
Den nye foldbare fra Samsung kan blive lanceret i Sydkorea allerede om tre uger. Den kan foldes ud til en 10” skærm og kan altså blive til en reel tablet.
De foldbare telefoner er så småt ved at blive en fast bestanddel af smartphone-markedet, så det er ikke overraskende, at flere og flere smartphone-producenter er begyndt at lave dem. Det er heller ikke ret overraskende, at producenterne derfor er begyndt at eksperimentere med formfaktoren for at skille sig ud fra mængden.
Samsung, der tidligere på måneden genvandt sin førsteplads på det globale smartphone-marked, har således i flere måneder teaset en trefaget foldbar. De har vist den frem ved messer og demonstreret den for udvalgte journalister. Men den sydkoreanske gigant har ikke virket særlig sikker på, at den nogensinde ville komme på gaden.
Det ser dog imidlertid ud til at blive tilfældet nu. Den måske allermest træfsikre kilde, når det gælder tidlige udslip af marketingmateriale og andre detaljer om nye forbrugerteknologi-produkter er Evan Blass, og han har netop lagt nyt om den trefagede foldbare op på sociale medier.
Blandt nyhederne, Blass kan præsentere, er at modellen kommer til at hedde Galaxy Z TriFold. At F’et er stort skal formentlig ses som et marketingsmæssigt forsøg på at signalere til os alle, at der er tale om en afart af Fold-telefonerne. Denne kan bare foldes lidt flere gange.
Folder den to, tre eller fire gange?
Telefonen kan kun foldes to gange – der er kun to hængsler – men ”Tri” skal naturligvis henvise til at TriFold som nævnt består af tre ”fag”. Teknisk set kunne man både folde det ene fag på siden ind, mens det andet er foldet ud, hvilket vil give to foldemetoder ud over helt udfoldet og helt sammenfoldet. Men QuadraFold ville nok bare være endnu mere forvirrende.
Ifølge Blass skulle TriFold’s indre skærm være på hele 10 tommer, når den er helt udfoldet, hvilket reelt er tablet-størrelse. Dermed leverer Samsung på et løfte, foldbare smartphones har afgivet siden deres fødsel. Indtil nu har foldbare smartphones kun kunnet foldes ud i kvadratiske ”tablets” på omkring 7”, hvilket er noget mindre end standarden for tablet-kategorien.
Den ydre skærm på TriFold er 6,5” og kan levere 2600 nits lysstyrke ved peaks, mens dette tal er 1600 nits for den store, indvendige skærm. Den for foldbare telefoner så vigtige batteristørrelse er på 5.437 mAh. Blass mener også at vide, at der kommer en Snapdragon-processor ombord, men han giver ingen detaljer om hvilken.
Endelig kommer hovedkameraet til at have en opløsning på 200 megapixel. Fagenes tykkelse er 3,9 mm, 4,0 mm og 4,2 mm. Blass nævner ikke, hvilke af fagene, der har hvilken tykkelse. Lægger man disse sammen, lander man dog på 12,1mm i sammenfoldet tilstand, hvilket ikke er uvæsentligt. Huawei har nemlig allerede en trefaget telefon på markedet, Mate XT ULTIMATE DESIGN, som er 12,8 mm tyk i sammenfoldet tilstand.
Samsung forventes at gå forsigtigt til værks med lanceringen, så det er ikke engang sikkert, at vi ser telefonen i Danmark i første omgang. Det koreanske nyhedsmedie The Chosun mener at vide, at lanceringen vil ske 5. december i Sydkorea og at prisen ligger på omkring 3.000 amerikanske dollar. Det svarer til ca. 19.230 kroner før eventuelle danske skatter og afgifter, så billig bliver Samsung Galaxy Z TriFold næppe.








