Forside * Featured

TEST: MacBook Pro med M4 Pro leverer masser af rå ydelse til prisen

-
Apple MacBook Pro med M4 Pro fra 2024 (Foto: Rec.dk).

Vi har testet basismodellen blandt Apples professionelle MacBooks – inklusive, hvor god den er til at encode video, afvikle spil, og køre Windows.

En undersøgelse fra Panasonic viste i foråret, at størstedelen af danske virksomheder skifter medarbejdernes computere ud, når disse er mellem to og fem år gamle. Den universelle tommelfingerregel er da også, at når en laptop er blevet tre år gammel, bør man begynde at overveje at investere i en ny, hvis man bruger den til mere end de mest basale funktioner.

Måske var det derfor, Apple valgte at vise forbedringerne i den nye MacBook Pro-serie fra 2024 ved at sammenligne den med tre-fire år gamle maskiner, snarere end forgængerne fra sidste år. I pressemeddelelsen for MacBook Pro med M4- og M4 Pro/Max-chips ombord, der blev annonceret sidst i oktober, skrev Apple om hastighedsforbedringerne i forhold til MacBook Pro med M1-, og M1 Pro/Max, der kom i henholdsvis 2020 og 2021.

Annonce:

Fordi Moore’s lov stadig holder nogenlunde, er det klart at en computer fra 2024 ser noget mere imponerende ud end en computer fra 2020 eller 2021. Men for en gangs skyld er dette ikke bare leg med statistikker i reklamens hellige navn fra Apples side. Folk putter som regel en ny laptop i tasken med dette års-interval. Det giver med andre mening at vise, hvad folk kan forvente, hvis de var blandt de første, der prøvede Apple Silicon-computerne af og nu overvejer en ny bærbar.

Det er også motivationen for denne test. Vi testede i sin tid M1-chippen, da den blev introduceret, og i testen herunder sammenligner vi netop en MacBook Pro med M1 Pro ombord med dens tre år yngre efterfølger, der netop er kommet på gaden.

…men kan den køre Windows?

Da vi testede en maskine med Apple Silicon M1 for første gang i 2020, var det også med henblik på at se, hvordan Windows kørte virtuelt på Apple egne CPU’er og GPU’er, siden disse ikke understøttede dual-boot med Windows. Der er stadig mange, der foretrækker Apples æstetik og økosystem, men af professionelle årsager stadig er nødt til at have adgang til Windows. Så det er også noget, vi har kigget på i denne test.

Testen handler dog naturligvis primært om, hvad man får for pengene, når man køber en MacBook Pro i 2024. En kort overgang var ”Pro”-navnet lidt udvandet hos Apple, da en M1-maskine blev introduceret som MacBook Pro, der dog blot var en 13” MacBook Air med få ekstra features. Det har Apple siden ændret på, sådan at hvis du ”nøjes” med en M4-chip får du stadig en maskine med det samme chassis og den samme 14,2” Liquid Retina XDR-skærm som resten af serien, men med lidt færre hestekræfter under motorhjelmen.

Apple introducerede sidste år “Space Black” som en ny farve til MacBook Pro 14″ med Apple Silicon (Foto: Rec.dk).

Det ændrer dog ikke på, at en ”rigtig” MacBook Pro enten har en M4 Pro- eller M4 Max-chips ombord. Det er disse maskiner, kreative professionelle, der arbejder med design, lyd/musik, video eller fotobehandling vil foretrække på grund af fordelingen af højtydende og effektive kerner på chipsettet. Det samme gælder folk, der arbejder med at analysere store mængder data, træner AI-modeller lokalt på deres maskine, eller arbejder med avanceret softwareudvikling.

Hvor MacBook Pro med M4 har flere strømbesparende kerner end højtydende kerner på CPU’en (hhv. 6 og 4), er det lige omvendt på udgaverne baseret på M4 Pro og Max (hhv. 4 og 8 eller 4 og 10 på basismodellerne). Dertil kommer at M4-modellen har 10 GPU-kerner, mens M4 Pro/Max-modellerne begynder med 16 GPU-kerner og kan konfigureres med helt op til 40 af slagsen. Chassiset og skærmstørrelsen til trods er der altså stadig langt mere gods i M4 Pro og Max.

