Digital Markets Act (DMA) trådte i kraft 7. marts, og har allerede givet vækst i brugertallene hos Chrome- og Safari-konkurrenter som Aloha, Ecosia, Opera og Vivaldi.
Et af formålene med EUs Digital Markets Act (DMA) er som bekendt at skabe større konkurrence på tech-markedet. Og det gælder især at give mindre firmaer bedre konkurrencevilkår i forhold til de store spillere.
Det gælder blandt andet for browsermarkedet, hvor et af de helt store udfordringer har været, at såvel iOS som Android sætter henholdsvis Safari og Chrome (hvis der er tale om stock Android) som standardbrowser på smartphones. I tilfælde, hvor der ikke er tale om stock Android, er det ofte producentens egen browser, der sættes som standard.
Men det er der nu lavet om på. Siden 7. marts har DMA-lovgivningen krævet, at nye smartphones giver et brugeren et klart valg af standardbrowser, når de sætter telefonen op første gang. Og det får tilsyneladende en hel del mennesker til at vælge f.eks. Safari og Chrome fra.
Det skriver Reuters, der har undersøgt effekten af DMA hos nogle af de mindre browser-alternativer. Efter DMA trådte i kraft, har for eksempel den cypriotiske privatlivsfokuserede browser Aloha oplevet ikke mindre end 250% vækst i brugertallet – og det er endda kun for marts, hvilket betyder at væksten er kommet over de sidste tre uger af måneden.
Opera oplever rekordvækst
Det betyder selvfølgelig ikke så meget, hvis brugertallet ikke var ret højt i forvejen, men Aloha har nu 10 millioner brugere, og i det leje er er 250% noget, der kan mærkes. Men Aloha er stadig en lille spiller – til sammenligning har Opera 324 millioner brugere og DuckDuckGo omkring 100 millioner brugere.
Aloha er ikke gratis, men kræver et betalt abonnement at bruge, hvilket browseren har valgt for at undgå at skulle indsamle brugerdata. Alohas siger til Reuters, at EU-regionen er gået fra at være Alohas fjerdestørste marked til at være det næststørste.
Vivaldi i Norge, og Ecosia i Tyskland melder også om øgede brugertal efter DMA trådte i kraft. Hos et af de helt store alternativer til Safari og Chrome på smartphones, Opera, lyder meldingen at firmaet ”oplever rekordvækst i EU-brugertallene lige nu”.
Selv ikke-europæiske mobilbrowserfirmaer som DuckDuckGo og Brave melder om kraftig vækst i brugertallene i EU, forklarer Reuters. Fra Opera hedder det også, at det ser ud til at være en trend at folk ikke bare installerer Opera-browseren, men også gør den til standarbrowser.
Folkene bag Opera siger også til Reuters, at udrulningen af software, der overholder DMA på smartphones, langt fra er færdig endnu. Der kan altså sagtens komme endnu mere vækst i de små browsere, hvis trenden fortsætter.