Forside * Nyheder

WiMP og Roskilde Festival i smukt samspil


 


WiMP er blevet Roskilde Festivals foretrukne streamingpartner. Dermed har det norske musikforetagende overhalet storebror Spotify indenom, når det gælder om at indfange de mange fans af Nordeuropas største rockfestival.


Man skulle ellers tro, at en underholdningsgigant som Roskilde Festival ville prøve at finde den største partner som muligt for at komme så bredt ud som muligt. Men festivalen har forbigået Spotify og satser i stedet på den lidt mindre WiMP-tjeneste. En af grundene er formodentlig, at WiMP modsat Spotify har en dansk redaktion, og at festivalen på den måde kommer tættere på de mange danske festivalgæster, men også kan præsentere de nye danske navne, der skal spille på festivalen, med en bedre dækning.


Det er et klart scoop for WiMP, at de har hevet Roskilde i land, og det vil formodentlig brede kendskabet til WiMP ud til mange af festivalgæsterne. Foreløbig har Roskilde Festival fået sin egen side i WiMP-playeren, hvor man kan finde playlister lavet af nogle af de bands, der skal spille på festivalen, samt anbefalinger fra WiMP-redaktionen og fra festivalens bookinggruppe. Selvsagt er alle de bands, der optræder på festivalen, rigt repræsenteret rent musikalsk.


I dagene op til 30. juni vil folk begynde at indfinde sig på festivalpladsen, og efter en kort periode med “warm-up” starter festivalen officielt 5. juli. Med lidt held bliver der stillet ekstra mobilmaster op, så gæsterne også kan streame musik via smartphones ude på campingpladserne. 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.