Forside * Nyheder

Første oplag af Vision Pro blev udsolgt på få timer

-
(Foto: Apple/Rec.dk)

Analytikere siger at Apple har solgt op mod 180.000 eksemplarer over weekenden og måtte melde første produktionsrunde udsolgt. Men der allerede er opbremsning i bestillingerne.

Det er ikke ofte, Apple tilføjer en ny produktkategori til sit produktudvalg. Derfor er mange tech-observatørers øjne skarpt fokuseret på lanceringen af Vision Pro, Apples MR-headset, der formentlig kommer til at ligge et sted mellem 25.000 og 30.000 kroner, hvis det overhovedet kommer til salg i Danmark.

Sidst, Apple præsenterede et produkt i en for dem helt ny produktkategori var det Apple Watch, der blev præsenteret. Efter en langsom start er Apple Watch blevet den absolutte markedsleder indenfor smarture. Det er dette mønster, Apple formentlig håber på at gentage med Vision Pro.

Annonce:

Derfor sad mange markedsanalytikere klinet til skærmen over weekenden. Der blev nemlig åbnet for forudbestillinger af Vision Pro i fredags, og weekenden ville således give de første indikationer af, hvordan folk tager imod det dyre headset. Og afhængig af, hvordan man ser på det, er Vision Pro allerede på vej til at blive en succes, eller har fået en halvlunken modtagelse.

En af de mest velorienterede Apple-observatører og markedsanalytikere, Ming-Chi Kuo, var en af dem, der fulgte slagets – og salgets – gang. I et blogindlæg skriver Kuo, at han estimerer, at Apple har solgt mellem 160.000 og 180.000 eksemplarer af Vision Pro fra fredag til søndag.

Første produktionsrunde revet væk

Hvis tallet er nærmere de 180.000, er det næsten halvdelen af de Vision Pro-eksemplarer, som Apple oprindeligt planlagde overhovedet at sætte i produktion ifølge de fleste estimater, nemlig 400.000. Det skal siges at analytikerne er uenige om det totale antal, Apple har planlagt, da 500.000 også er blevet nævnt som et estimat af bl.a. Kuo.

(Foto: Apple)

Uanset, hvor stor en procentdel af det estimerede, totale produktionsantal, der er blevet forudbestilt over weekenden er én ting dog sikkert: Indenfor blot få timer af åbningen for forudbestillinger var Vision Pro udsolgt. Første produktionsrunde blev revet væk, som det så ofte er tilfældet for Apples produkter. Det er typisk en indikation af en succes.

Det vurderede Ming-Chi Kuo ud fra en af de mest klassiske målemetoder, nemlig leveringstiden. Den gik fra levering om to uger (2. februar) til 5-7 uger efter få timer. De ekstra uger indikerer den tid Luxshare i Kina, der bygger Vision Pro for Apple, skal bruge på at fremstille næste oplag og så den tid det tager at få dem fragtet ud til køberne.

”I høj grad et nicheprodukt”

Men Kuo bemærkede dog, at der var en ret brat opbremsning i bestillingerne, hvis man skal vurdere ud fra leveringstiden. Hen over weekenden blev denne ved med at ligge på 5-7 uger, hvor f.eks. leveringstiden på nye iPhones typisk stiger støt i de første timer og dage efter forudbestillingsperioden er startet.

Det indikerer, at alle de, der har en dyb interesse i at købe Vision Pro udgjorde de første købere, men at interessen så faldt brat, da denne gruppe havde bestilt. Det kan tolkes som en mere lunken modtagelse.

Ming-Chi Kuo, der er en af dem, der hælder til at Apple forventer at sælge 500.000 Vision Pro’er i år, mener dog ikke, at selskabet får problemer med at nå dette tal, baseret på weekendens forudbestillinger. Men selv om Apple kommer i mål, vil Vision Pro absolut være, hvad Kuo beskriver som  ” i høj grad et nicheprodukt”. Som analytikeren skriver, vil Vision Pro-ejerne i givet fald udgøre 0.007% af Apples samlede, aktive brugerbase.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.