
Kamerahakket er tilsyneladende tilbage på Apples kommende budget-iPhone.
Så kan du godt finde saltmøllen frem og begynde at strø mellem et gran og en mindre bunke salt ud fra den. Nedenstående lækage skal helt sikkert tages med salt. Men hvis der er tale om fup, er det meget overbevisende fup.
X-brugeren Majin Bu, der primært skriver om iPhones, har fået fingre i en enhed, der i høj grad ligner den kommende iPhone SE 4. Der er dog næppe tale om en fungerende enhed. Apples sikkerhedsforanstaltninger omkring iPhone har været nærmest umulige at bryde siden iPhone 4-affæren for 15 år siden.
I stedet er der formentlig tale om en dummy af den slags, tilbehørsproducenterne bruger til at designe og markedsføre deres iPhone-tilbehør efter. Disse lækker noget oftere, og vi har endda selv her på Rec.dk haft fingre i sådan nogle dummy’er længe før lanceringen af det egentlige produkt.

Men den slags dummyer er ofte ret detaljerede, fordi tilbehørsproducenterne for eksempel skal kunne tage overbevisende billeder til markedsføringsbrug med dem. Af samme grund kan vi lære en hel del om, hvordan iPhone SE 4 kommer til at se ud fra Majin Bus lækkede billeder og video.
Først og fremmest er iPhone SE 4s udførsel i sort eller hvid med sølv på siden både minimalistisk og strømlinet i designet. Dette er dog ikke bare et designvalg fra Apples side, det kommer også helt automatisk af, at der kun er en enkelt kameralinse på bagsiden, netop for at gøre telefonen billigere. Linsen ser dog noget større ud end på den nuværende iPhone SE-model.
Et sidste farvel til Home-knappen
Som forventet skifter iPhone SE 4 også SE-serien over til det mere kantede design, som almindelige iPhones har haft siden iPhone 12. Den nuværende iPhone SE, der blev annonceret i 2022, har stadig det runde design, som Apple anvendte på iPhone 6 til iPhone 11.

Efter EUs lovgivning om det samme, siger det også sig selv, at iPhone SE nu har USB-C i bunden. iPhone SE blev hevet ud af EU-markedet sidste år for at sikre, at Apple overholdt loven og ikke havde nogle telefoner med Lightning i sortimentet.
For første gang i SE-serien dropper iPhone SE 4 også Home-knappen på forsiden. Det betyder et farvel til de to sorte bræmmer i toppen og bunden og at telefonen i stedet får skærm til kanten. Det er på en måde lidt af en æra, der er slut, for lige siden annonceringen af iPhone i 2007 har Apple altid haft en telefon i sortimentet med bræmmer og Home-knap. Når iPhone SE 4 sendes på markedet er dette ikke længere tilfældet.

Fordi bræmmerne forsvinder, vender en gammel kending til gengæld tilbage til iPhone-designet, hvis man altså skal stole på Majin Bus lækkede materiale. Det er kamerahakket, der første gang dukkede op på iPhone X i 2017. Det er åbenbart for dyrt at sætte en Dynamic Island (der introduceredes på iPhone 14 Pro/Max) ind i iPhone SE.

Det er kameraets placering, der indikerer muligheden for et kamerahak. Placeringen svarer nemlig til kamerahakket på iPhone 14 – og desuden skriver Majin Bu på X, at dummy’erne har hakket. Man skal dog ikke dømme Dynamic Island helt ude endnu i forhold til iPhone SE 4. Der er trods alt kun tale om en dummy her, og Evan Blass, hvis lækager som regel er noget mere troværdige end alle andres, har tidligere meldt ud at iPhone SE 4 får Dynamic Island ombord.
Apple annoncerer typisk sine nye iPhone SE-modeller i foråret hvert tredje år. Sidst var i marts 2022, så hvis firmaet også har tænkt sig at vente til marts måned denne gang, er dette design blevet lækket endog meget længe før lanceringen. Sådanne lækager har tidligere fået bl.a. Google til at fremskynde en annoncering. Men nu er det jo Apple, vi taler om…
