Forside * Nyheder

Manden bag Surface skal forny Echo og Alexa

-
(Foto: Discmd/CC-BY-SA 4.0)

Panos Panay, der allermest er kendt for at have givet Microsoft en serie af succesrige produktivitets-tablets, rykker over til Amazon.

Efter næsten to årtier hos Microsoft, flytter manden bag Surface-linjen nu over til Microsofts ”næsten-naboer” i Seattle-området, Amazon. Det skriver Bloomberg, efter at Panos Panay meddelte på X (forhenværende Twitter), at han ville forlade Microsoft.

”Efter 19 utrolige år hos Microsoft har jeg besluttet mig for at vende et nyt blad og skrive et nyt kapitel”, skriver Panos Panay på sin egen, officielle X-profil, ”Jeg vil altid være taknemmelig for min tid hos Microsoft og de fantastiske mennesker, jeg har haft æren at lave produkter sammen med”.

Annonce:

Da nyheden landede om eftermiddagen dansk tid mandag, gik spekulationerne i gang om, hvor Panay skulle hen efterfølgende. Det tog dog ikke ret lang tid for Bloomberg at finde ud af det, og allerede et par timer senere stod det klart, at Panay var på vej over til Amazon.

Uden at Amazon eller Panay selv har sagt noget om det, skulle det ifølge Bloombergs kilder være Alexa og Echo-produkterne, Panay nu får ansvar for. Her træder han ind i stedet for Dave Limp, der i sidste måned meddelte, at han ville gå på pension.

Fornyelser på vej

Sidste års massefyringer i tech-sektoren gik hårdt ud over Amazons division, der laver Echo-enhederne og Alexa, og i en tid hvor ChatGPT og andre generative AI’er stormer frem, synes de ”gamle” virtuelle assistenter at sakke bagud.

Samtidig har det ikke været de store innovationer, der har karakteriseret Amazons devices på det seneste. Panos Panay har derimod været modig nok til at prøve kræfter med en række forskellige formater af laptops og tablets i Surface-serien, hvor nogle har været knapt så store succeser og andre, som f.eks. Surface Pro, har sat nye standarder.

Det er formentlig præcis hans mod og idérigdom, som Amazon er ude efter, når de sætter Panay til at overtage Echo-serien og Alexa-assistenten (Microsoft-haderne kan eventuelt indsætte deres vittigheder her…)

Både Microsoft og Amazon har planlagt at fremvise efterårets hardware-nyheder i denne uge. Amazon viser sine nye produkter frem på onsdag kl. 17 dansk tid, mens Microsoft præsenterer efterårets Surface-nyheder dagen efter, torsdag kl. 19 dansk tid. Det er ikke til at sige, om Panos Panay dukker op ved en af de to events.

Microsoft vil dog formentlig bruge torsdagens event til at introducere Yusuf Mehdi, der nu overtager både Surface-linjen og Windows efter Panay. Panos Panay startede i Microsoft i 2004, og blev efter succesen med Surface forfremmet til Chief Product Officer i 2018 og endelig til Executive Vice President i 2021.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.