Den model, vi har testet her, er basismodellen med M4 Pro med 16 GPU-kerner og 12 CPU-kerner, 8 højtydende og 4 af de effektive. Den har 24GB RAM ombord, 512GB SSD og 14,2”-skærm (den fås også med 16”-skærm) med en opløsning på 3024x1964pixels/254ppi. Ligesom på de andre modeller sidder der tre USB-C-porte på den, men fordi denne er en Pro-model er understøtter disse Thunderbolt 5, hvor M4-modellen kun har Thunderbolt 4 ombord. Dertil kommer en SDXC-kortlæser, en HDMI-port og et MagSafe 3-stik til strøm…og heldigvis har Apple stadig ikke fjernet hovedtelefonstikket. Vores testmodel var Space Black-varianten, men den fås også i sølv.

Udpakning og de første indtryk

Den nye MacBook Pro med M4 Pro kommer i den samme indpakning som sine forgængere, blot med et nyt billede på fronten, så selve ”unboxing”-oplevelsen er der ikke meget nyt i. Lige indtil maskinen er frigjort fra sine paptøjler og skærmlåget løftes for første gang. Undertegnede blev nærmest helt forskrækket over, hvor hurtigt skærmen tændtes for fuld blæs, da jeg blot lettede en smule på låget. Macs har altid vågnet fra slumretilstand en anelse hurtigere end Windows-maskiner, men på den nye MacBook sker det nærmest du bare rører en lille smule ved låget.

Lidt udpaknings-porno (Foto: Rec.dk).

Det er på ingen måde fordi M1 Pro-maskinen, vi sammenligner med i denne test er begyndt at halte. Den kører stadig MacOS Sequoia upåklageligt og håndterer fotos og videoer i Adobe Photoshop og Premiere uden at gå i knæ med mindre, den bliver presset urimeligt. Har du sådan en maskine og synes, den kører fint, kan du formentlig snildt vente et år eller to med at opgradere.

Men når du kommer direkte fra en M1 Pro-maskine og begynder at arbejde med M4 Pro i stedet, mærker du med det samme, at der er meget mere overskud. Animationerne i Sequoias brugerinterface kører lidt glattere, apps og programmer starter meget hurtigere op og det hele virker i det hele taget mere responsivt. De der små, korte ventetider som du hurtigt vænner dig til når du bruger en laptop, er kraftigt reduceret. Hele oplevelsen er simpelthen hurtigere, glattere, mere friktionsløs.

Ikke meget nyt på skærmen

Det manglede da også bare, når du opgraderer til en maskine, der starter ved 16.799 kroner. Hvis der ikke var nogen forskel i selve fornemmelsen og følelsen af at bruge maskinen, ville den ikke være de mange penge værd. Når det er sagt, er det derudover svært at se de helt store forskelle på M1 Pro- og M4 Pro-udgaven ved første øjekast. De har de samme porte på siderne (bortset fra M4’erens Thunderbolt 5-kompatibilitet) og den samme skærm.

Det er den samme Liquid Retina XDR-skærm, der sidder i 2024-modellen, som der sad i den tre år ældre model. MacBook Pro kan nu fås med en nanotekstur-belægning på skærmen, der gør den mere mat og nedbringer genskin, men det kræver en ekstrabetaling på 1.350 kr. Vores testmodel havde ikke denne belægning.

Det er uden tvivl en anelse skuffende, at Apple stort set ikke gjort noget ved skærmens indvendige hovedteknologier i de tre generationer af MacBook Pro’er, der er fulgt efter M1 Pro-lanceringen i 2021. Der er dog en enkelt, lille undtagelse i år, der ikke er til at kimse ad. Apple har nemlig skruet op for lysstyrken ved udendørs brug, hvor firmaet lover, at MacBook Pro’ens skærm kan komme helt op på 1000 nits, når den viser SDR-indhold.

