Forside Nyheder

Microsoft arbejder stadig på en ’Halo’-serie med Steven Spielberg

-

”Den er ikke død, den sover bare.”

Mange ting har fået ovenstående beskrivelse gennem årene, og nu kan vi også give den til Microsofts ’Halo’-serie.

Det var helt tilbage i 2013, vi først fandt ud af, at Microsoft var i gang med at udvikle en tv-serie baseret på ’Halo’-universet sammen med Steven Spielberg. Siden kom det også frem, at Showtime var interesseret i at bringe serien, efter planerne blev droppet om at lancere den eksklusivt på Xbox-platformen.

Der har dog været ret stille omkring serien siden. Og eftersom Microsoft lukkede deres tv- og filmproduktions-studie, da Satya Nadella trådte til som CEO, kan man ikke bebrejde de mange mennesker, der troede, at projektet var dødt.

Men da spilwebsitet AR12Gaming kontaktede Microsofts presseafdeling for at finde ud af, hvad status er på projektet, svarede Microsoft ganske overraskende, at projektet stadig var i gang.

”Arbejdet på en tv-serie baseret på ’Halo’ skrider stadig frem. Vi vil dog gerne være helt sikre på, at vi gør det rigtigt, og på en måde, som fans både forventer og fortjener. Dette arbejde fortsætter med vores kreative partnere (Steven Spielberg og Showtime)”, lød meldingen.

Derudover havde Microsoft ikke flere detaljer, de kunne dele lige nu. Så vi må vente på at ’Halo’-bjørnen vågner op, før vi får Master Chief at se i en tv-serie.

 

Annonce