
Det er ikke kun Apples smartphones, der kan blive dyrere. Nu langer Trump også ud efter Samsung og truer med 50% told på alle EU-produkter.
USA’s præsident, Donald Trump, er igen kommet med udmeldinger, der får fremtiden til at se lidt mørkere ud for fans af forbrugerteknologi. Det kan blive en hel del dyrere at købe alt fra smartphones til spilkonsoller – også i Danmark – hvis præsidenten får sin vilje.
Fredag langede Trump således ud efter EU på hans egen social medieplatform, Truth Social. Med henvisning til at forhandlingerne om en ny handelsaftale mellem EU og USA er gået i stå, skriver Trump at han ”anbefaler” at der fra 1. juni indføres 50% told på alle varer, der importeres fra EU til USA.
Som vi har set det ske mange gange i løbet af de sidste måneder, vil dette formentlig blive gengældt lige med det samme af en tilsvarende toldsats på varer fra USA, der importeres til EU. Når det gælder forbrugerelektronik bliver de fleste amerikanske produkter lavet i Kina og importeret til Danmark derfra, og det vil således være regler om import fra Kina, der gælder.
Det betyder for eksempel, at der i Danmark næppe bliver lagt ekstra told på iPhones, Macs, HP- eller Dell-laptops eller Googles Pixel-telefoner, for der er p.t. 0% ekstratold på smartphones fra Kina. Med mindre, altså, at EU vælger at modsvare Trumps toldkrav med lignende vilkår, der går ud over procentsatsen.
Beholder EU nul-tolden på software?
Hvis EU beslutter sig for at modsvare Trumps krav punkt for punkt, kan unionen f.eks. vælge at rulle reglerne om toldfri import af software tilbage, og derigennem lægge en indirekte told på Xboxe, streaming-dongles og Kindles fra Amazon, og computere, der står Apple, HP, Dell, eller Surface på. Eller iPhones, for den sags skyld. Hvilket som helst produkt, der indeholder software udviklet i USA.
Der er p.t. ikke told på såkaldte immaterielle produkter i EU, men eftersom Trump netop ønsker at lægge 100% told på et andet immaterielt produkt, film, kan EU vælge at svare igen med told på software (og hvis unionen vælger at lægge en tilsvarende told på Hollywood-film bliver det nok dyrt at gå i biffen).
Dette vil også gå hårdt ud over folk, der bruger skytjenester og ikke mindst AI, og vil være svært at administrere. Så der er naturligvis tale om ren spekulation for nuværende. Trumps 50 procents-udmelding skal derudover nok mest ses som en del af forhandlingerne.

Han kom dog også tidligere på dagen med en anden udmelding, der kan gøre smartphones dyrere for danskerne. Trump udtalte nemlig, at Apple ville blive pålagt 25% told på iPhones solgt på firmaets hjemmemarked, hvis de ikke flyttede produktionen af dem til USA fra bl.a. Kina og Indien. Tim Cook og Apple har været på kollisionskurs med Trump i et par uger nu, og nu lader Trump til at have fået nok.
Bedre at æde straftolden
Adspurgt om andre smartphone-producenter vil blive udsat for det samme sagde Trump at der også ville blive lagt ekstratold på ”Samsung og alle de andre, der laver de her produkter. Ellers er det ikke retfærdigt”, som præsidenten udtrykte det, ”jeg gætter på at de nye toldsatser bliver gældende fra udgangen af juni”.
En fordyrelse af smartphones på det gigantiske, amerikanske marked, kan næsten ikke undgå at koste penge for Samsung, Apple og ”alle de andre”. Hvis producenterne vælger at sprede omkostningen ud globalt for at nedsætte effekten, bliver smartphones også generelt dyrere i Danmark.
Det kan dog også være, at tech-giganterne simpelthen vælger at sluge omkostningen. Hvor usandsynligt det end lyder, er det et bedre alternativ end at flytte produktionen til USA. Det skriver Apple-eksperten Ming-Chi Kuo på X. Kuo ved mere end de fleste om, hvordan produktionsmiljøerne i Asien fungerer, så det er værd at lytte til.
Eksperter har allerede påvist, hvordan det vil tage mange år at gøre USA klar til overhovedet at kunne lave iPhones. Men Kuo understreger, at det handler om fortjenesten. Hans vurdering er, at det vil være så dyrt at lave iPhones i USA, at det langt bedre kan betale sig for Apple at æde de 25% ekstratold, hvis firmaet ønsker at fastholde den høje profitmargin på dets produkter.
Det gælder især på den lange bane, der rækker ud over Trumps embedsperiode.