Forside * Nyheder

De nye DR kanaler er navngivet


DR sætter nu navne på sine tre nye tv-kanaler, som går i luften med det nye digitale sendenet i november 2009 – DR Ramasjang for børn, DR K for kulturelskerne og DR HD for dem, der vil have noget ekstra ud af fjernsynsoplevelsen.



 



Når Danmark til november skifter til det nye, digitale tv-sendenet, får alle danskere samtidig mulighed for at få meget mere ud af DR, blot de har en MPEG4-tuner i deres tv (se faktaboks nedenfor – eller læs mere pådr.dk/digitalttv).

Ved denne lejlighed udvider DR nemlig sine tv-tilbud til seerne massivt, fra de tre nuværende kanaler – DR1, DR2 og DR Update – til i alt seks kanaler.

De tre nye medlemmer af DR-familien er henholdsvis en børnekanal, en kultur- og historiekanal samt en ren HD-kanal – og de har nu fået navnene DR Ramasjang, DR K og DR HD.


DRs mediedirektør, Lars Grarup, glæder sig til at lade danskerne stifte bekendtskab med de nye kanaler:


“Vi er i fuld gang med at færdiggøre DRs tre nye tv-kanaler til danskerne, og jeg glæder mig meget over, at DR på denne måde er med til at sikre, at seerne også fremover ved, hvor de kan finde tv-programmer af høj kvalitet indenfor alle genrer. Det er en meget vigtig del af DRs public service-opgave i et stadig mere fragmenteret tv-marked.”


“Vi har nu sat navne på vores nye kanaler – DR Ramasjang, DR K og DR HD – og jeg håber naturligvis, at de nye DR-kanaler hurtigt vil blive en del af danskernes tv-hverdag,” siger Lars Grarup.


 



DR Ramasjang – en dansk børnekanal for de 3 til 10-årige


Børnene får nu endnu mere plads hos DR. Fra den 1. november 2009 vil danske børn og deres forældre kunne samles om børne-tv i høj kvalitet, i alle døgnets vågne børnetimer, fra kl. 06.00 til kl. 20.00, hver dag, året rundt. DR Ramasjang henvender sig til alle børn mellem 3 og 10 år, men har fokus på de 7 til 10-årige.

På DR Ramasjang kan børnene møde alle de kendte DR-figurer og deres venner, ligesom de vil møde helt nye karakterer og værter, der vil involvere børnene såvel i udsendelserne som i andre relevante sammenhænge i børnenes hverdag.

“DR Ramasjang er DRs nye brand for børn – en moderne, dansk børnekanal, der aldrig er stillestående eller kedelig, som navnet også signalerer. Det bliver gedigent børnefjernsyn når det er allerbedst, med masser af dynamik og liv, som følger børnenes egen årscyklus og sender programmer, der passer til børnenes hverdag, weekend og ferier,” fortæller Lars Grarup.


 



DR K – en ny og moderne kulturkanal, der brænder for sit stof


Fra 1. november 2009 får DR også en anden vigtig platform, der vil give seere med interesse for kultur og historie et livligt sted at samles. Kultur- og historiekanalen DR K vil give plads til det brede billede af kultur, lige fra opera, billedkunst og litteratur til design, mode og arkitektur. DR K sender fra 16.00 til kl. 24.00 alle dage, året rundt.


“Kulturen er en af DRs væsentligste forpligtelser, og derfor er vi meget glade for at kunne styrke vores udbud med en hel broadcast-kanal. Vores nye kultur- og historiekanal, med det korte og rammende kanalnavn ?DR K?, tilbyder oplevelser og indsigt til alle, der elsker kultur. Kanalen inviterer alle, som gerne vil have oplevelser med kulturelt indhold, til det helt store tag-selv-bord med kunst, kultur, historie, musik, design, arkitektur, mode, dramaserier fra DR-arkivet og fiktion fra hele verden,” fortæller Lars Grarup.


 



DR HD – Danmarks første free-to-air HD kanal


Fra 1. november 2009 tilbyder DR danskerne en hel kanal med tv i overlegen broadcast-kvalitet. DR HD sender kun i ægte HD – aldrig opskaleret – og henvender sig til dem, der vil have endnu mere ud af DR.


“Med DR HD byder vi danskerne på fantastiske tv-oplevelser med ekstra høj visuel merværdi indenfor genrerne fakta, fiktion og sport, og sender desuden de flotteste produktioner fra DR1 og DR2, så danskerne kan opleve f.eks. de store dramaserier fra DR1 i HD-kvalitet,” forklarer Lars Grarup, og slutter:


“DR HD er i særdeleshed et godt tilbud til dem, som virkelig vil have noget ekstra ud af fjernsynsoplevelsen.”


 


Kilde: DR pressemeddelelse

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.