
I USA blev Metas nye smartbriller med display i brilleglasset revet væk på den første dag i butikkerne. Men vi ved først senere om der er tale om en reel salgssucces.
Det er nu en uge siden, at Meta sendte deres nye smartbriller med display i brilleglasset ud i butikkerne. Men allerede efter 24 timer var den første leverance revet væk og brillerne gik i restordre. Og hvis man vil have en demo af Meta Ray-Ban Display, skal man nu vente omkring en måned.
Det skriver Metas CTO, Andrew Bosworth, på Threads. Ifølge Bosworth har brillerne fået en ”flyvende start” i USA, hvor der kort før weekenden blev meldt alt udsolgt af smartbrillerne i alle de amerikanske butikker, der havde dem i sortimentet. Bosworth lover dog, at der snart vil blive fyldt op med nye eksemplarer, og at man allerede nu kan skrive sig på ventelister til når de lander.
Samtidig er demo-sessions i de samme butikker nu booket ud resten af oktober og man skal ind i november for at få en tid. Når den slags sker, går der ofte inflation i salget af både nye og brugte enheder på brugtmarkederne. Sådan er det også med Meta Ray-Ban Display, der i skrivende stund kan erhverves på eBay for en merpris på 50-140% af nyprisen.

Nyheder som denne ser vi ofte i forbindelse med visse produktlanceringer. Men det er sjældent at de kommer i forbindelse med store virksomheders engagement med helt nye produktkategorier.
Tidlig succes giver ikke nødvendigvis fortsat succes
Rent PR-mæssigt er den slags nyheder guld værd for en virksomhed, der er i gang med at prøve at få folk til at interessere sig for en nyere type produkt, fordi det bekræfter at andre er interesserede, og så går der en slags flokdyrseffekt i gang.
Af samme grund er der ofte en dobbelt fordel for virksomheden at lave et mindre førsteoplag af en ny device. Hvis den flopper fælt, er skaden ikke så stor, som den kunne være. Hvis den bliver udsolgt hurtigt, er det et luksusproblem, der giver fremragende PR.
Og man skal ikke altid regne med, at et produkt, der bliver udsolgt hurtigt, også fortsætter med at være en salgssucces. Den første produktionsrunde af Apples Vision Pro blev udsolgt på blot få timer, til trods for en hamper pris på over 22.000 kroner før danske skatter og afgifter. Men salget stagnerede hurtigt, og der kom en hel del enheder retur.
Når man ser på XR-enheder helt generelt, er Meta ubetinget markedets største spiller, og med millioner af solgte enheder er Metas Ray-Ban AI-briller de mest succesrige smartbriller lige nu. Belært af Vision Pro-forløbet skal vi dog nok lige vente og se de næste uger an, før vi kan vurdere om Meta Ray-Ban Display er et egentligt hit, eller om det blot er alle de mest nysgerrige tech-fans, der har været tidligt ude.








