Sonys nyeste flagskib inden for Bluetooth-hovedtelefoner koster tæt på kr. 4.000, hvilket er mere end andre populære brands. Spørgsmålet er så, om Sony leverer mærkbart bedre hovedtelefoner, eller om du kan leve med et billigere mærke.
Forestående artikel er ikke en traditionel test af Bluetooth-hovedtelefoner – det er nærmere en kuriositet, der beror på nysgerrighed. Sony udgav i foråret deres WH-1000XM6, som er blevet rost til skyerne af anmeldere verden over for den effektive støjreduktion og lydkvalitet.
Efter at have læst og hørt flere anmeldere og audiofile fortælle, at XM6 leverer den bedste støjreduktion og lydkvalitet under kr. 4.000, måtte det komme an på en prøve. Flere mainstreambrands, herunder Apple, Bose og Master & Dynamics, er blevet inviteret til at deltage med hovedtelefoner i kr. 2.500-4.000-klassen. Sonos, Marshall og JBL havde mulighed for at deltage.
Testen fokuserer på lydkvalitet og støjreduktion. Derfor optræder Sonos Ace, Marshall Monitor III A.N.C og JBL Tour One M3 TX Smart, da disse netop bliver markedsført med støjreduktion og lydkvalitet som key selling-points. Artiklen forsøger ganske enkelt at undersøge, hvordan konkurrenterne klarer sig i forhold til Sonys anmelderroste hovedtelefoner.
Hvis du er interesseret i anmeldelsen af Sony WH-1000XM6, kan du læse den her
Marshall Monitor III A.N.C.
Monitor III har et klassisk Marshall rock-look, som vi kender fra deres koncert-højttalere og forstærkere. Samme sorte og rå look som hovedtelefonerne har haft gennem årene. Ingen overraskelser her. Monitor III har en multiknap, der kan bruges til at styre musikken og lydstyrken, hvilket i al sin enkelthed fungerer efter hensigten.
Begge ørekopper har to meget diskrete mikrofoner på sig, som anvendes til aktiv støjreduktion og opkald.
Komforten er mærkbar bedre end i de øvrige hovedtelefoner i testen, hvilket skyldes, at ørekopperne er beklædt med blødere kunstlæder end hos konkurrenterne. Læg dertil gummihovedbøjlen, som sørger for, at hovedtelefonerne ikke rutsjer af mit hoved.
Monitor III slår Sonys flagskib, når det kommer til batterilevetid. Monitor III har op til 70 timer på én opladning med ANC aktiveret – XM6 har kun 30 timer.
Funktioner
Marshall har ikke just proppet Monitor III med funktioner. Headsettet skal afspille musik, mens avancerede funktioner som speak-to-chat eller hearthrough ved berøring af ørekoppen, begge features som Sony XM6 besidder, udebliver. Givet, du kan deaktivere den aktive støjreduktion med ét tryk på en knap, men det er ikke det samme.
Prismæssigt ligger Monitor III på kr. 2.499, hvilket er kr. 1.000 under Sonys flagskib.
Støjreduktion
Marshall leverer en god og effektiv støjreduktion, som på mange områder efterlader dig alene med din musik. Når jeg bevæger mig rundt i trafikken med menneskemylder og bilstøj, er det imponerende, hvor effektivt værnet mod lyde er.
Selv høje toner, som normalt er svære at blokere, bliver reduceret til en ubetydelig hvisken, der på ingen måder generer musikken. Det samme gør sig gældende i hjemmet, hvor børnestemmer og mekanisk tastatur ellers forstyrrer skriveflow og sangstemmer.
Monitor III kommer dog til kort i supermarkedet, hvor samtaler mellem andre indkøbere, indkøbsvogne og høje toner går mærkbart igennem. Samme oplevelse har jeg i bussen og toget. Vindstød og blæst påvirker ligeledes musikken i en grad, som ikke kan ignoreres.
Støjreduktionen kommer dermed ikke op og konkurrerer med Sony XM6, der har et meget konsistent støjværn – især i blæsevejr.
Opkald
Lydkvaliteten i telefonsamtalerne er en blandet pose bolsjer. I rolige, hjemlige omgivelser er samtalekvaliteten ganske fin – om end noget metallisk i klangen. Glem alt om at foretage opkald i støjende omgivelser som på toget, supermarkedet eller i myldretidstrafikken.
