Forside * Nyheder

Sony har solgt 1,2 mio. PS Vita’er


 


Sony har fået en længe savnet succes på hænderne med PS Vita, der på kort tid har solgt 1,2 millioner eksemplarer og dermed oversteget alle forventninger.


Det hjalp en hel del på salget af Sonys nye, håndholdte konsol, PS Vita, at den kom ud i Europa, USA og Sydamerika. Den har knapt været ude i en uge (to uger i visse territorier), og alligevel er der blevet langet 1,2 millioner eksemplarer af Vita over diskene i de forskellige lande. Ifølge en pressemeddelelse fra Sony er det langt over, hvad firmaet havde forventet. De 1,2 millioner eksemplarer inkluderer dog salgstallene fra Japan, hvor PS Vita udkom 17. december sidste år.


I den samme periode har hver ny PS Vita-ejer næsten erhvervet sig to stykker software i gennemsnit. Sony fortæller nemlig, at PS Vita-software downloadet via Playstation Network og solgt i butikkerne har rundet to millioner eksemplarer. I pressemeddelelsen har Sony lokket en af direktørerne for den store GameStop-kæde til at udtale sig. Bob Puzon, der er Vice President of Merchandising, roser PS Vita’ens hardware, og siger at: “Vi gør alt, hvad vi kan for at have PS Vita på lager, så vi kan imødekomme den store efterspørgsel.”


PS Vita har generelt fået fine anmeldelser i Danmark. Læs recordere.dk anmeldelse her

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.