Forside Indhold og distribution Film

Vil du ’binge’ film i biografen?

-

Et amerikansk filmselskab håber, at deres kunder har lyst til at overføre deres ’binge’-tendenser til det store lærred.

’Binge watching’, eller bare ’binging’ er blevet slangordet for, når man ikke kan holde op med at se en serie på f.eks. Netflix, og sluger store dele – eller hele sæsoner – af den på én gang.

Det har foreløbigt været forbeholdt stuen, hvor man kan indtage sofaen på en hel fridag og fordybe sig. Men kan man forestille sig at gøre det samme med nye film i biografen?

Det er Hollywood-giganten 20th Century Fox, der er begyndt at tænke i de baner. Det har dog en del praktiske komplikationer, så helt binge-agtigt kan det aldrig blive. Det tætteste, vi kommer ’binge’-fænomenet i biograferne er filmserie-maraton’er, og de har den ulempe, at ingen andre film kan køre i den sal, mens maraton’en kører. Og kan man ikke den dag, maraton’en ruller over lærredet, må man gå forgæves.

Så Fox tænker i andre retninger. Ifølge Hollywood Reporter vil de i stedet skrue ned for ventetiden mellem afsnittene i en filmserie. De planlægger således at fyre en ny filmtrilogi af på kun tre måneder, nemlig filmudgaven af R.L. Stines ’Fear Street’-bogserie (bill.).

Fox har bedt instruktøren Leigh Janiak om også at skrive manuskriptet, og det skal skrives på en måde, der kan filmes i ét hug. På den måde håber Fox at kunne lokke teenagere, der er målgruppen for serien, i biografen en gang om måneden i løbet af tre måneder.

Så det bliver ikke noget med at sidde fast på sofaen 12 timer på en søndag. I stedet bliver det noget med at vente i spænding nogle få uger og så springe på, så snart filmen er i biografen.

Annonce