Alverdens lyde og stemmer forstyrrer samtalen, fordi de går igennem til den anden ende, som må sidde og tolke, hvad du forsøger at sige. Her leverer Sony XM6 en betydelig klarere og støjfri oplevelse for dine samtalepartnere.
Lydoplevelsen
Monitor III leverer et fyldigt, veldefineret og klart lydbillede uanset, hvilken musik du sætter på. Marshall har gjort en dyd ud af at balancere bas, mellemtoner og diskant, selvom bassen er lettere tam.
Pauker, stortrommer og elektroniske basrytmer har ikke den saft og kraft, man helt kunne forvente, men det kan måske skyldes Marshalls rock-image. Når Led Zeppelin fyrer Immigrant Song ud igennem øretelefonerne, overdøver basguitaren netop ikke den sprøde highhat, Robert Plants karakteristiske sangstemme eller elguitaren. Når Ramble On af samme band spiller, er der en lækker opdeling af lydbilledet med akustisk guitar i højre ørebøf, mens elguitar og trommer spiller i venstre, og Plant synger i begge.
Gør dig selv en tjeneste og lyt til jazz-numre, som understøtter rumlig lyd. Du får en skøn opdeling af lyden – næsten som om det er live, og du oplever musikernes placering på scenen. Det samme gør sig gældende med klassiske kompositioner, men lydoplevelsen taber dog pusten, når det kommer til bastung elektronisk musik.
Numre som Bury a Friend af Billie Eilish eller Insomnia af 2wei mangler den fornødne bund, hvormed Monitor III ender med at tabe terræn til Sonys XM6 og de øvrige hovedtelefoner i denne test. Lytter du til jazz, rock, klassisk eller akustisk musik, vil Monitor III klart være din bedste ven.
Sonos Ace
Sonos Ace har et lækkert, minimalistisk design, som passer godt ind i den nordiske designtradition, hvor less is more. Designet bliver dog ødelagt lidt på grund af de to metalliske og blanke mikrofoner som findes i begge ørekopper.
Hovedtelefonerne har tre knapper, to på højre ørekop og en på venstre, hvoraf højre side har en multi-knap til styring af musikken, modtage opkald og regulering af lydstyrken. Alt sammen meget praktisk – især hvis du er fan af fysiske knapper frem for berøringsfjernbetjeninger.
Sonos Ace er bygget med solid plastik, en bøjlestang af metal og ørekopper samt hovedbøjle af kunstlæder. Ørekopperne har en oval udhuling, så større ører også kan passe ind uden at blive mast.
Hovedtelefonerne sidder solidt på mit hoved uden at presse for hårdt på kraniet, og kunstlæderet virker komfortabelt.
Funktioner
At Sonos Ace er første generation af Sonos’ første hovedtelefoner, er tydeligt, når vi ser på funktionssiden. Standardfunktioner som auto-sluk og sensorer, der pauserer musikken, når du tager hovedtelefonerne af, enten mangler eller halter.
Pausering af musikken forekommer med jævne mellemrum, men det er langt fra hver gang, at jeg tager hovedtelefonerne af, at musikken automatisk bliver afbrudt – sensorerne fungerer ikke helt efter hensigten.
Sonos er også hoppet med på rumlig lyd og headtracking-vognen, hvoraf jeg finder sidstnævnte yderst ubrugelig efter lidt tid. Jo, det er som altid sjovt at opleve lyden, der forbliver fikseret foran dig, men det er en gimmick, som på ingen måde forbedrer min lydoplevelse.
Rumlig lyd virker helt efter hensigten, men Sonos har glemt at inkludere muligheden for at til- eller fravælge rumlig lyd i appen.
Funktionsniveauet og antallet halter et godt stykke efter Sony XM6, som efterhånden har en del generationer bag sig. Sony har inkluderet en række praktiske funktioner i deres headset, som virker ofte efter hensigten – her har Sonos brug for mere erfaring.
Headsettet er set til kr. 2.600, hvilket er cirka kr. 900 mindre end XM6.
