. Den nye 15” MacBook Air kan bestilles nu med levering fra 13. juni til en startpris på 12.499 kr.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.