2024-modellen er til venstre i billedet og 2021-modellen til højre. Begge skærmes lysstyrke er skruet helt op, og 2024-modellen klarer det lidt bedre, trods det stærke solskin (Foto: Rec.dk)

Vi havde ikke mulighed for at måle dette med et præcisionsværktøj, men som billedet herover viser, ser der ud til at være noget om snakken. Med de to maskiners lysstyrke skruet helt op er det noget nemmere at se, hvad der sker på 2024-maskinens skærm i forhold til 2021-modellen. Det er ikke nogen kolossal forskal, men lidt har også ret, når det handler om at kunne bruge sin laptop udendørs.

Cirka dobbelt så hurtig over hele linjen

Men igen – ud over at skærmen er lidt nemmere at se på udendørs og at alting føles lidt mere responsivt, er der ikke den store forskel at spore ved første øjekast mellem MacBook Pro med M1 Pro og M4 Pro. Vi skal ned under overfladen for at se de helt store forskelle. Når du fyrer op under kreative apps som Adobe Photoshop eller Premiere Pro, er forskellen allerede tydelig under opstarten, der sker hurtigere end tidligere. Som man kan forvente, er ventetiden nu kortere for alle operationer, der kræver lidt tænketid for computeren, såsom rendering af videoeffekter i Premiere eller AI-generering af baggrunde i Photoshop. Der er højere til loftet, når man arbejder med lyd og musik i f.eks. Logic, hvor der kan tilføjes mange flere spor og effekter, før computeren begynder at få hovedpine.

Foto- og videoredigering som nævnt ovenfor er dog primært en GPU-opgave, og det kan være svært at vurdere ved almindelig brug, hvordan CPU’en og GPU’en fordeler arbejdet internt. Det er nemmere at se forskellene, hvis vi kigger på rene tal og konkrete ydelsesmålinger, og vi satte derfor først Geekbench 6 til at måle CPU’ens ydelse på de to maskiner. M4 Pro-modellen opnåede en single-core score på 3763, mod M1 Pro’ens 2418, altså lidt over en 55% forøgelse på hver enkelt kerne. Multicore-resultatet var 20356 mod 10865, og det svarer nogenlunde overens med Apples løfter. Ved præsentationen af M4 Pro sagde firmaet, at den var 1,9 gange hurtigere end M1 Pro.

Geekbench 6-scores for de to MacBook Pro’er (Foto: Rec.dk)

Med andre ord fordobler du næsten den rå CPU-ydelse, du kan hive ud af din computer, hvis du opgraderer fra en 2021-model. Det kan virkelig mærkes, når du udfører de tunge opgaver.

Fordelen ved at købe en MacBook Pro med M4 Pro-chip fremfor f.eks. en Air eller Pro med M4 er dog helt klart det højere antal af GPU-kerner, der starter ved 16 styks, som på vores testmaskine. Det er naturligvis disse kerner, der gør billed- og videoredigering hurtigere og glattere og som potentielt også siger noget om maskinens evner indenfor gaming og træning af AI-modeller lokalt i stedet for i skyen.

Sammenligning af resultaterne fra UNIGINEs Heaven-benchmark (Foto: Rec.dk)

Det er ingen hemmelighed, at undertegnede ikke længere er den helt store gamer, så det blev overladt til UNINGINE’s Heaven-benchmark at måle GPU’ens ydelse på de to maskiner. Her opnåede M4 Pro-modellen en samlet score på 2782 mod M1 Pro-modellens 1315. Det er altså mere end en fordobling, med en 111 procents forøgelse. Det er ret imponerende, taget i betragtning, at der kun er to yderligere GPU-kerner i den nye model, og den overskydende CPU-kraft samt 8GB ekstra RAM hjælper formentlig.

