Forside * Nyheder

Apples første smartbriller skal konkurrere direkte med Metas Ray-Bans

- 3
Sådan forestiller designerne fra Pagano sig, at et par Apple-briller kunne se ud (Mock-up: Pagano Media)

Firmaet har gjort fremskridt med en ny chip til sine kommende smartbriller, som de håber at masseproducere så tidligt som sent næste år.

Der er mange teknologiske udfordringer, når det gælder design og udvikling af virkelig brugbare smartbriller. En af dem handler simpelthen om plads – der er en hel del elektronik, der skal klemmes ind på meget lidt plads, hvis brillerne også skal komme i en form, folk gider have på hovedet.

Derfor arbejdes der primært på tre områder, når det gælder udviklingen af smartbriller: display, chip og batteri. I visse tilfælde er displayet ikke vigtigt, da nogle smartbriller er designet til slet ikke at have et visuelt aspekt, men er lavet til f.eks. at kommunikere med en AI i skyen via stemmen og de indbyggede kameraer i brillerne. Det er f.eks. sådan, Metas Ray-Ban-smartbriller fungerer.

Annonce:

Men man kommer ikke uden om at brillestellet skal fyldes op med battericeller og at der et eller andet sted skal placeres en SoC, der både kan sørge for forbindelsen til skyen og levere noget computerkraft. Lige præcis på dette område mener Apple tilsyneladende, at de har en markedsfordel fremfor den stigende mængde af konkurrenter på smartbrillefronten.

Apple har naturligvis haft en del succes med at lave sine egne chips på det seneste, og ifølge Bloomberg har de nu taget S-chippen fra Apple Watch, fjernet nogle komponenter og tilføjet andre, inklusive evnen til at håndtere flere kameraer. Komponenterne, der er fjernet, skal især nedsætte strømforbruget, så brillerne kan bruges hele dagen.

Klar om et par år

Kilder med kendskab til Apples komponent-ordrer siger, at firmaet planlægger at påbegynde masseproduktion af chippen sidst i 2026 eller begyndelsen af 2027. Vi kan derfor formentlig forvente at se Apples konkurrent til Metas Ray-Ban-smartbriller inden for denne tidsramme.

Den nye chip udvikles parallelt med to andre chips med arbejdstitlerne Nevis og Glennie. Disse er også mobile chips med lavt strømforbrug, der kan håndtere kameraer, men de er rettet mod at indbygge Apples Visual Intelligence i fremtidige versioner af Apple Watch og AirPods. Rygter om at kameraer var på vej til disse to produkter har floreret længe.

Metas Ray-Ban-briller med AI (herover) er nu så stor en succes, at Apple vil lave en konkurrent (Foto: Meta)

At Apple er på vej med en konkurrent til Metas AI-briller betyder ingenlunde, at firmaet har opgivet ægte AR-briller i stil med de Orion-briller, som Meta har fremvist en prototype af. Både AI- og AR-smartbriller udvikles lige nu under kodenavnet N401, skriver Bloomberg, der tidligere har rapporteret om Tim Cooks ambitioner på området.

Cook ser gerne, ifølge Bloomberg, at hans plads i Apple-historien cementeres ved at gøre Apple ledende på XR-fronten, eller hvad Apple kalder ’Spatial Computing’. Det skal både ske med MR-enheder som de kommende versioner af Vision og Vision Pro, samt i en lettere udgave med de kommende smartbriller.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.