Forside Nyheder

Budkrig: Disney overbyder Comcast i Fox-handel

-

Der er gået regulær budkrig i kampen om at få lov at købe Fox.

Disney overbød onsdag Comcasts overbud af Disneys oprindelige bud.

Disney havde oprindeligt lagt et bud ind på at overtage alle Fox’ underholdnings-relaterede aktiver, inklusive filmstudiet 20th Century Fox, tv-kanalerne Fox og FX, men ikke nyheds- og sportskanalerne Fox News og Fox Sports.

Men så kom kabel-giganten Comcast ind i sidste øjeblik med et højere bud, og pludseligt var det ikke så sikkert, at Disney ville blive Fox-produktionernes nye hjem.

Disney vil dog åbenbart ikke lade sig kue. De har nu lagt et endnu højere bud ind. Og det vidner om, hvor mange penge, der er i underholdningsbranchen.

Disneys oprindelige bud lød på 52,4 mia. dollar eller cirka 335 milliarder kroner. Dette var dog primært tænkt som en aktiehandel. Comcasts bud var på 65 milliarder dollar (ca. 416 mia. kroner), og det var tænkt som en regulær handel for rede penge.

Nu har Disney så lagt et nyt tilbud på bordet: 71,3 mia. i en blandet aktie- og kontanthandel – hele 457 mia. kroner. Til sammenligning, så svarer det nogenlunde til den totale markedsværdi for virksomheder som BMW eller fødevaregiganten KraftHeinz og er fire milliarder dollar mere end hvad hele FedEx-koncernen er værd i følge Forbes.

I forbindelse med en udmelding til analytikere på Wall Street siger Disneys CEO Bob Iger, at han tror, virksomheden har en bedre chance for at lande Fox-handelen, fordi det vil være nemmere for dem at få myndighedernes godkendelse.

Annonce