Hård encoding-opgave klaret på under en halv time

Nu er Rec.dk’s læsere formentlig mere optagede af video end gaming, så vi har naturligvis også testet den nye MacBook Pro’s evner i den henseende. Der er ikke ret mange opgaver, en computer kan blive sat til på den front, der kræver mere power end at omkomprimere en videofil. Vi gav maskinen lidt af en udfordring ved at bede den encode en 2 timer og 7 minutter lang h.265-komprimeret film i 4K (3840×1920), 24fps og 5.1-lyd til h.264-komprimeret 1080p i stereo med en meget reduceret bitrate og samme fps.

MacBook Pro’en fra en anden vinkel (Foto: Rec.dk)

Vi brugte app’en Handbrake til dette og det standard-preset, app’en har, der hedder Fast1080p30. Der blev foretaget to modifikationer til preset’et: Dels satte vi frameraten til 24, dels satte vi den til at bruge Apples VideoToolBox-encoder for at sikre, at Handbrake brugte hardware-acceleration og dermed udnyttede maskinens GPU-kerner. Det tog blot M4 Pro-maskinen 23 minutter og 58 sekunder at foretage denne ret hårde opgave, mens M1 Pro-modellen var næsten dobbelt så lang tid om det, nemlig 44 minutter og 55 sekunder.

Hvis den ærede læser begynder at ane et mønster her, er det korrekt observeret – på de fleste fronter er M4 Pro-maskinen cirka dobbelt så hurtig som den med M1 Pro ombord.

Virtuelle maskiner er gratis nu

Som nævnt indledningsvis er muligheden for at dual-boote med Windows på en Mac forsvundet i takt med at Apple har droppet Intel-chipsets i deres maskiner. Men som vi viste tilbage i 2020, så er der så meget ekstra saft og kraft i Apple Silicon og ARM-arkitekturen, at Macs med M-chips kan køre Windows i en virtuel maskine, hvis det skal være. Det giver naturligvis på ingen måde den samme ydelse at køre Windows i en virtuel maskine inde i MacOS, som at køre den direkte på en Intel-chip, og den virtuelle løsning omfattede en del kompromiser. Én ting var ydelsen, men det krævede også, at du betalte for virtualiseringssoftware såsom Parallels. Og det var ikke ligefrem nogen fantastisk oplevelse at køre PC-spil virtuelt på en Mac.

Undersiden af den nye MacBook Pro-serie ser ganske velkendt ud (Foto: Rec.dk)

Fire år senere har tingene ændret sig en del. For det første koster det ikke længere penge at bruge virtualiseringssoftware. Efter Broadcom har købt VMware, stilles sidstnævntes VMFusion-app nu gratis til rådighed til personlig brug, og du kan således køre en virtuel PC på MacOS uden at betale noget for det. Windows 11 ARM kan også hentes gratis – men kræver dog aktivering, hvilket koster penge. Med andre ord kan du gratis sætte en virtuel Windows-PC op på en Mac nu og bruge den indtil Windows skal aktiveres.

Det store spørgsmål er så, hvor godt, det kører. Folks behov i den henseende er meget forskellige, så også her har vi brugt neutrale benchmark-tests – de samme som ovenfor. På den måde kan vi se, hvor begrænset, ydelsen på den virtuelle Windows-maskine er i forhold til at bruge Mac’en normalt.

Meget bedre til Windows end M1 Pro

Konklusionen på denne del af testen er klar: Hvis du har behov for at køre en virtuel Windows-maskine på Mac, bør du investere i en MacBook Pro med M4 Pro. Det handler slet og ret om det overskud, som M4 Pro’en har i forhold til antal kerner.

Når du sætter en virtuel maskine op i MacOS, uanset om der er tale om Parallels eller VMFusion, dedikerer du et antal CPU-kerner og en mængde RAM til formålet. Det betyder, at du er nødt til afveje, hvor mange kerner og Gigabyte RAM du kan allokere til den virtuelle maskine før MacOS begynder at gå i knæ, fordi den ikke længere har ressourcer nok. På M1 Pro-modellen kunne det være svært at finde denne balance. På M4 Pro’en virker det slet ikke som noget problem, fordi der simpelthen er flere kerner at tage af.