Støjreduktion
Sonos Ace leverer en yderst effektiv støjreduktion, hvor det nærmest kun er meget høje toner, som bliver lukket ind og forstyrrer musikken på middel lydstyrke. Kører du i regionaltog, er det størstedelen af motorstøjen og samtaler fra medpassagerer, der bliver holdt ude, hvormed musikken ikke bliver forstyrret i nævneværdigt omfang.
Sonos ace’r (pun intended) den i myldretidstrafikken, hvor bilstøj, samtaler og andre lyde bliver filtreret fra i imponerende grad, hvor selv Sony XM6 bliver udfordret. Sonos er bedre til at reducere antallet af høje toner, som slipper igennem, mens Sony XM6 marginalt lukker sirener og høje biplyde ind. Sony tager dog revanche, når det kommer til vindreduktion. XM6-headsettet blokerer stort set for al vindsus og blæst, mens Ace lader vinden påvirke musikken.
Opkald
Her taber Sonos for alvor terræn til Sony, fordi Ace er ganske ubrugelig til opkald i støjfyldte omgivelser – om det er i hjemmet med legende børn eller ude i byen med biler og snakkende folk. Ace slukker for mikrofonerne, når jeg ikke taler, men så snart min stemme begynder at køre igen, bliver den akkompagneret af lydene omkring mig – om end i reduceret lydstyrke.
Under rolige forhold kan jeg foretage opkald med Sonos Ace, men min stemme har en metallisk og hul klang, hvilket virker kunstigt, men til at leve med – dog et stykke fra den krystalklare kvalitet, som Sonos lover på deres hjemmeside.
Lydoplevelsen
Sonos Ace leverer overordnet set en rigtig god lyd, hvormed producenten er tæt på at ramme målskivens centrum, hvilket er imponerende, når der er tale om første generation inden for en ny produktkategori.
Hovedtelefonerne leverer en solid bund uden at være hårdtpumpet. Baseffekten i mine elektroniske numre har god punch, uden diskant og mellemtoner bliver overdøvet. På negativ siden mangler der dog mere fylde og rumklang, da baseffekten ikke får lov til ebbe ud på samme måde som i Sonys XM6-headset. Sonos Ace har dog en mere kraftfuld bas end XM6.
Manglen på større fylde og rumklang er ikke en dealbreaker for mig, men jeg oplever en mindre grandios og lettere flad musikoplevelse – især i pompøse numre.
Omvendt er Sonos Ace fabelagtig til opdeling af lydbilledet, hvilket især er mærkbart i numre, som understøtter rumlig lyd og i jazz. Tager vi sidstnævnte, når Frank Sinatra og hans jazzorkester spiller Fly Me to the Moon, er det med kontrabas, fløjte og saxofoner i venstre side af lydbilledet, mens trommeslageren og trompetisten er positioneret i højre side, og naturligvis er Sinatras vokal placeret i midten.
Mellemtonerne er veldefinerede og klare, hvilket især er mærkbart, når det kommer til vokalerne – mandlige som kvindelige. Emiliana Torrinis lyse, men lettere hæse stemme bryder smukt igennem i det akustisk/minimalistiske nummer Lifesaver. Hooverphonics forsangerinde, Geike Arnaert bryder også klart igennem basguitar, orgel og trommer på 70er rocknummeret Expedition Impossible. Sonos Ace er mellemtonernes ven.
Højere toner som highhat og blokfløjte træder også i karakter i Expedition Impossible, mens Hooverphonic giver den fuld gas på de øvrige instrumenter. Diskanten er skarp og har en lækker sprødhed over sig. Om det er jazz, rock eller elektronisk. Højere toner som piano og xylofoner har en flot og klar klang,
Selvom Ace ikke er en XM6-killer, kommer vi tæt på. Lydoplevelsen er marginalt bedre end hos Sonys flagskib, mens den japanske producent overhaler den amerikanske, når det kommer til opkald og funktioner. XM6 er bare pakket med avancerede funktioner, mens Ace halter bagefter.
XM6 vinder også en lille sejr på støjreduktionsområdet. Ace har overordnet set en mere effektiv evne til at reducere baggrundsstøj, hvilket især kan mærkes på de højere toner, men XM6 er et yderst effektiv værn mod blæst. Hvis støjreduktion og et marginalt kraftigere lydbillede er topprioriteter, bør du vælge Sonos Ace.
