Forside * Nyheder

Kommer Lenovos ”strækbare” computer til januar?

- 0
(Foto: Evan Blass)

Skal man tro nyligt lækket marketing-materiale, kan sjette generation af ThinkBook Plus-serien introducere en ny kategori af computere.

Da laptop-computerne kom frem, var vi danskere heldigvis sprogligt begavede nok til ikke at kalde kategorien for ”skød-computere”. I stedet landede vi på bærbare computere. Og siden har vi brugt lignende tillægsord til at beskrive adskillige relaterede produktkategorier.

På et tidspunkt kaldte vi kraftige gamer-laptops med 17” skærme og to timers batterilevetid for slæbbare i et tilfælde af kærligt drilleri. Et nyere og mere officielt eksempel er naturligvis foldbare smartphones og tablets, hvor skærmens fleksibilitet navngiver kategorien. Nu skal vi måske have endnu en ”-bar” på banen, nemlig strækbar.

Annonce:

Det synes nemlig at være den bedste beskrivelse for en ny maskine, som Lenovo ser ud til at barsle med i ThinkBook Plus-serien. Lenovo teasede konceptet allerede i oktober 2022 med en video, og så igen under MWC i februar 2023. Dengang virkede konceptet dog ret prototype-agtigt, og endnu ikke klar til masseproduktion.

Men nyligt lækkede billeder af maskinen tyder nu på, at konceptet er kommet langt i de sidste par år. Billederne er blevet bragt på banen af måske den mest troværdige veteran indenfor produktfoto-lækager, Evan Blass, der dog ikke har ret meget mere at tilføje om maskinen, end hvad billederne fortæller.

Skærm strækkes i højden

Der er tale om en laptop, hvor skærmen kan strækkes i højden, og det er denne detalje, der gør det fristende at beskrive den som en strækbar computer. ThinkBook Plus-serien er der, hvor Lenovo prøver nye ting af, og det passer derfor måske meget godt, at det er der, den strækbare maskine lanceres.

Den nuværende, femte generation af ThinkBook Plus er således en hybrid-bærbar, der er en Android-tablet, indtil du sætter den sammen med tastatur-bunden, hvorved den bliver til en Windows-laptop. Det ser ikke umiddelbart ud som om, den strækbare computer kan lave det samme Android/Windows-trick, men til gengæld kan skærmen gøres næsten dobbelt så høj.

(Foto: Evan Blass)

Evan Blass’ billeder, der i høj grad ligner færdigt billedmateriale til markedsføringsbrug, viser, at den høje skærm for eksempel kan splittes i to. I eksemplet herover ser denne funktion ud til at være brugt til at køre et onlinemøde på den øverste del af skærmen og en præsentation (der måske vises til mødedeltagerne) på den nederste del.

Blass forventer, at sjette generation af ThinkBook Plus med strækbar skærm bliver annonceret i forbindelse med CES 2025, der kun er få uger væk. Hvad han baserer dette på er ikke til at vide, men at billederne ser ud til at være klar til mangfoldiggørelse så tæt på det næste store techmesse-brag understøtter hans forventning.

På Lenovos hjemmeside står femte generation af ThinkBook Plus – den føromtalte Android/Windows-kombi – stadig som ”kommer snart”. Så selv om den strækbare sjette generation bliver annonceret til januar, kan der altså godt gå en del måneder, før den er tilgængelig. Og billig bliver den næppe.

(Foto: Evan Blass)
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.