Geekbench 6-scores i virtuel Windows (VMFusion) på M4 Pro-modellen (tv.) modsat M1 Pro-modellen (th.) (Foto: Rec.dk)

I vores test skar vi ned gennem midten og valgte at dedikere 50% af både kerner og RAM til hver maskine. På M1 Pro-modellen var der altså 4 CPU-kerner hver til den virtuelle maskine og til MacBook Pro’en selv, mens der var 6 til hver på M4 Pro-modellen. Ligeledes var der 8GB RAM til hvert system på maskinen fra 2021 og 12GB RAM til hver på 2024-maskinen. Denne fordeling gav en tydelig forskel i oplevelsen af at bruge den virtuelle Windows. Hvor M1 Pro-modellen var tung at bruge og f.eks. havde svært ved at håndtere hurtig scrollen ned gennem et website, føltes M4 Pro’en som om Windows kørte native på maskinen. Brug af programmer og apps, der kræver mere af maskinen vil dog formentlig gøre noget ved dette, men det virker i det mindste som en reel mulighed at køre Windows virtuelt i daglig, professionel brug på MacBook Pro med M4 Pro. På M1 Pro’en virker det mest som noget, man bør gøre undtagelsesvist, når man har behov for det, og sætte god tid af.

Dette blev bekræftet af vores benchmark-tests. Geekbench 6, kørt i den virtuelle Windows på M4 Pro-modellen resulterede i en singlecore-score på 3003 og en multicore-score på 11185. Når det gælder singlecore-scoren, så kan Windows altså køre med 80% af den samme ydelse som MacOS har uden virtualisering. Multicore-scoren lidt over det halve (55%) af Mac’ens egen Geekbench-score, hvilket jo ikke er overraskende, eftersom vi har dedikeret halvdelen af dens ressourcer til den virtuelle Windows. Men hovedpointen er, at der er masser af ressourcer til begge dele og at såvel MacOS som Windows 11 ARM kører ganske fint på 6 kerner og 12GB RAM hver, så længe man ikke skal redigere 8K-video med 32 Dolby Atmos-kanaler samtidig.

Til sammenligning kunne M1 Pro-modellen mønstre en Geekbench 6-score på 2028 på singlecore og 6099 på multicore. Det er faktisk en anelse bedre rent procentmæssigt i forhold til hvad Mac’en scorede uden virtualisering. De enkelte kerner kan køre Windows virtuelt med 84% af, hvordan de håndterer MacOS og den virtuelle multicore-score er på 56% af den u-virtualiserede. Problemet er bare at der i praksis er en ret stor forskel mellem virtuel Windows på M4 Pro og M1 Pro, fordi 4 kerner og 8GB RAM er i underkanten for såvel Windows 11 ARM som MacOS Sequoia. Det er et af de tilfælde, hvor mere er bedre.

Ikke til professionelle PC-gamere

Hvad med muligheden for at køre PC-spil på MacBook Pro med M4 Pro? Dette testede vi ved at køre UNINGINE Heaven-benchmarken i den virtuelle Windows, ligesom vi gjorde på den rene MacOS. Resultatet var meget lig, hvad vi fandt på Geekbench 6. Den samlede score var 2299 på virtuel Windows mod 2782 på ren MacOS – altså kører den virtuelle Windows med cirka 83% af den målte ydelse på den rene MacOS. Ikke dårligt, og helt i tråd med vores øvrige resultater. Der blev opnået en max FPS på 157 på den virtuelle Windows mod 193 på ren MacOS, hvilket at den virtuelle Windows skærer omtrent en femtedel af ydelsen. Om det er nok til den enkelte gamer, vil jeg lade eksperterne på det område om at vurdere. Som regel anses en gennemsnitlig (altså ikke max.) FPS på omkring 60 at være bundgrænsen for et spil kører glat, og en gennemsnitlig FPS på 80-90 er ifølge mange af gamerne på Reddit optimalt.

