Forside * Nyheder

Indersiden af iPad 3 lækket


 


På et kinesisk website, der skriver om Apple-produkter, er der dukket et billede op af indersiden af en iPad 3. Det ville ikke være så interessant, hvis ikke det var fordi, der muligvis gemmer sig en opgradering af A5-CPU’en i den nye iPad.


Vi kender A5-chippen. Det er den System-on-a-Chip (SoC)-CPU, der er hjernen og hjertet i iPad 2 og iPhone 4S. De fleste havde forventet, at den også ville være kernen i iPad 3, der formentlig bliver vist frem til verden om et par uger – eller at Apple ville lancere en helt ny chip, A6. Men nu viser et spionfoto af indersiden af iPad 3, at den muligvis vil indeholde en lettere opgraderet version af A5 med navnet A5X.


Spionfotoet er blevet lagt op af en anonym bruger i forummet på det kinesiske iPhone-website WeiPhone. Det viser angiveligt indersiden af en iPad 3, hvor det helt tydeligt fremgår, at kernen i tablet’en hedder A5X. Som websitet SlashGear skriver, så er der en datokode på, der hedder 1146, hvilket tyder på, at chippen er fabrikeret i uge 46 sidste år.


At Apple ikke kommer til at lancere en helt ny A6-chipserie med iPad, og på den anden side heller ikke holder sig til den gamle A5-chip, kan både have gode og dårlige konsekvenser for det produkt, der efter sigende skulle blive præsenteret af Apple 7. marts. På den ene side kan X-udgaven sagtens være en hel del hurtigere end den oprindelige A5, på den anden side kan det også udløse skuffelse, hvis den ikke er lige så hurtig som den forventede A6.


iPad 3 kommer efter sigende til at have en skærm i højere opløsning end tidligere (visse analytikere gætter på 2048 x 1536) og der gættes også på 4G/LTE-funktionalitet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.