Forside * Nyheder

DR omlægger TVA: Mere digitalt og mere perspektiv

- 5
Newsroom i DR Byen. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

DR Nyheder samler nu redaktionerne bag TVA18.30 og TVA Live i et nyt workflow. Målet er at gøre produktionen mere fleksibel og skabe indhold, der kan bruges på tværs af platforme og tidspunkter.

Samtidig bliver TVA21 styrket med mere forklarende og dybdegående indhold.

Det ugentlige program ’21 Søndag’ bliver lagt sammen med TVA21. Fremover skal det perspektivrige indhold ikke være bundet til søndag aften, men udkomme løbende, når det passer til nyhedsdøgnet. Udsendelserne vil blive tilgængelige både på dr.dk og DRTV.

Annonce:

TVA har siden lanceringen af TVA Live i 2023 udviklet sig til et vigtigt digitalt format for DR. Med det nye setup skal TVA i højere grad imødekomme brugere, som ikke kun vil have overblik, men også forståelse. Nyhederne skal forklares og sættes i kontekst.

Det nye workflow betyder, at indholdet i TVA21 skal have tydeligere fokus på forklaring, analyse og sammenhæng. Det skal gøre det muligt for redaktionen at reagere hurtigere på dagsordenen og styrke nyhedsdækningen med mere relevans og aktualitet.

En ny medievirkelighed kræver forandring

Ifølge DR Nyheders ledelse handler omlægningen om at tilpasse sig en ny digital virkelighed. Nyhedsdirektør Sandy French peger på, at med et internationalt pres på institutioner og normer er det afgørende, at DR bidrager med kontekst og forståelse.

Ledende redaktionschef Marie Buss understreger, at journalistikken skal være relevant på brugernes præmisser – og ikke styres af faste sendeplaner. Forandringen skal sikre, at flere får adgang til TVA’s perspektiverende journalistik på flere tidspunkter i løbet af ugen.

Kendte sendetidspunkter bevares

De faste nyhedsudsendelser klokken 7, 12, 18.30, 21 og 22 fortsætter. Men indholdet bag dem skal nu produceres med større fleksibilitet og genbruges på tværs af formater. Det skal sikre bedre udnyttelse af DR’s redaktionelle ressourcer.

Arbejdet med det nye workflow for TVA begynder nu og udvikles løbende. ’21 Søndag’ sendes for sidste gang i sin nuværende form før sommerferien. Det nye TVA21 ventes at tage form hen over efteråret.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.