Forside * Nyheder

Apples omsætning falder for fjerde kvartal i træk

-
(Foto: Ruyadeyy44/CC-BY-SA 4.0)

Selv om der er nye salgsrekorder at spore for iPhone og tjenesterne, halter det for resten af forretningen.

”Jeg har gode nyheder og dårlige nyheder. Hvilke af dem vil I høre først?”

Tim Cook kunne i princippet have startet Apples seneste kvartalsregnskabsfremlæggelse med denne kliché. Selv om Apples topledelse valgte en anden kommunikationsstrategi, var det essensen af firmaets resultater i kalenderårets tredje kvartal.

Annonce:

Som de, der følger Apple vil vide, så er kalenderårets tredje kvartal Apples fjerde kvartal på regnskabskalenderen. Firmaet har arrangeret det sådan, at julesalget kommer med i regnskabsårets første kvartal, og Apple dermed starter året med et brag.

De gode nyheder er, at det aldrig er gået bedre for to af Apples salgskategorier. Tjenesterne (hvilket dækker alt fra Apple TV+ over iCloud til Apple Music, men også f.eks. App Store og Apple Pay) har aldrig bragt så mange penge ind som nu. Tjenesterne overgik endda aktieanalytikernes forventninger. Analytikerne havde forventet at Apple ville indhente en hel milliard dollar mindre, end firmaet gjorde.

Der blev også sat rekord på iPhone-salget. Apple øgede sit iPhone-salg med 2,8% i forhold til sidste års tilsvarende kvartal. Det hører dog med til historien, at fordi iPhone 15-serien kom på gaden i september, er der nogle ugers salg af den populære smartphone, der er talt med i dette kvartal. Hovedparten af omsætningen fra nylancerede iPhones fylder normalt mest i julekvartalet.

Kvartalsomsætning=Luxembourgs BNP

Samlet set omsatte Apple for 89,5 milliarder dollar, et beløb svarende til cirka 622 milliarder kroner. Det svarer cirka til Luxembourgs bruttonationalprodukt, men det er faktisk færre penge end Apple omsatte i samme kvartal sidste år. Helt præcist er der tale om et fald på omkring 1%. Og dette er et led i en udvikling, der må give anledning til i det mindste en smule bekymring blandt investorer og på direktørgangene hos Apple.

Det er nemlig fjerde kvartal i træk, at Apple omsætter for et mindre beløb end året før. Firmaet har altså nu oplevet faldende omsætning i et helt år. Det er naturligvis ikke svært at gætte i hvilke kategorier, omsætningen er dalet.

Det er nemlig stort set alle de andre kategorier, altså Macs, iPads, Wearables (AirPods og Apple Watch) med mere. At de nye M3-Macs ikke er til salg endnu kan være en medvirkende faktor. Det er muligvis en af grundene til at Apple har ryddet op i sit udbud af MacBook Pro’er, og ikke længere har 13”-MacBook Pro’en i sortimentet.

Apple prøver muligvis at få folk til at investere i den nye, dyrere 14”-model med M3-chip i stedet. Alle andre er så henvist til MacBook Air, og det skulle ikke undre, om Apple vælger at opdatere Air’en med nye chips i foråret, og så beholder den nuværende model i sortimentet til en billigere pris for at sætte skub i sin salgsvolumen i 2024.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.