Forside Nyheder

LG og Google samarbejder om Nexus-tv


LG er på vej med sin første skærm med Google TV, men ifølge Bloomberg, så skal koreanerne måske i gang med at lave et “Nexus-tv” i tæt samarbejde med Google


 


Alt tyder på, at LG og Google udforsker et samarbejde om lanceringen af en fladskærm, der skal vise mulighederne med Google TV, skriver Bloomberg.


På CES 2012-messen i Las Vegas demonstrerede LG sit første stuealter baseret på Google TV-platformen, men skal vi tro Bloomberg, så ser det ud til at Google og LG ligefrem hopper i seng sammen i forsøget på at skabe en Nexus-skærm.  Tv’et skal demonstrere mulighederne med Google TV-platformen i samme stil som Nexus-mobilerne fra HTC og Samsung.


Aftalen er angiveligt endnu ikke helt på plads, men det potentielt kommende tv vil være baseret på tredje udgave af Google TV, som Google forventer klart til efteråret. Det er også denne software, som Samsung forventes at kaste sig over.


Der har igennem længere tid været rygter om, at Apple er på vej med sin egen fladskærm, og derfor er det kun naturligt, at Google kaster sig hovedkulds ind i kampen i forsøget på at etablere Google TV som en markedsstandard.


Forleden kunne vi berette, at Google TV kommer til Danmark i form af et par nye produkter fra Sony. I første gang med en medieafspiller, der rammer butikshylderne til juni, og derefter med en Blu-ray-afspiller, der forventes lanceret til august.


Vi venter stadigvæk på en annoncering om flad-tv med Google TV på dansk grund.

Annonce