Forside * Nyheder

Fængselsdom: Solgte login-oplysninger til streamingtjenester

-
Foto: Pixabay.com

Det gav betinget fængsel og samfundstjeneste at videresælge lækkede loginoplysninger til tjenester som TV 2 Play, Viaplay, HBO Max m.fl.

En 30-årig mand fra Odense har modtaget en dom på 40 dages betinget fængsel samt et krav om 60 timers samfundstjeneste for at have solgt intetanende brugeres lækkede login-informationer til diverse onlinetjenester.

Ved Retten i Odense blev han dømt for forsøg på at medvirke til databedrageri gennem videresalg af disse oplysninger. Sagen blev behandlet af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Annonce:

Fra september 2021 til marts 2022 solgte han gentagne gange lister indeholdende i alt cirka 500.000 lækkede login-oplysninger til forskellige onlinetjenester.

Manden havde oprettet en salgsplatform på en hjemmeside, der gjorde det muligt for købere at erhverve sig adgang til eksisterende brugerkonti hos tjenester som TV2 Play, Viaplay, HBO Max, Paramount+ og Podimo. Han markedsførte og solgte desuden login-oplysninger via kommunikationsplatformen Discord, hvor han formidlede salget af 47 specifikke kunders login-detaljer.

“Den dømte har udnyttet datalæk til at skaffe tilfældige kunders login-oplysninger hos en række onlinetjenester. Siden har han solgt oplysningerne videre både samlet og enkeltvis. Det har givet hans købere mulighed for at misbruge de rigtige kunders konti”, fortæller anklagerfuldmægtig hos NSK, Brian Kaas Borgstrøm, i udmeldingen, og han fortsætter:

“Sagen er en påmindelse om, at datalæk kan føre til misbrug hos kunderne. Derfor er det en god idé, hvis man som bruger jævnligt skifter adgangskode og ikke bruger den samme kode på tværs af tjenester”.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.