Forside Nyheder

Børns tv-forbrug stiger kraftigt


 


Efter flere år på et stabilt niveau er børns tv-forbrug igen begyndt at stige.


Siden 2005 er de 3 til 12 åriges tv-forbrug vokset ca. 40 pct., og det er næsten dobbelt så meget som stigningen i den samlede befolknings tv-forbrug. Det viser tal fra kabel-tv-selskabet YouSee.


Samtidig er børns tid foran de målrettede børnekanaler som f.eks. DR Ramasjang og Disney Channel forholdsmæssigt faldende til fordel for kanaler, der primært henvender sig til andre aldersgrupper.


“Børns stigende forbrug skyldes givetvis, at der er kommet flere børnekanaler på markedet. Men når far og mor også ser mere tv, fører det automatisk til, at børnenes tv-forbrug stiger endnu mere, og at deres forbrug af ikke-børne-tv bliver større,” siger vicedirektør Ulf Lund, YouSee.


Ulf Lund mener, at tallene kan være en god anledning til, at forældre er ekstra opmærksomme på, at de tv-kanaler og programmer, som voksne interesserer sig for, ikke nødvendigvis er særligt velegnede til børn.


“Tv spiller stadig en vigtig og positiv rolle i familielivet, men man skal nok passe på med ikke at pådutte børnene voksne tv-vaner,” siger Ulf Lund.


Tv-forbruget har generelt været i voldsom vækst de senere år, og en af årsagerne menes at være stigende ledighed som følge af finanskrisen. I 2009 blev der sat rekord med et dagligt tv-forbrug på gennemsnitlig 3 timer og 7 minutter for alle danskere over tre år. Med knapt to timers tv-forbrug om dagen ser børn mellem 3 og 12 år dog noget mindre tv end de voksne danskere.


De særlige tv-kanaler for børn står i dag for ca. 44 pct. af tv-forbruget blandt de 3-12 årige. Det er et fald på fire procentpoint siden 2007, hvor børnekanalernes markedsandel toppede med en andel på 48 pct. Med lanceringen af DR Ramasjang i november sidste år er der nu ti målrettede børnekanaler på det hjemlige tv-marked.


 





 


Kilde: Yousee

Annonce