Forside * Nyheder

Amazon ser ud til at droppe Android i sine streamere

-
En af Amazons streamere, Fire TV Cube, har en intelligent højttaler med Alexa indbygget (Foto: Amazon)

Også tablets og andre Amazon-enheder ser ud til at gå over til firmaets egen-udviklede OS i stedet.

Ud over at Android er den klare markedsleder, når det gælder mobil-OS’er, finder vi også Android som fundament for en hel masse andre OS’er. Softwareplatforme lige fra bil-interfaces til VR-headsets er baseret på Android, der er skjult bag ikoner og brugerflade-designs, der ofte slet ikke ligner noget Google-relateret.

En af de firmaer, der har brugt Android som base for rigtig mange af sine hardware-produkter er Amazon. Hvis du har købt en Amazon-streamer i Fire TV-serien, eller måske er en af de nok meget få danskere, der har en Kindle Fire-tablet, har du brugt en modificeret version af Android.

Annonce:

Men det er en æra, der nu får en ende, ser det ud til. Janko Roettgers fra tech-bloggen Lowpass har kigget nærmere på jobopslag, forumindlæg, LinkedIn-status’er og har talt med flere kilder, der alt sammen indikerer, at Amazon er på vej med sin egen OS.

Amazons eget styresystem skulle hedde Vega, i hvert fald som kodenavn. Udviklingen af Vega skulle have stået på siden 2019, og selve styresystemet skulle nu være mere eller mindre færdigt.

Baseret på Linux

Nu er Amazon ifølge Roettgers begyndt at fokusere på den næste fase af processen, hvor de udvikler et Software Development Kit (SDK) til Vega, og tager kontakt til udvalgte udviklere, der så kan gå i gang med at lave apps.

Det sidste er naturligvis især vigtigt for tablets, men er heller ikke uvæsentligt for streaming-bokse og streamingsticks. At lancere et produkt i de to kategorier, der f.eks. ikke har Netflix og Disney+ forhåndsinstalleret er nok en dum idé.

Og det bliver tilsyneladende ikke nogen svær opgave, hvor udviklerne skal lære et helt nyt system at kende. Vega er nemlig ifølge Roettgers baseret på en version af Linux, en anden stor platform, andre firmaer baserer deres OS’er på.

Roettgers’ kilder siger, at Vega som styresystem er mere orienteret mod skyen og nettet end Android er som udgangspunkt, og at det nye OS kan begynde at dukke op i Amazon-produkter allerede til næste år. Ud over Amazons egne streamere kan man også finde deres OS i TV fra f.eks. TCL, der dog i Danmark primært sælges med Google TV ombord.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.