Sammenligning af UNINGINEs Heaven-benchmark kørt i virtuel Windows på begge maskiner (Foto: Rec.dk).

M1 Pro-modellen havde som nævnt allerede vist tegn på at være overbebyrdet, og spil-benchmarken fra UNINGINE gjorde det ikke bedre. Igen var problemet ikke så meget forskellen på den virtuelle Windows modsat den rene MacOS, men derimod hvor mange ressourcer, der var til rådighed i det hele taget. Den samlede score i Heaven-benchmarken var 1211 for virtuel Windows og 1315 for ren MacOS. Altså en meget lille forskel. Men ingen af de to systemer kunne komme ret meget op over 100 i max. FPS. Det betyder formentligt, at den gennemsnitlige FPS er en hel del mindre, og måske endda kommer under de magiske 60 FPS.

Der er altså ingen tvivl om at Macbook Pro med M4 Pro er væsentlig bedre til at køre Windows virtuelt end 2021-modellen. Der skulle endda være gode muligheder for at køre PC-spil med en rimelig framerate på den.

Højttalere, kamera og batteri

Som nævnt er det primært på CPU/GPU-siden, der er sket forbedringer på MacBook Pro med M4 Pro. Det er de samme seks højttalere og sæt af tre mikrofoner, der har siddet i maskinen siden 2021, så lyden over højttalerne er den samme som tidligere. Overordnet set bør man ikke lytte til musik over laptophøjttalere, med mindre man ønsker at fornærme folkene bag musikken og ødelægge sin lytteoplevelse. Men hvis det nu SKAL være, så kan MacBook Pro afgive flere af de lave frekvenser end bærbare maskiner normalt kan.

Webkameraet i toppen af skærmen på den nye MacBook Pro har fået en ordentlig opgradering (Foto: Rec.dk)

Webkameraet i MacBook Pro med M4 Pro er dog blevet væsentligt forbedret. Hvor tidligere modeller havde et 1080p-kamera ombord er der nu et 12 megapixels webcam i låget. Den øgede kapacitet giver mulighed for at bruge Center Stage, som er Apples software, der uanset vedkommendes bevægelser forsøger at holde personen der taler til kameraet i midten af billedet og med nogenlunde korrekt afstand fra hovedbunden til toppen af billedet. Det virker ret upåklageligt. Der er også en funktion, der hedder Desk View, hvor du kan vise noget frem på skrivebordet i stedet for at holde det op foran kameraet. Det var lidt mindre intuitivt at få til at virke end Center Stage, og billedkvaliteten går en hel del ned, fordi der zoomes kraftigt ind digitalt. Men med lidt øvelse kan det nok blive bedre.

Ifølge Apple kan batteriet holde i 22 timer på en opladning, men dette kommer så meget an på hvordan maskinen bruges, at det kan være svært at lave en neutral måling, der giver mening. Det er trods alt de færreste, der sidder og ser på streamet video eller udelukkende suser rundt på nettet via et enkelt browservindue i 22 timer. Helt generelt er MacBook Pro’erne meget følsomme overfor visse, strømkrævende programmer. Adobe Photoshop, selv hvis den er åben i baggrunden uden at blive brugt, kan f.eks. nedbringe batterilevetiden en hel del. Det samme gælder Chrome eller Firefox med en mængde åbne faner, og især, hvis der kører video eller aktive reklamer på nogle af fanerne.

Men hvis man undgår den slags strømspild, kan MacBook Pro med M4 uden tvivl køre mere end en hel dag uden at skulle lades op. For eksempel skrives disse ord med 50% på batteriet efter mindst fire timers konstant brug i dag, og cirka fire timers brug dagen før efter maskinen sidst blev ladet helt op. Altså mindst otte timers brug med en nat ind imellem på standby efter fuld opladning, og der er formentlig stadig otte timer yderligere tilbage.

