Forside * Featured

Er dette den nye, billigere Xbox Series X?

-
Vi beklager den forringede billedkvalitet, som det hed sig på statsradiofoniens fjernsynskanaler i gamle dage. Men der er som bekendt tale om spionfotos (Foto: Exputer)

Nye billeder er netop blevet lækket af den kommende model, der dog fylder det samme rent fysisk som den nuværende.

Det er ganske typisk for producenter af spilkonsoller at lancere nye versioner af dem, efterhånden som hardwaren udvikles og fylder mindre. Det er det, der f.eks. ligger bag ved Sony PlayStations ”slim”-modeller, der typisk kommer ud 2-3 år efter originalen.

Men også Microsoft gør nogle gange det samme for Xbox, og tilbage i september blev planerne for Xbox Series X og S lækket i forbindelse med en retssag. Dengang hed det sig, at Microsoft til oktober ville give Series X et mindre og mere strømlinet design, ikke mindst fordi Blu-ray-drevet ville blive sløjfet.

Annonce:

Nu er der meget, der peger på, at Microsoft har valgt en anden strategi. Websitet Exputer skrev i sidste måned om at Microsoft angiveligt har fremskyndet lanceringen af den nye Series X-model, så den allerede kommer til juni eller juli.

Nu har Exputer så også fået fingre i spionfotos der tilsyneladende viser den nye model. Det mest bemærkelsesværdige ved billederne er, at designet ikke er ændret ret meget – bortset fra at Series X nu fremstår i den samme hvide farve, som Series S har kunnet fås i.

Prisen er nedgraderet

De, der håbede på at få en mindre Series X, ser altså ud til at blive skuffede. Men der skulle dog være sket nogle små ændringer på indersiden af konsollen. For eksempel skulle heatsink-køleelementet være blevet opgraderet, og det samme skulle være tilfældet for visse andre komponenter.

Det skulle dog ikke være opgraderinger, der giver Series X-konsollen mere ydelse og kraft. Den skulle stadig understøtte de samme spilspecifikationer som den originale model – lige med en enkelt undtagelse.

Den nye model skulle nemlig, ganske som forudset tilbage i september, ikke have noget optisk drev. Blu-ray-drev er ikke så dyre, som de har været, så det er næppe kun der, Microsoft har kunnet skære prisen ned.

Og det sidste, altså prisen, er måske nok hovedfeaturen ved den nye Xbox Series X-model. Ifølge Exputer kan Microsoft skære helt op til 20% af prisen, hvilket i dansk sammenhæng kan betyde, at der måske bliver skåret en tusse af prisen. Exputer skriver dog, at pris-formindskelsen muligvis også kan blive det halve af dette eller et tal midt imellem.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.