Forside * Nyheder

Mand får fængselsdom for streaming-svindel

-
Foto: Pixabay.com

En mand fra Aarhus er blevet idømt 2 års fængsel for omfattende svindel med ophavsret på streaming

En 54-årig mand fra Aarhus er blevet idømt to års fængsel, hvoraf tre måneder skal afsones ubetinget, for groft databedrageri og overtrædelse af ophavsretsloven. Dommen blev afsagt af Vestre Landsret, som desuden konfiskerede 3,5 millioner kroner fra den dømte og hans virksomhed. Det fortæller Anklagemyndigheden i en udmelding.

Den dømte blev fundet skyldig i at have manipuleret flere streamingtjenester, herunder Apple Music, Spotify og YouSee Musik, ved systematisk at generere millioner af kunstige afspilninger af musiknumre. Han havde taget andres musik, ændret på numrene, og derefter registreret sig som rettighedshaver af disse numre. Derefter modtog han uretmæssige royalties, hvergang “hans” musik blev spillet.

Annonce:

Specialanklager Amir Amirian fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) udtaler: ”Dommen er mig bekendt den første i Danmark og måske endda på verdensplan. Derfor er den meget principiel. Det har været en omfattende og kompliceret efterforskning, hvor vi også har hentet oplysninger fra udlandet. Vi er tilfredse med, at bedrageriet er stoppet og at der er faldet dom.”

Organiseret svindel gennem flere år

Gennem en årrække anvendte den dømte omkring 70 abonnementer på diverse streamingtjenester for at generere kunstige afspilninger af sine egne registrerede musiknumre. Vestre Landsret har vurderet, at han og hans virksomhed uretmæssigt opnåede 3,5 millioner kroner i royalties, penge der ellers burde være gået til andre rettighedshavere.

Ud over fængselsstraffen er manden blevet pålagt at tilbagebetale henholdsvis 1,5 millioner kroner personligt og 2 millioner kroner fra hans virksomhed. Virksomheden er desuden blevet idømt en bøde på 300.000 kroner.

En vigtig dom for fremtiden

Ifølge specialanklager Amir Amirian kan denne dom få betydning for lignende sager i fremtiden: ”Den dømte og hans virksomhed har igennem en lang årrække modtaget royalties, som de aldrig burde have fået, og det var på bekostning af andre musikkunstnere og rettighedshavere. Dommen understreger, at de mange afspilninger, den dømte stod bag, er at betragte som databedrageri, og det kan sætte retningen for lignende sager i fremtiden.”

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.