Apple Intelligence

Endelig er der Apple Intelligence, der endnu ikke er rullet fuldt ud i Danmark, men som vi har fået lidt mere adgang til her i USA, hvor testen bliver gennemført. En af de funktioner, der har fået en AI-vitaminindsprøjtning på macOS er Siri-assistenten, som du nu både kan tale og skrive til via et lille vindue i højre hjørne af skærmen.

Hvis du normalt har svært ved at få Siri til at forstå, hvad du siger, kan du nu bruge Apple Intelligence til at skrive til assistenten i macOS. Ikke at det hjælper ret meget… (Foto: Rec.dk)

Det ser dog ud som om, der er lang vej endnu i forhold til at gøre Siris sprogforståelse lige så god som f.eks. ChatGPTs eller Claudes. Jeg er p.t. på rundtur i 70’er/80’er-bandet Ultravox’s bagkatalog og bad derfor Siri spille bandets første album – uden at nævne navnet på dette. Den nye AI-Siri kunne godt finde ud af at sætte gang i Apple Music, men den valgte at afspille ’Quartet’, der er bandets syvende album. Da jeg protesterede og skrev til Siri at ”dette er ikke deres første album” – en besked, ChatGPT ville have forstået med det samme – reagerede Siri ved at begynde at spille bandet Disturbeds cover-version af ’The Sound of Silence’. Jeg ved ikke, om dette skulle opfattes som en eller anden form for dårlig vits fordi Siri ikke kunne udføre min ordre, men det virkede bare inkompetent. Den nye Siri kan finde ud af at åbne og aktivere apps (inklusive tredjeparts-apps, der ikke kommer fra Apple), men er altså ikke ret god til at udføre mere specifikke ordrer i dem.

Apple Intelligence i Photos-app’en er et tilfælde af, at Apple halter lidt bagefter. De fleste funktioner er velkendte for brugere af Google Photos, uanset platformen, sidstnævnte anvendes på. Apple Intelligence kan også give dig forslag til, hvad du skal skrive i beskeder og e-mails, men hvis man har været vant til at bruge konkurrerende mail- og beskedplatforme, er dette heller ikke noget nyt, men tværtimod noget, Apple er kommet lidt sent i gang med.

Apple er lidt mere fremme i skoene med opsummeringer af beskeder og e-mails, men her kommer tilliden ind i billedet. Det er op til den enkelte, naturligvis, men med den viden, jeg har om hvor ofte AI’er begår fejl lige nu, er jeg konstant bange for at jeg går glip af en vigtig email, besked, eller notifikation, når jeg overlader det til Apple Intelligence at opsummere dem for mig.

I Safari kan du med Apple Intelligence få en opsummering af indholdet af en webside. Her er et eksempel fra Stanford Encyclopedia of Philosophy’s indlæg om AI-etik, som er lige lovlig kortfattet i forhold til det ellers meget lange indlæg (Foto: Rec.dk)

Det er lidt samme problem, der gør sig gældende ved opsummeringer og transkriberinger af lydoptagelser. Det er smart, at man kan optage, hvad der bliver sagt på f.eks. et møde eller ved et foredrag og så få transkriberet teksten efterfølgende – eller blot få et resumé af den. Men det kræver en del tillid til at Apple Intelligence får det hele med, for det er både tidskrævende og arbejdsomt at skulle tjekke efter. Personligt er jeg ikke sikker på, at Apples løsning her er den bedste. Googles NotebookLM virker umiddelbart som en bedre løsning til denne brug. Apple opfordrer også til brug af Apple Intelligence til at opsummere websites, men det kræver, at du bruger Safari, og jeg synes simpelthen ikke at opsummeringerne er nok til at skifte over fra de andre browsere jeg bruger – især fordi det samme tillidsproblem opstår igen.

