Forside Nyheder

Dele af internettet beskyttes af lavalamper

-
Lavalamper hjælper CloudFlare med at beskytte 10% af internettet. Screenshot fra Tom Scott video på YouTube.

Som pyntegenstand har lavalamper nok toppet for år tilbage, men nu finder de anvendelse i beskyttelse af internettet.

Når data skal krypteres så er der brug for digitale nøgler, og skal en masse data på internettet beskyttes er der brug for mange nøgler. Tilfældigt genereret.

Men netop det med tilfældigheden kan være en udfordring når man arbejder med computere for deres force er at de er forudsigelige. Det samme gælder for det meste af den software der kontrollerer dem.

For at en computer kan generere et tilfældigt (random) tal må der tages tilfældige elementer med ind i beregningerne. Det kan være som på random.org hvor tilfældige tal genereres ud fra atmosfærisk støj.

Hos den amerikanske tjeneste Cloudflare, der selv angiver at de beskytter omkring 10% af internettet, har de fundet en mere iøjnefaldende metode til at skabe de mange millioner af tilfældige tal der benyttes til at generere de digitale nøgler der beskytter trafikken.

De har 100 lavalamper stående i foyeren og de affotograferes konstant af et højopløseligt kamera. Det er uforudsigeligt hvordan de farvede olier bevæger sig, og dette sammenholdt med lysets brydning i rummet, lysindfald mm. kan omsættes til tilfældige tal i de mængder Cloudflare skal bruge.

Selskabet fortæller dog at de også benytter et kaotisk pendul i London-kontoret og radioaktivt støj opsamlet via Singapore-kontoret, i tillæg til lavalamperne.

Tom Scott har besøgt Cloudflare og hans besøgsvideo med lavalamperne og deres betydning for internettets sikkerhed kan ses på YouTube:

 

 

Annonce