JBL Tour One M3 Smart Tx
Amerikanske JBL er kendt for lydprodukter med en kraftig bund, som kan få gang i hofter og fester. Tour One M3 er ingen undtagelse, og på visse punkter giver JBL Sonys XM6 seriøs konkurrence.
Dog kommer Tour One M3 ikke godt fra start, da designet og buildkvaliteten virker billig og lettere mangelfuld. Hovedtelefonerne er lavet af plastik, som har en billig følelse og ditto udseende, mens ørekopper og hovedbøjle er beklædt med kunstlæder, som er behagelig.
Højre ørekop er kontrolcenteret med en sensitiv berøringsfjernbetjening, der uhensigtsmæssigt slukker eller bladrer i musikken, når jeg, eksempelvis, justerer ørekoppen. Derudover har JBL glemt at inkludere en knap til lydjustering.
Funktioner
JBL prøver noget nyt med Smart Tx – og lykkedes. Smart Tx er en lille enhed med skærm, som kan tilsluttes din tablet eller telefon via usb-c, hvorefter du kan dele din lyd via Auracast. Smart Tx kan også tilsluttes gamle, analoge enheder med det medfølgende mini-jack stik, hvorefter Smart Tx fungerer som en Bluetooth-transmitter, der sender lyden fra din analoge enhed til dine Bluetooth-hovedtelefoner.
Ideen er god, fordi du trådløst kan dele din lyd – også med vennerne via Auracast. Og når du ikke bruger Smart Tx som transmitter, kan den anvendes som fjernbetjening for Tour One M3, ligesom du finder i JBL Pro Tour-serien. Dog kan man diskutere, hvor ofte man gider at hive en skærm op af lommen for at styre musikken.
Tour One M3 besidder ikke helt samme antal funktioner, som Sony XM6 gør, men Smart Tx kan være yderst praktisk i visse situationer, såsom når to par hovedtelefoner skal streame lyd fra samme telefon.
Støjreduktion
Tour One M3 byder på en støjreduktion, som giver Sonys XM6 seriøs konkurrence, men detaljerne forhindrer JBL at slå Sony af førstepladsen. Tour One M3 har adaptiv støjreduktion, hvormed hovedtelefonerne tilpasser sig lydene i dine omgivelser. Ulempen er her, at det kan tage alt fra nogle sekunder til flere minutter, før støjfilteret har foretaget justeringen. XM6 har en hurtigere reaktionstid.
Når JBL alligevel giver Sony konkurrence, skyldes det, at Tour One M3 er mere effektiv til at håndtere højere lyde i frekvensspektret – de er akilleshælen i XM6. Beskeder over højttaleranlæg i toget er reduceret til hvisken, mens sirener og højlydt latter også bliver reduceret signifikant.
Selv multituden af lyde i myldretidstrafikken og toge, bliver minimeret til en summen, som ikke påvirker musikoplevelsen – når headsettet vel og mærke endelig har tilpasset sig omgivelserne.
Opkald
JBLs marketingsafdeling har givet den fuld gas med et amerikansk markedsføringsbudskab, der lover mere end, hvad holder i virkeligheden. Tour One M3 har fire mikrofoner, som ifølge hjemmesiden er dedikerede til det ”perfekte opkald”, der ”hver eneste gang lyder som en samtale ansigt til ansigt”. Headsettets kunstige intelligens skulle efter sigende eliminere omgivende støj fra alle retninger.
Okay, der er en del at forholde sig til her.
Nej, du opnår ikke det perfekte opkald med Tour One M3. Tag ikke fejl, samtalekvaliteten er god, men lyden er ikke som en samtale ansigt til ansigt. Når jeg taler med andre, er tilbagemeldingen, at min stemme er lettere mudret og en anelse fjern.
Læg dertil at støjreduktionen ikke eliminerer omgivende støj. Mikrofonerne lader til at slukke, når jeg ikke taler, hvormed mine samtalepartnere kan tale uforstyrret, men der er et sekunds forsinkelse fra jeg begynder at tale, til den anden ende hører min stemme – som om mikrofonerne lige skal genaktiveres.
