
AI-mastodonten går nu i partnerskab med Broadcom for at løsrive sig fra NVIDIAs greb. Sam Altman og hans hold har angiveligt allerede lagt en ordre ind på 10 mia. dollar.
Siden det generative AI-boom begyndte i slutningen af 2022 med lanceringen af ChatGPT, er amerikanske NVIDIA eksploderet i markedsværdi. Firmaet, der var mest kendt for sine grafikchips, sidder på toppen af markedet for de server-chips, der bedst leverer rå computerydelse til træning af AI’er og levering af AI-ydelser i datacentre.
Af samme grund kan NVIDIA lige nu mere eller mindre diktere vilkårene på markedet. Det gør lige nu firmaet til et våben i USAs handelskrig mod Kina, der frygteligt gerne vil have lov at købe NVIDIA-chips til sin AI-strategi, men må nøjes med nogle stærkt begrænsede versioner af topmodellerne.
Det betyder dog også, at USA’s egne AI-firmaer ligger under for NVIDIAs markedsdominans. OpenAI vil som den første af AI-giganterne nu gøre noget ved dette. Ifølge Financial Times vil OpenAI snart afsløre et partnerskab med en anden amerikanske chip-gigant. Og nej, det er ikke Intel.
Det er derimod Broadcom, der også i mange år har været dominerende inden for en anden slags chips, nemlig chips, der sidder i trådløse netværksenheder, Wifi-routere med mere. Broadcom har således både knowhow og infrastruktur til at producere chips i stor skala, hvilket OpenAI vil benytte sig af.
Egne AI-chips er en trend
Torsdag lod Broadcoms topchef Hock Tan slippe ud, at en ny, hemmelig kunde har forpligtet sig til at aftage for 10 milliarder dollar chip-ordrer, begyndende næste år. Financial Times’ anonyme kilder kunne så sent fredag afsløre, at den hemmelige kunde er OpenAI. Hverken OpenAI eller Broadcom har villet kommentere officielt på sagen.
Det giver dog en hel del mening for markedslederen OpenAI at følge denne strategi. Konkurrenter som Google og Meta er allerede godt i gang med noget lignende, og også Amazon (der er en af hovedinvestorerne i Anthropic, endnu et af verdens ledende AI-firmaer) planlægger at bygge AI-datacentre med sine egne AI-chips.
Partnerskabet er et boost for Broadcom, der i høj grad mærker konkurrencen fra andre amerikanske firmaer såsom Qualcomm og deres trådløse chips, samt naturligvis kinesiske producenter. Sidstnævnte har noget nemmere ved at konkurrere på trådløse netværkschips end AI-chips, så Broadcom var så småt begyndt at kigge efter andre funktioner, de kunne lave chips til.
Med dette partnerskab, der angiveligt allerede begyndte så småt i 2024 med de første designidéer, får Broadcom mulighed for at springe ind på markedet med et brag. Man skal dog ikke forvente, at Broadcom går efter NVIDIAs trone lige med det samme. De chips, de skal lave til OpenAI kommer ikke i udbud til andre. De laves specifikt til OpenAI.
OpenAI forventer formodentlig at kunne bruge disse chips til at beholde sit forspring på AI-markedet ved at kunne træne bedre modeller hurtigere og samtidig kunne imødekomme efterspørgslen på rå AI-power fra både erhvervsliv og private.








