Forside * Nyheder

TV2 har sikret sig yderligere 10 håndboldslutrunder

-
Foto: recordere.dk

VM-håndboldslutrunderne i 2019 og 2021 samt EM-slutrunderne 2022, 2024 og 2026 kan ses på TV 2, på Danmarks største sportskanal TV 2 SPORT og på streamingtjenesten TV 2 PLAY.

De store håndboldslutrunder – og især Danmarks kampe – er blandt de mest sete og samlende sportsbegivenheder på TV 2 og dansk tv i de seneste mange år. Og nu kommer der endnu flere af de store slutrunder på TV 2s kanaler.

TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY har nemlig sikret sig rettighederne til VM-håndboldslutrunderne 2019 og 2021 og til EM-slutrunderne 2022, 2024 og 2026 for både kvinder og mænd – altså 10 slutrunder i alt.

Annonce:

TV 2 har købt rettighederne af Nordic Entertainment Group.

 

Afgørende rettigheder for TV 2

– Som altid er jeg ovenud begejstret, når vi får lukket nye TV 2-aftaler om håndboldslutrunderne. Håndbold er – og har altid været – en kernerettighed for TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 PLAY og sport.tv2.dk, og vi er gennem de seneste mange år blevet forkælet med dansk succes, som gør, at slutrunderne også trækker rigtigt mange seere og brugere til TV 2s platforme, både når kvinderne og herrerne spiller, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og fortsætter:

“Siden vi lancerede vores sportskanal i 2015, har disse håndboldslutrunder haft en endnu højere værdi for os, fordi vi har kunnet udnytte rettigheden fuldt ud og vise alle de kampe, vi har haft rettigheder til – til stor glæde ikke bare for os selv, men også – kan vi se på tallene – for vores seere og brugere. Derfor er det fantastisk, at vi har sikret disse for TV 2 så værdifulde EM- og VM-rettigheder flere år frem i tiden.”

 

VM i Danmark og Tyskland i 2019

Blandt de nyerhvervede håndboldslutrunder er herrernes VM i Danmark og Tyskland næste år.

“De nye håndboldaftaler skydes i gang med VM for herrer på hjemmebane i Danmark i januar 2019. Det er i sig selv historisk med en herre-VM-slutrunde i Danmark, og vi glæder os helt vildt til endnu en stor sportsevent på dansk grund. Interessen er altid enorm for det danske håndboldherrelandshold, og når de spiller på hjemmebane, eksploderer det yderligere. Jeg er sikker på, det bliver en fest”, siger Frederik Lauesen.

 

Også EM i december 2018 og EM 2020 kan ses på TV 2s kanaler

Den næste håndboldslutrunde er EM i kvindehåndbold i december 2018 i Frankrig, hvor Danmark tidligere på året kvalificerede sig. Denne slutrunde kan ses eksklusivt på TV 2s kanaler.

Også de to EM-slutrunder i 2020 – herunder kvindernes EM i Danmark og Norge i december – har TV 2-kanalerne erhvervet eksklusive rettigheder til.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.