Det havde muligvis været noget andet, hvis Apple Intelligence-opsummeringerne gik på tværs af alle apps på samme måde som AI’ens skriveværktøjer gør. Det er nemlig ret smart, at Apple Intelligence er så gennemgribende i macOS, som den er. For eksempel kunne jeg med et hurtig og nemt højreklik på en valgt tekst kalde Apple Intelligences skriveværktøjer op i Word, selvom dette ikke er et Apple-produkt. Herfra kan man så få korrekturlæst sin tekst, få et bud på en omskrivning efter omorganisere teksten. Det er især hjælpsomt, at du kan bede Apple Intelligence gøre teksten mere ”venlig”, ”kortfattet”, eller ”professionel”, og du kan få den til at opsummere det valgte eller sætte det ind i en tabel eller på en liste. Du kan naturligvis få ChatGPT til at gøre det samme men det smarte er, hvordan det er indarbejdet på tværs af hele styresystemet. Funktioner er der, når du skal bruge den.

Det er ret smart, at Apple Intelligences skriveredskaber går på tværs af systemet, inklusive i tredjeparts-apps som Word (Foto: Rec.dk)

Apple Intelligence på macOS er med andre ord ikke synderligt imponerende endnu, men kan stadig nå at blive det, hvis Apple formår at hale ind på sine konkurrenter, når det gælder AI. Det bedste ved Apple Intelligence er, når det er allestedsnærværende og man kan bruge den i apps, der ikke står Apple på, så forhåbentlig fortsætter Apple med den strategi på macOS. Det er en lignende strategi, Microsoft har med Copilot i Windows, og det er heldigt for Apple, at heller ikke Microsoft har løst opgaven til alles glæde og tilfredshed endnu. Vi er stadig tidligt i processen på begge platforme, og det kan man godt mærke.

Svær at slå

Der er ingen tvivl om at Apples MacBook Pro med M4 Pro er en af de bedste laptops, du kan købe for penge lige nu. Spørgsmålet er, om den er de mange penge værd, den koster. Det er en stor investering at give næsten 17.000 kroner for en bærbar computer. Du skal have hårdt brug for den rå ydelse og hastighed, som du får en MacBook Pro med en Pro- eller Max-chip, og hvis du er typen, der kan nøjes med gratis apps til billedredigering, fordi det kun foregår tre-fire gange om året, kan du roligt gå langt uden om denne maskine.

Men når det gælder rene CPU-cyklusser per krone, du betaler, er der meget få laptops, der kan konkurrere med MacBook Pro med M4 Pro. Windows-laptops med tilsvarende Geekbench-målinger ligger typisk i nogenlunde samme prisleje som MacBook Pro – og selv om disse kan findes billigere, har Apples laptops typisk en fordel: De holder prisen bedre. Hvis du vælger at sælge din MacBook Pro efter 3-4 år for at købe en ny, kan du som oftest få mere for den end en Windows-laptop af samme alder. Det er diskutabelt, om det er ren brandværdi og reklame, der gør denne forskel, det er meget muligt. Men ikke desto mindre er forskellen et faktum.

Dertil kommer, at du kan benytte dig af Apples ombytnings-tjeneste og få rabat på din næste MacBook Pro, hvis du ikke orker at sætte den gamle maskine til salg. Det kan beskrives som et trick til at holde dig fast i Apple-økosystemet, og det kan man mene om, hvad man vil. Men det nedbringer prisen, du betaler for den næste laptop, og dermed også, hvad du betaler for computer-hestekræfterne.

Med dette in mente er det ret svært at finde højtydende laptops, der kan slå MacBook Pro med M4 Pros værdi i forhold til prisen – med mindre, formålet udelukkende er gaming.

Konklusion
Selv med dens pris i den dyre ende er det svært at finde en anden laptop, der leverer så mange computer-hestekræfter pr. krone, du betaler. Især, når man tager i betragtning, hvor længe MacBook Pro'er typisk holder prisen, og hvor langsomt, de forældes.
Design
Skærm
Kamera
Batteritid
Apple Intelligence (2024)
CPU/GPU-ydelse
Plus
Ydelse pr. betalt krone
Batterilevetiden
Design og feel
Kører Windows hæderligt
Skærm tydeligere i solskin
Nyt webcam med Center Stage
Minus
Apple Intelligence halter bagefter
Stadig ikke god til gaming
4.8
Karakter
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.