Uanset om jeg taler i telefonen, mens jeg hamrer løs på det mekaniske tastatur, eller jeg befinder mig i trafikken eller supermarkedet, går især de høje toner igennem i en bemærkelsesværdig grad. Tonerne overdøver ikke min stemme, men folk i den anden ende af røret bemærker dem.
Så fluebenet udebliver ved punktet om perfekte opkald, mens der er tale om støjreduktion frem for støjeliminering.
Dermed ligger Tour One M3 ikke på samme niveau som Sony XM6, hvis støjreduktion fungerer bedre, både mens du taler, og når du blot lytter. Ligeledes lyder din stemme mere naturlig med XM6.
Lydoplevelsen
Tour One M3 er Hi-Res Audio-certificeret, og det kan man høre på den sprøde diskant, som ikke lader sig overdøve af den kraftige bund. Trommestikker, der rammer kanten af lilletrommen, highhat og violiner går skarpt og klart igennem, selvom der er smæk på bassen, og flere instrumenter giver den gas på samme tid.
Tour One M3 er dog mest egnet til bastunge genrer såsom house, hip-hop og elektronisk. House-remixet af Mobys On Air har et skønt beat, der veksler mellem elektroniske basrytmer og en sagte highhat, som kører i baggrunden i højre ørekop, mens keyboardet har en lækker rumklang, og klokkeinstrumenterne dominerer i venstre ørekop. Alt sammen i en skøn og stemningsfuld, elektronisk symfoni.
Et andet bastungt, elektronisk nummer er Bury a Friend af Billie Eilish, som bærer præg af en slagkraftig bas, uden Eilishs lyse stemme drukner. Det gælder også mandlige vokaler såsom i Blue Monday af Health, hvor der også er kraftig basgrundrytme.
JBL har med andre ord sørget for et veldefineret og skarpt lydbillede, hvor bassen respekterer mellemtoner og diskanten.
Musik i rumlig lyd-formatet har en god og tydelig opdeling, og hvis du lytter til jazz-numre, som er optaget på en scene i en koncerthal, er der en skøn rumklang, ligesom en klar fornemmelse af, hvor de forskellige musikere er placeret på scenen.
Tour One M3 skaber et betydeligt mere fyldigt og kraftfuldt lydbillede i forhold til Sony XM6, hvor de lave toner i lydspektret forekommer en anelse tamme. Rumklangen er også mærkbar bedre med Tour One M3 – lydbilledet virker bredere, og instrumenterne fader længere ud.
Sony XM6 vs. konkurrenterne
Ingen af konkurrenterne slår Sonys nyeste flagskib inden for trådløse hovedtelefoner under kr. 4.000 – overordnet set. Dog er det marginalerne, som samlet set leder Sony til sejren, eftersom Sonos, JBL og Marshall leverer solide produkter med hver deres fordele og ulemper.
Sonos Ace og JBL Tour One M3 byder på en kraftigere bas med mere fylde og rumklang, hvoraf sidstnævnte klarer sig bedst. Til gengæld er det Marshall Monitor III A.N.C., som har det mest afbalancerede lydbillede af alle fire mærker, men det betyder også en mindre kraftfuld bas.
Samlet set har JBL Tour One M3 det bedste lydbillede i testen – hvis vi tager udgangspunkt i bastunge musikgenrer. Går vi efter mere akustisk musik eller rock, er det klart Marshall Monitor III A.N.C.
Støjreduktionen er mest effektiv i Sony XM6, fordi hovedtelefonerne også formår at eliminere vindstød og blæst fra lydbilledet. Dog har Sony ikke lige så meget held med at reducere de højere toner i frekvensspekteret, som JBL har. Ser vi bort fra vindstød og blæst, har JBL Tour One M3 en anelse mere effektivt støjfilter.
På opkaldssiden er der ingen af de konkurrerende mærker, der overgår Sony XM6. Støjreduktionen i mikrofonerne er bare bedre i Sonys hovedtelefoner, som også leverer en mere varm og naturlig stemme. Prisen for Sony XM6 er også tæt på kr. 4.000, mens konkurrenterne ligger omkring kr. 2.500-3.000 – spørgsmålet er, om du vil betale ekstra for de små detaljer.
