Forside Nyheder

Googles opkaldsrobot skal identificere sig selv

-

Udviklerne i publikum jublede, men langt fra alle var begejstrede.

Da Google under udviklerkonferencen I/O for et par uger siden viste Google Duplex frem, skabte det stor debat.

Duplex er den server-baserede funktion til Google Assistant, som kan ringe op til alt fra frisører til restauranter og bestille tid og bord – og lyde fuldkommen som et rigtig menneske, når den gør det.

Rent teknologisk er det en triumf – men mange kommentatorer har gjort opmærksom på det uetiske i, at personen i den modtagende ende af opkaldet ikke ved, at han eller hun taler med en maskine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu har Google så valgt at følge anbefalingerne fra de mange debatindlæg. Når Google Duplex bliver lanceret (den er stadig under udvikling), vil den identificere sig selv, når den ringer op. Google har annonceret, at de vil åbne for flere eksperiementer med Duplex over sommeren..

I følge Bloomberg vil den også i ”visse distrikter” fortælle brugeren, at samtalen bliver optaget, hvilket var et andet etisk aspekt, det ikke så ud til at Google havde taget højde for under de eksperimenter, der blev fremvist under deres I/O-demo. Der er stater i USA, hvor man skal sige ja til at samtalen optages, før den kan fortsætte.

Dermed løber Google en risiko for, at folk smider røret på, når de hører, at det er Google Assistant/Duplex, der ringer op. Det er en risiko, der blev fremsat i et interview allerede dagen efter demoen af en af cheferne bag Google Assistant, Scott Huffman.

Kort efter, de kritiske røster begyndte at lyde, kom Google med en smule uspecifik udmelding omkring identifikation af ”systemet”, der syntes at gå imod, hvad Huffman sagde. Men nu er Google altså alligevel endt med at vælge at lade den kunstige intelligens identificere sig selv, når den ringer op.

Annonce